A klagede over en amtskommunes fortolkning af en bestemmelse i en bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet om befordringsgodtgørelse. Efter bestemmelsen skulle der ydes godtgørelse til transport med billigste offentlige transportmiddel "mellem bopæl og skole". Efter praksis ydede amtskommunen imidlertid ikke godtgørelse til transport med lokale bybusser på korte strækninger, selv om bybusserne blev anset for offentlige transportmidler. Indenrigsministeriet havde ikke som tilsynsmyndighed fundet grundlag for at gribe ind, idet Undervisningsministeriet ikke havde anset amtskommunens praksis for stridende imod bekendtgørelsen.
Ombudsmanden udtalte, at han ikke kunne tilslutte sig Undervisningsministeriets udtalelser, hvorefter det ikke er i strid med bekendtgørelsen, at en amtskommune efter en konkret vurdering forudsætter, at en elev går eller cykler en kortere strækning, selv om der findes et offentligt befordringsmiddel på strækningen. Ombudsmanden henstillede til Undervisningsministeriet at tage skridt til at præcisere bestemmelsen, såfremt ministeriet ønskede at fastholde sin retsopfattelse.
Med hensyn til Indenrigsministeriets afgørelse om ikke at gribe ind over for amtskommunen udtalte ombudsmanden, at han ikke havde fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse amtskommunens praksis for at være i så klar strid med bekendtgørelsens bestemmelser, at Indenrigsministeriet burde have grebet ind over for amtskommunen. Ombudsmanden henviste herved navnlig til, at Indenrigsministeriet kun i ganske særlige tilfælde antages at kunne statuere lovstridighed, når der ikke efter ressortmyndighedens opfattelse foreligger lovstrid. (J. nr. 1990-1240-710).