I 1989 vedtog en kommune lokalplanforslag nr. 32, der vedrørte anlæg af en offentlig sti. Stien var planlagt placeret på eksisterende offentlige veje, private fællesveje og i egen tracé i ubebyggede landområder.
Ved skrivelse af 28. november 1989 protesterede A til kommunen over lokalplanforslaget. Der blev over for kommunen udarbejdet alternative stiforslag.
Den 5. marts 1990 modtog A fra kommunen underretning om, at lokalplanen - uden ændringer - nu var endeligt vedtaget.
I skrivelsen anførte kommunen:
"Som det fremgår af bekendtgørelsen, er lokalplanen vedtaget uden ændringer i forhold til det offentliggjorte forslag.
I medfør af § 97 i Bekendtgørelse af Lov om offentlige veje, har kommunalbestyrelsen vedtaget at optage stien som offentlig sti.
Hvor stien forløber ad private fællesveje, vil vejen således have status som offentlige stier, men iøvrigt bibeholdes som private fællesveje.
Jvnf. Bekendtgørelse om begrænsning af klageadgang efter vejlovgivningen, kan kommunalbestyrelsens afgørelse efter § 97 ikke ankes, bortset fra retlige spørgsmål.
Stien medfører ikke forøgede vedligeholdelsesomkostninger for grundejerne.
De ekstra omkostninger der vil være forbundet med en finere belægning og tromling af vejene, afholdes af kommunen.
Hvor stien i forvejen er udlagt ved byplanvedtægter, lokalplaner og anden planlægning, skal den udmatrikuleres i min. 2,5 m bredde som off. sti.
Omkostninger ved udmatrikulering og nødvendig skiltning og afspærringer m.v. afholdes af kommunen, og det bemærkes i denne forbindelse, at der vil blive opsat forskudte bomme eller lignende, for at hindre bilkørsel på stiarealer, der ikke samtidig er private fællesveje.
Det tilstræbes at anlægge stien inden den 1. juli 1990.
Med henvisning til foranstående, må man meddele, at Deres indsigelse ved skrivelse af 28.11.1989 ikke er taget til følge.
Kommunalbestyrelsen er interesseret i at få en forligsaftale med lodsejerne om afståelse af jord til stien, og med henvisning til at stien vil blive placeret ca. med midten i vestskel af matr.nr. 201o kan oplyses, at for jord i sommerhusområder tilbydes kr. 75,00 pr. m2, hvilket svarer til ca. ejendomsvurderingen + 50%.
Det bemærkes at eventuel erstatning for beskadigelse af tilstødende arealer, aftales efter anlæg af stien, og såfremt forlig ikke kan opnås, ydes erstatning efter taksation.
Såfremt De kan acceptere tilbudet, bedes vedlagte kopi underskrevet og tilbagesendt om senest 14 dage."
Da A var af den opfattelse, at kommunens klagevejledning var fejlagtig, klagede han den 13. marts 1990 til Ministeriet for Offentlige Arbejder. - I klagen anførte han bl.a.:
" ...
I henhold til Bekendtgørelse nr. 488 af 1985 om begrænsning af klageadgang efter vejlovgivningen er det alene beslutninger om overtagelse af almene stier og private fællesstier som offentlige i medfør af § 97 i Lov om offentlige veje, der ikke kan ankes.
Øvrige beslutninger fra kommunalbestyrelsens side i medfør af § 97 kan påklages til Ministeren for Offentlige Arbejder. De kommunale embedsmænds behandling af sagen viser med tydelighed, at man ved behandling af denne sag er gået ud fra en urigtig retsopfattelse omkring klagemuligheden.
Som følge af denne fejl skal jeg anmode Ministeriet om at pålægge (kommunen) en nybehandling af sagen, alternativ en orientering til de berørte lodsejere med angivelse af korrekt klagevejledning.
..."
Ved skrivelse af 16. marts 1990 uddybede kommunen sin klagevejledning over for A. Kommunen anførte:
"Kommunen har modtaget kopi af Deres skrivelse af 13. marts 1990 til Ministeriet for offentlige arbejder, hvormed De påklager kommunens klagevejledning i skrivelse af 5. marts 1990 til (A).
Man skal i denne anledning meddele, at det alene drejer sig om eksisterende private fællesveje og fællesstier, at klageadgang ikke er til stede.
For de arealer hvor stien ikke tidligere har været udlagt, men hvor udlæg nu har fundet sted ved lokalplan nr. 32, kan stianlæg først finde sted, når kommunen har erhvervet arealerne, hvilket bl.a. er tilfældet med (A's) ejendom.
Kommunen har i skrivelse af 5.3.1990 til (A) tilbudt et afståelsesbeløb på ejendomsvurderingen/grundværdien + 50% og tilsvarende tilbud er naturligvis tilstillet ejerne af tilsvarende ejendomme.
Såfremt (A) undlader at reagere på tilbudet, vil stianlægget alene kunne gennemføres ved ekspropriation i henhold til kap. 5 i "Bekendtgørelse om offentlige veje", og i forbindelse med, at en ekspropriationsbeslutning meddeles lodsejerne i medfør af lovens § 49 gives samtidig oplysning om bl.a. adgangen til at påklage ekspropriationsbeslutningen og om fristen herfor."
Ved skrivelse af 1. maj 1990 afviste Trafikministeriet A's klage. Ministeriet skrev:
"I brev af 13. marts 1990 har De klaget over (kommunens) beslutning om at anlægge en i lokalplan udlagt sti som offentlig sti.
I Deres klage og i brev af 7. april 1990 har De gjort gældende, at kommunen har givet (A) forkerte oplysninger om klageadgangen efter vejlovens § 97.
Kommunen har fremsendt kopi af sin skrivelse af 16. marts 1990 og Planstyrelsens skrivelse af 21. marts 1990, som vedlægges i kopi.
Det fremgår af styrelsens skrivelse, at man for så vidt angår lokalplanproceduren har truffet afgørelse i sagen.
Kommunen understreger, at afgørelser efter vejlovens § 97 ikke kan påklages til ministeriet, bortset fra retlige spørgsmål.
De arealer, hvor stien ikke tidligere har været anlagt, men hvor udlæg nu har fundet sted ved lokalplan, bør efter kommunens opfattelse erhverves ved ekspropriation efter vejloven. Beslutning om ekspropriation vil herefter kunne påklages til ministeriet efter vejlovens § 49.
Ministeriet kan oplyse, at kommunens beslutning om at overtage private fællesveje og fællesstier som offentlige stier har hjemmel i vejlovens § 97.
Det kan bekræftes, at alle beslutninger efter vejlovens § 97 er undtaget fra klageadgangen, jf. bekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985, § 1, stk. 1, nr. 4. Ministeriet kan alene tage stilling til, om beslutningen er lovlig.
Bestemmelsen i vejlovens § 97 finder kun anvendelse på eksisterende private fællesveje og fællesstier.
Ministeriet kan ligeledes bekræfte, at kommunen må ekspropriere efter vejlovens § 43, såfremt arealer, som nu er udlagt ved lokalplan, jf. privatvejslovens § 3, skal erhverves til brug for den offentlige sti.
Ministeriet finder herefter ikke grundlag for at kritisere kommunens klagevejledning. Kommunens beslutning om ekspropriation efter vejlovens § 43 vil kunne påklages til Trafikministeriet, jf. vejlovens § 49.
Ministeriet finder herefter ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen."
Ved skrivelse af 29. juni 1990 klagede A til mig over Trafikministeriets besvarelse. A var særligt interesseret i at få oplyst, om kommunens og ministeriets oplysninger om begrænsninger i klageadgangen var korrekte.
Jeg udtalte følgende i en skrivelse til A:
"På det tidspunkt, hvor (A) modtog underretning om, at lokalplanen var endeligt vedtaget, fik (A) også meddelelse om, at kommunalbestyrelsen, under henvisning til § 97 i lov om offentlige veje, havde vedtaget at optage stien som offentlig sti. Kommunen præciserede efterfølgende, at dette vedrørte stiens forløb ad eksisterende private fællesstier. Hvor stien ikke tidligere havde været udlagt, skulle arealerne først erhverves.
(Kommunen) oplyste vedrørende klageadgang alene, at afgørelsen ikke kunne ankes, bortset fra retlige spørgsmål. I en efterfølgende skrivelse uddybede kommunen, hvilke beslutninger der ... var underlagt begrænsninger i klageadgangen.
Ifølge § 4 i lov om offentlige veje afgør Trafikministeriet klager over administrationen af loven. Der er dog efter stk. 2 adgang til at undtage visse afgørelser fra denne almindelige klageadgang.
Ved bekendtgørelse nr. 488 af 18. november 1985 er der i § 1 fastsat følgende undtagelser fra klageadgangen:
"1)Afgørelser om overtagelse af almene veje og private fællesveje som offentlige, §§ 21 og 23.
2)Beslutninger om vejplanlægning, kapitel 3.
3)Beslutning om pålæg af byggelinjer langs eksisterende veje, § 34.
4) Afgørelser om overtagelse af almene stier og private fællesstier som offentlige, § 97.
5) Afgørelser om opgravning m.v. af vejareal, § 101,
6)Afgørelser om visse former for råden over vejareal, §§ 102 og 103.
7)Afgørelser om parkeringsafgift, § 107.
8)Afgørelser om vejskilte, færdselstavler m.v., § 108.
9)Afgørelser om vejnavne, § 109.
10)Afgørelser om husnumre § 110.
Stk. 2. Uanset at en afgørelse efter stk. 1 er undtaget fra klageadgang, kan spørgsmålet om, hvorvidt afgørelsen har den fornødne hjemmel i de pågældende bestemmelser samt spørgsmålet om fortolkningen af disse bestemmelser, fortsat indbringes for ministeren for offentlige arbejder efter reglerne i lov om offentlige veje, § 4.
Stk. 3. Afgørelser truffet af vejdirektoratet som vejbestyrelse eller i henhold til særlig bemyndigelse kan, uanset indholdet af stk. 1, påklages til ministeren for offentlige arbejder som øverste forvaltningsmyndighed for hovedlandevejene, jfr. lov om offentlige veje, § 2, stk. 1. Det samme gælder afgørelser vedrørende hovedlandeveje, der er truffet af de amtskommunale eller kommunale myndigheder i henhold til aftale eller efter bemyndigelse i medfør af §§ 15 eller 17 i lov om offentlige veje."
- 1, stk. 1, nr. 4, skal ses i sammenhæng med § 97 i lov om offentlige veje, der har følgende ordlyd:
"Vejbestyrelsen kan anlægge og nedlægge offentlige stier og overtage almene stier og private fællesstier som offentlige. Vejbestyrelsen kan bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig vej, men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej."
Det er Deres opfattelse, at begrænsningen af klageadgangen alene vedrører beslutninger om overtagelse af almene stier og private fællesstier som offentlige efter § 97.
Trafikministeriet forstår bekendtgørelsen således, at alle beslutninger efter § 97 er undtaget fra den almindelige klageadgang.
Trafikministeriets standpunkt kan - trods ordlyden i bekendtgørelsen - ikke give mig anledning til kritik. I den givne sammenhæng må angivelserne i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, forstås som en eksemplifikation af - eller en henvisning til - samtlige de beslutninger, som træffes efter § 97. Jeg bemærker herved, at ministeriets fortolkning ligger inden for den forudsatte bemyndigelse jf. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 1074.
Vejbestyrelsens afgørelser efter § 97 vil således kun kunne påklages til ministeriet, såfremt klagen vedrører et retligt spørgsmål.
Imidlertid burde Trafikministeriet efter min opfattelse ved sin behandling af Deres klage have påtalt over for (kommunen), at en fyldestgørende klagevejledning efter forvaltningslovens § 25 skal angive klageinstansen og en eventuel tidsfrist for indgivelse af klagen (for så vidt angår de retlige spørgsmål).
Jeg har gjort Trafikministeriet bekendt med min opfattelse.
Herefter foretager jeg ikke videre i anledning af Deres henvendelse."