A klagede over en afgørelse fra Amtsankenævnet for Y Amt, hvorefter han ikke var berettiget til at modtage sygedagpenge. Nævnet begrundede sin afgørelse således:
"Nævnet besluttede at tiltræde kommunens afgørelse om at standse dagpengeudbetalingen fra den 13/8-89, idet nævnet lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen herunder udtalelsen fra amtsankenævnets lægekonsulent.
Nævnet har herefter ikke fundet, at De opfyldte betingelsen i dagpengelovens § 1 og § 17, ifølge hvilke bestemmelser, dagpenge ydes som erstatning for indtægtstab ved fuld uarbejdsdygtighed på grund af sygdom, hvorfor dagpengeudbetalingen måtte bringes til ophør med virkning fra den 13/8-89, jfr. dagpengelovens § 25, stk. 1."
Det fremgik af sagen, at det allerede i 1970 blev konstateret, at A var allergisk over for gummi, chrom, propylglucol, tiuram m.v., og at han siden i perioder havde været sygemeldt på grund af eksem. Senest blev A i april 1989 sygemeldt fra sit arbejde med kartonnage i virksomheden B på grund af eksem og i maj 1989 afskediget på grund af for mange sygedage. A modtog herefter sygedagpenge fra Social- og Sundhedsforvaltningen i X Kommune. På en standardblanket anmodede kommunen den 24. juli 1989 speciallæge ..... om "journaloplysninger" til brug for dagpengesagens videre forløb.
I den anledning afgav speciallæge .... den 1. august 1989 en erklæring til X Kommune. Heraf fremgik bl.a., at A ved den seneste undersøgelse (19. juli) var eksemfri, og at lægen havde tilrådet ham "tørt arbejde, hvor gummikontakt kan undgås".
I forbindelse med kommunens beslutning om at standse udbetaling af dagpenge var anført følgende notater på kommunens journalark om samtaler med A, A's egen læge og kommunens lægekonsulent:
(udateret) "(A) henvender sig på dagpengekontoret hos mig og oplyser at han har tænkt sig at holde ferie i Tyrkiet med (egen læges) accept, da (lægen) mener at det vil være godt for sikrede. Jeg oplyser sikrede på daværende tidspunkt, at hvis han rejser til udlandet, stopper jeg dagpengene og han betegnes som raskmeldt, (A) bliver sur og går.
(C)
4/8-89 (A's egen læge) kontakter mig d.d. er utilfreds med at jeg vil stoppe sikredes dagpenge og at han ikke må rejse til udlandet, jeg forklarer ham, at (A) vil forhale behandlingsforløbet, men jeg opdager samtidig at jeg har modtaget speciallægeattest fra ... der faktisk raskmelder sikrede, hvilket jeg fortæller ..... (Han) vil så snakke med kommunens lægekonsulent.
senere!
Jeg snakker med (kommunens lægekonsulent) om sagen der uden tvivl er enig i at sikrede er raskmeldt. Jeg oplyser (lægekonsulenten) at (A's egen læge) vil kontakte ham senere på dagen.
(C)
9/8-89 Tilskrev sikrede samt (A's egen læge) d.d. om stop af dagpenge iflg. (kommunens lægekonsulent)
..."
Under det efterfølgende sagsforløb gjorde A's læge gældende, at han må betragtes som fuldt uarbejdsdygtig og dermed berettiget til sygedagpenge, idet han var overfølsom over for adskillige gummiemner, som findes i stort set enhver virksomhed. Det blev endvidere anført, at A's eksem blusser voldsomt op ved selv lette gummikontakter, og at han kun er symptomfri, hvis han er helt uden kontakt til gummiemner.
Sagen blev den 30. november 1989 forelagt for amtsankenævnets lægekonsulent, der udtalte, at A ved dagpengeophøret den 13. august 1989 ikke kunne anses for fuldt uarbejdsdygtig.
Som nævnt foran stadfæstede amtsankenævnet i skrivelse af 19. februar 1990 kommunens afgørelse.
Sideløbende med beslutningen om dagpengeudbetalingens ophør tog X Kommune initiativ til at iværksætte en arbejdsprøvning. Arbejdsprøvningen blev gennemført i løbet af 3 perioder i 1990 på REVA Hellerup. Den 12. marts 1991 gav A en af mine medarbejdere en kopi af revalideringsinstitutionens erklæring, som havde følgende konklusion:
"Forløbet af den praktiske arbejdsprøvning har vist, at uanset hvilke emner klienten beskæftiger sig med, får han voldsomt udslet på hænderne, og i løbet af nogle dage strækker udslettet sig op på armene. Det drejer sig om et klassisk kontakteksem, som i løbet af få dage udvikler sig til blødende sår. Klienten har været beskæftiget med de materialer, der normalt befinder sig på et arbejdssted, incl. papir og beton, plast og metaller. Uanset hvilket arbejde klienten har forsøgt at udføre, får han i løbet af få dage eksemudbrud, som hurtigt breder sig.
Klienten har i 1970 haft et universelt eksemudbrud.
Han har igennem årene forsøgt at fastholde kontakt til arbejdsmarkedet, men har hver gang måttet give op p.g.a. eksemudbrud.
Som klienten fremtrådte ved arbejdsprøvningen, var han motiveret og interesseret i at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Det har imidlertid ikke været muligt at pege på noget område, som klienten har kunnet klare, da enhver form for arbejde medfører blødende, voldsomt eksemudbrud.
På baggrund af dette må man således konkludere, at klienten i et hvilket som helst erhverv har en arbejdsevnenedsættelse til under en trediedel."
A meddelte mig endvidere, at der bl.a. på grundlag af erklæringen fra REVA Hellerup var ansøgt om førtidspension. Revaliderings-og pensionsnævnet havde på telefonisk forespørgsel fra en af mine medarbejdere den 17. april 1991 oplyst, at der endnu ikke var truffet afgørelse i pensionssagen.
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Afgørelsen er truffet efter § 25, stk. 1, i den dagældende dagpengelov, hvorefter "udbetaling af dagpenge ophører den dag, den sikrede er arbejdsdygtig, uanset om han undlader at træde i arbejde eller raskmelde sig."
Dagpengeloven indeholdt endvidere i § 47 følgende bestemmelse om opfølgning og kontrol af sygedagpengesager:
"Det sociale udvalg skal i den tid, hvori udvalget yder dagpenge, påse, at betingelserne for at modtage dagpenge fortsat er opfyldt, og videre, om der er grund til at iværksætte særlige foranstaltninger.
Stk. 2. Det sociale udvalg skal senest 3 måneder efter sygdommens indtræden tage den sikredes forhold op til vurdering med henblik på om der fortsat er ret til dagpenge, og om der er behov for behandling, optræning, overgang til pension samt vejledning og eventuel anden hjælp til den sikrede og hans familie. Dette må ske i fornødent samarbejde med læger, hospitals- og revalideringsinstitutioner samt arbejdsformidlingen."
I en sag som den foreliggende, hvor det er oplyst, at sikrede gennem en længere årrække har haft allergiske lidelser i et sådant omfang, at han har haft vanskeligt ved at finde et egnet arbejde, forudsætter en "raskmelding" efter dagpengelovens § 25, stk. 1, efter min opfattelse, at kommunen over for sikrede kan pege på realistiske beskæftigelsesmuligheder enten inden for eller uden for eget arbejdsområde. Jeg sigter herved til sådanne beskæftigelsesmuligheder, som det må anses for sandsynligt, at sikrede kan klare på tidspunktet for dagpengeophøret.
Kommunens og amtsankenævnets afgørelser, hvorefter De efter den 13. august 1989 ikke var berettiget til at modtage sygedagpenge, bygger på en antagelse om, at De efter denne dato var i stand til at påtage Dem "tørt arbejde, hvor gummikontakt undgås."
Det er min opfattelse, at der kan rejses spørgsmål om tilstrækkeligheden af kommunens og nævnets oplysningsgrundlag forud for afgørelserne om dagpengeophøret. Jeg henviser herved til ubestemtheden af kommunens angivelse af beskæftigelsesmulighederne sammenholdt med oplysningen om, at kommunen samtidig med beslutningen om dagpengeophøret fandt behov for iværksættelse af arbejdsprøvning med henblik på en nærmere udredning af Deres erhvervsmuligheder. Endvidere henviser jeg til, at De på tidspunktet for beslutningen om dagpengeophøret tillige var erklæret overfølsom over for andre emner end gummi, jf. speciallæge ..... erklæring af 21. juni 1989.
Hertil kommer, at kommunen efter de foreliggende oplysninger ikke nærmere har drøftet (alternative) realistiske beskæftigelsesmuligheder med Dem umiddelbart forud for beslutningen om at standse dagpengeudbetalingen. Endvidere havde De ikke forud for afgørelsen lejlighed til at udtale Dem om grundlaget for kommunens afgørelse, og kommunen tilsidesatte for så vidt bestemmelsen om partshøring i forvaltningslovens § 19, stk. 1.
På den baggrund har jeg samtidig hermed henstillet til Amtsankenævnet for (Y) Amt at genoptage sagen og foretage en fornyet vurdering af (X) Kommunes beslutning om at bringe Deres dagpengeret til ophør den 13. august 1989. Endvidere har jeg sendt nævnet kopi af erklæringen af 14. november 1990 fra REVA Hellerup hvoraf det fremgår, at institutionen på grundlag af en arbejdsprøvning ikke har været i stand til at pege på noget arbejdsområde, som De med Deres lidelse vil være i stand til at bestride. "