A havde søgt om fri proces til sagsanlæg mod K Kommune samt mod formanden for Tilsynsrådet for X Amt.
A havde igennem adskillige år rettet et meget stort antal både telefoniske, personlige og skriftlige henvendelser til K Kommune. I 1981 besluttede kommunen kun at acceptere skriftlige henvendelser fra A. Denne beslutning fandt Tilsynsrådet for X Amt var for vidtgående, hvilket rådet meddelte A i skrivelse af april 1981.
I en skrivelse af september 1989 meddelte kommunen på ny A, at den havde set sig nødsaget til at beslutte en begrænsning i hans adgang til at henvende sig til kommunen. Beslutningen havde følgende indhold:
"Alle henvendelser til kommunen skal ske til en sagsbehandler i pensionsafdelingen, der er kontaktperson i alle sager, De måtte forelægge for kommunen.
Der kan gives tilsagn om, at den telefoniske kontakt til sagsbehandleren tidsmæssigt fastsættes til maksimalt 1/2 time pr. uge.
Eventuelle klager fra Dem over sagsbehandleren skal indgives skriftligt til social- og sundhedsforvaltningen for at undgå misforståelser.
Personligt fremmøde kan kun ske efter aftale med sagsbehandleren og kan maksimalt udgøre 1 time pr. måned.
Alle andre henvendelser fra Dem til borgmester, udvalgspolitikere, ledende embedsmænd, mellemledere og medarbejdere vil blive afvist og anbefalet henvist til sagsbehandleren.
De må ikke rette henvendelser til ovennævnte personkreds's private adresser og telefoner.
Det er endelig tilkendegivet, at De kan deltage i kommunalbestyrelsens offentlige møder i overensstemmelse med forretningsordenen for spørgetid ved (K) Kommunalbestyrelses ordinære offentlige møder."
I en udtalelse til Tilsynsrådet for X Amt redegjorde kommunen på følgende måde for baggrunden for beslutningen:
"Beslutningen blev truffet på grundlag af, at kommunalbestyrelsen fandt, at det ikke fortsat var forsvarligt ressourcemæssigt at anvende adskillige timer dagligt på besvarelse af (A's) utallige henvendelser til politikere, ledere i forvaltningen samt medarbejdere.
Tillige fandt kommunalbestyrelsen, at (A) igennem flere år har været en utrolig stor belastning for forvaltningerne og også for politikerne, idet han henvender sig på alle tidspunkter, også på private telefoner og private adresser.
Det er kommunens indtryk, at der bør anlægges en stram behandlingslinie over for (A), hvis han ikke skal fortsætte det mønster, han har p.t.
Kommunalbestyrelsen har på denne baggrund fundet det nødvendigt at regulere (A's) kontakt til den kommunale administration, således som det er meddelt ham i brevet af 21. september 1989.
Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse lagt vægt på, at der ved den gennemførte ordning gives (A) rimelige muligheder for såvel telefoniske som personlige henvendelser til (K) Kommune."
I en skrivelse af december 1989 udtalte tilsynsrådet, at rådet ikke havde grundlag for at kritisere kommunalbestyrelsens beslutning. Denne afgørelse indbragte A for Indenrigsministeriet, som i en skrivelse af 5. februar 1990 meddelte ham følgende afgørelse:
"Efter Indenrigsministeriets opfattelse må det følge af almindelige principper for den offentlige forvaltning, at alle borgere har adgang til frit at rette henvendelse - personligt eller telefonisk - til en kommune vedrørende kommunale anliggender.
I tilfælde, hvor en borgers henvendelser til kommunen antager en sådan karakter og et sådant omfang, at de udgør en væsentlig belastning for den kommunale administration, kan en kommune dog efter ministeriets opfattelse ikke være afskåret fra at træffe fornødne foranstaltninger med henblik på at begrænse borgerens adgang til at rette henvendelse til kommunen.
De begrænsninger, der i denne forbindelse kan fastsættes, må alene forfølge saglige formål og ikke have en mere indgribende karakter, end hvad der i det konkrete tilfælde må anses for nødvendigt for at tilgodese væsentlige hensyn til kommunens personale m.v. og ressourcer i øvrigt. Det forudsættes endvidere, at tilfælde, der er ens, behandles på samme måde.
Endvidere må det antages, at der ikke kan fastsættes sådanne begrænsninger i en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, at denne udelukkes fra dagligt at kunne opnå telefonisk kontakt med kommunen i dennes ekspeditionstid af hensyn til pludseligt opståede problemer, som vedrører et kommunalt anliggende. Dette afskærer dog ikke kommunen fra at bestemme, at henvendelse til kommunen altid skal ske gennem en bestemt kontaktperson i den kommunale forvaltning, forudsat at borgeren herved kan komme i kontakt med kommunen inden for hele ekspeditionstiden. Endvidere kan varigheden af kontakten begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger.
Ligeledes må en borger altid kunne henvende sig skriftligt til kommunen om sager, der vedrører kommunale anliggender. For så vidt angår personligt fremmøde kan det bestemmes, at dette kun kan ske efter forudgående aftale, og varigheden af et fremmøde kan begrænses til den tid, der medgår til at afgive og modtage de fornødne oplysninger.
På denne baggrund skal Indenrigsministeriet påpege, at de af (K) Kommune angivne maksimale tidsrammer, henholdsvis ugentligt og månedligt, for telefoniske henvendelser og personligt fremmøde, ikke kan afskære Dem fra en - i det konkrete tilfælde - nødvendig kontakt med kommunen (den kommunale sagsbehandler), idet en sådan begrænsning må antages at være i strid med de forpligtelser, kommunen har som offentlig myndighed til at sikre borgeren en nødvendig bistand i kommunale anliggender.
For så vidt angår pkt. 6 i det ovenfor angivne påbud bemærkes, at en borger ikke kan forlange at kunne rette henvendelse til kommunale embedsmænd og politikere på deres private adresser. Sådanne henvendelser kan af de pågældende henvises til behandling i kommunens ekspeditionstid. Efter ministeriets opfattelse kan kommunen imidlertid ikke meddele påbud vedrørende borgeres private henvendelser til embedsmænd og politikere. Hvis de pågældende føler sig forulempet af sådanne henvendelser fra en borger, må de pågældende anmode om, at der meddeles et polititilhold i henhold til reglerne i straffeloven.
Bortset fra disse bemærkninger til pkt. 2, 4 og 6 i det ovenfor angivne påbud finder Indenrigsministeriet, at en kommune lovligt vil kunne træffe beslutning om de nævnte begrænsninger i en borgers adgang til at rette henvendelse til kommunen, forudsat at begrænsningerne i det konkrete tilfælde må anses for nødvendige ud fra væsentlige hensyn til kommunens personale m.v. og ressourcer i øvrigt.
Det bemærkes herved, at det må tilkomme kommunen at skønne over, hvorvidt det er påkrævet at meddele et sådant påbud til en borger, og at den kommunale tilsynsmyndighed kun vil kunne gribe ind over for kommunen i tilfælde, hvor kommunen klart har overskredet grænserne for udøvelsen af dette skøn.
I den foreliggende sag har Indenrigsministeriet ikke fundet holdepunkter for at antage, at (K) Kommunalbestyrelse ved fastsættelsen af begrænsningerne i Deres adgang til at rette henvendelse til kommunen har overskredet de angivne grænser for udøvelsen af skønnet over nødvendigheden af det meddelte påbud, eller at kommunen har forfulgt usaglige formål ved meddelelsen af påbudet.
..."
Inden A modtog ministeriets ovennævnte skrivelse, havde Københavns Overpræsidium i en skrivelse af 2. februar 1990 afslået en ansøgning fra A om fri proces til sagsanlæg mod formanden for Tilsynsrådet for X Amt med påstand om, at han burde gribe ind over for kommunens pålæg. I skrivelser af 15. oktober og 6. december 1989 afslog Y Statsamt ansøgninger fra A om fri proces til sagsanlæg mod K Kommune. Under de nævnte retssager ville A nedlægge påstande om ophævelse af kommunens afgørelse af 21. september 1989 og om, at kommunen havde tildelt ham for lidt hjemmepleje, samt om erstatning.
De omtalte afslag blev meddelt under henvisning til, at A ikke havde udsigt til at få medhold i de nedlagte påstande.
Civilretsdirektoratet, hvortil A påklagede afslagene, tiltrådte i skrivelse af 8. maj 1990 afslagene og de meddelte grunde.
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Ifølge retsplejelovens § 330 kan der meddeles en person fri proces, såfremt "han skønnes at have rimelig grund til at føre proces." Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at det herefter bl.a. kræves, at ansøgeren i en vis udstrækning må sandsynliggøre, at han vil få medhold under den pågældende retssag.
Afgørelser heraf beror i nogen udstrækning på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan afgørelse kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, ikke kritisere, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder, at jeg har grundlag for kritik af Civilretsdirektoratets afgørelse.
Jeg har herved, for så vidt angår søgsmålet mod formanden for tilsynsrådet, bl.a. lagt vægt på, at rådets afgørelse af 1. december 1989 senere på nogle punkter er blevet ændret ved Indenrigsministeriets skrivelse af 5. februar 1990.
Endvidere finder jeg ikke, at der i de foreliggende oplysninger er holdepunkter for at antage, at De skulle være blevet påført et økonomisk tab ved kommunens beslutning af 21. september 1989, eller at De uberettiget har fået afslag på hjemmehjælp."