22. april 1991

Udlevering til indsatte af beskadigede effekter, som indsatte har erstattet

01-01-1991

En indsat, A, klagede over, at Direktoratet for Kriminalforsorgen (DFK) havde tiltrådt statsfængslets afgørelse om generelt at nægte at udlevere en beskadiget effekt til en indsat i et tilfælde, hvor den indsatte, der havde beskadiget effekten, havde betalt fuld erstatning.
Ombudsmanden udtalte, at en beskadiget effekt ikke kan kræves både fuldt erstattet for nyværdien og udleveret. Ombudsmanden var derfor ikke enig i det, DFK havde anført om, at anstalten som følge af sin oprindelige ejendomsret til effekterne fortsat måtte være berettiget til disse, efter at effekternes værdi fuldt ud var erstattet af den indsatte. Ombudsmanden gjorde DFK bekendt med sin opfattelse.
Derimod fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at kriminalforsorgen ud fra ordensmæssige og bevismæssige hensyn ikke fandt at kunne tillade, at effekter, der var mærkede som anstaltens ejendom, ikke kunne overgå til at blive den indsattes ejendom.
J.nr. 1990-1042-615

A klagede over Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse, hvorved direktoratet tiltrådte et statsfængsels afgørelse om generelt at nægte at udlevere en beskadiget effekt til en indsat i tilfælde, hvor den indsatte, der havde beskadiget effekten, var blevet pålagt at erstatte den.

Det fremgik af sagen, at statsfængslet i tilfælde, hvor en indsat var blevet afkrævet erstatning for en effekt, som anstalten anså for ødelagt, nægtede at udlevere den ødelagte effekt til den indsatte. A klagede til Direktoratet for Kriminalforsorgen og anførte i sin klage, at effekterne var ting som sengelinned, arbejdstøj og lignende. For så vidt det ville stride imod anstaltens sikkerheds- og ordensregler at udlevere effekterne til de indsatte under deres afsoning, foreslog A, at effekterne kunne henlægges på depot med henblik på udlevering ved løsladelsen.

Direktoratet indhentede i anledning af klagen en udtalelse fra statsfængslet, der bl.a. havde følgende indhold:

"Mange af de effekter indsatte får udleveret til brug under afsoningen er mærkede af anstalten for at hindre at effekterne forsvinder. Det drejer sig om bl.a. arbejdsbeklædning, undertøj, håndklæder, viskestykker, sengelinned og porcelæn og bestik.

I tilfælde, hvor indsatte beskadiger effekter tilhørende anstalten, tages der i det enkelte tilfælde stilling til om den indsatte kan betragtes som erstatningspligtig.

Erstatningsansvaret kan gøres gældende med hjemmel i fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 38, hvor der er anført at indsatte kan pålægges at betale erstatning for skadevoldelse som han efter almindelige erstatningsregler er ansvarlig for.

Erstatningsbeløbet fastsættes af fængselsforvalteren eller på dennes vegne depotforvalteren, således at der i hvert enkelt tilfælde med udgangspunkt i nyanskaffelsesprisen fastsættes en erstatning afhængig af om skaderne kan udbedres eller om effekterne må kasseres og dermed destrueres.

Fængselsforvalteren har oplyst, at det ofte er således, at erstatningsbeløbet fastsættes til en størrelse, som er mindre end nyanskaffelsen.

Det kan bekræftes, at indsatte som beskadiger effekter der er mærkede af anstalten ikke får udleveret de beskadigede effekter, selvom den indsatte efter en konkret vurdering tilpligtes at betale en erstatning svarende til nyanskaffelsesprisen.

Dette hænger sammen med, at man fra anstaltens side ikke har ment at kunne acceptere, at mærkede effekter, selv om de er beskadigede udføres af anstalten.

I tilfælde, hvor indsatte ikke betaler erstatning, svarende til nyanskaffelsesprisen, d.v.s. i tilfælde, hvor effekterne efter reparation kan genbruges ligger det i sagens natur, at effekterne ikke udleveres til de indsatte."

Direktoratet traf følgende afgørelse:

"Direktoratet skal efter en gennemgang af sagen meddele, at man er enig i anstaltens afgørelse.

Afgørelsen er begrundet i, at de omhandlede effekter tilhører anstalten, der udlåner effekterne til de indsatte, med henblik på at de indsatte kan bruge effekterne under deres ophold i anstalten. Der er således tale om et låneforhold mellem anstalten og de indsatte, hvoraf det følger, at de udlånte effekter skal leveres tilbage til anstalten efter benyttelsen.

Såfremt de udlånte effekter beskadiges af de indsatte under deres brug, kan det pålægges de indsatte at betale erstatning for den forvoldte skade, jfr. fuldbyrdelsesbekendtgørelsens § 38, stk. 1.

I de tilfælde, hvor anstalten finder de indsatte erstatningsansvarlige, fastsættes der et erstatningsbeløb, der afhænger af om skaderne kan udbedres, eller om effekterne må anses for totalt ødelagt og dermed må kasseres.

Uanset om de indsatte tilpligtes at betale erstatning svarende til nyanskaffelsesprisen eller kun til udbedring af effekten, bevirker denne erstatningspligt ikke, at de indsatte herved har krav på at få udleveret de beskadigede effekter, idet der som ovenfor anført er tale om et låneforhold, hvor de indsatte er pligtige til at tilbagelevere de lånte effekter til anstalten. De indsattes skadevoldende handlinger bevirker således ikke, at anstaltens ejendomsret til effekterne overgår til skadevolderen.

Endvidere har man lagt vægt på, at mange af de effekter, som indsatte får udleveret til brug under afsoningen, er mærkede af anstalten, med henblik på at forhindre at effekterne forsvinder eller bliver stjålet. Direktoratet finder derfor, at både bevismæssige og principielle grunde taler imod, at de beskadigede mærkede effekter udleveres til de erstatningsansvarlige indsatte og eventuelt senere udføres af anstalten."

I sin klage til mig anførte A til støtte for, at de indsatte skulle være berettiget til at få de ødelagte effekter udleveret, at f.eks. bøger fra fængslets bibliotek, der beskadigedes, og som den indsatte derfor måtte erstatte, blev udleveret til den indsatte, efter at den ødelagte bog var stemplet med "er erstattet".

På tilsvarende måde - anførte A - kunne de øvrige effekter udleveres, efter at anstalten enten havde klippet mærkningen af eller havde stemplet effekten f.eks. med "må udføres" eller "kasseret".

Endvidere henviste A til, at et forsikringsselskab, der havde udbetalt erstatning for en totalskadet bil, efter almindelig praksis beholdt bilen.

 

I en skrivelse til A udtalte jeg følgende:

"Min nedenfor anførte stillingtagen til, om de indsatte har krav på at få udleveret beskadigede effekter, angår kun tilfælde, hvor effekterne er ødelagt, med den følge, at den indsatte er blevet pålagt at erstatte genanskaffelsesværdien. Som (statsfængslet) ... har anført i sin udtalelse, vil beskadigede effekter, der efter reparation kan genbruges, og hvor den indsatte er blevet pålagt at erstatte reparationsudgiften, i sagens natur ikke kunne udleveres til den indsatte som dennes ejendom.

Direktoratet har til støtte for sin afgørelse anført to forhold, der begrunder, at effekterne ikke udleveres til de indsatte. Direktoratet har dels begrundet det med, at anstalten fortsat har ejendomsretten til effekterne, også selv om skadevolderen efter at have ødelagt effekten har betalt fuld erstatning for denne, dels med at effekterne er mærkede for at forhindre, at effekterne forsvinder eller bliver stjålet. (Statsfængslet) ... har endvidere anført, at anstalten ikke kan acceptere, at mærkede effekter, selv om de er beskadigede, udføres af anstalten.

Med hensyn til direktoratets opfattelse om, at ejendomsretten til effekterne ikke overgår til skadevolderen, selv om denne fuldt ud har erstattet effektens værdi, bemærker jeg, at det er en obligationsretlig grundsætning, at en kreditor ikke ved at kræve erstatning skal blive bedre stillet, end han ville have været ved behørig opfyldelse. Det er en følge heraf, at en person, der har udlånt en effekt til en anden, ikke, når effekten er ødelagt, kan kræve både at få fuld erstatning for nyværdien og få den ødelagte effekt udleveret.

Jeg er derfor ikke enig i det, direktoratet har anført om, at anstalten som følge af sin oprindelige ejendomsret til effekterne fortsat må være berettiget til disse, efter at effekternes værdi fuldt ud er erstattet af den indsatte.

Jeg har gjort Direktoratet for Kriminalforsorgen bekendt med min opfattelse.

Derimod finder jeg ikke grundlag for at kritisere, at kriminalforsorgen ud fra ordensmæssige og bevismæssige hensyn ikke finder at kunne tillade, at effekter, der er mærkede som anstaltens ejendom, ikke kan overgå til at blive den indsattes ejendom, hverken under afsoningen eller i forbindelse med løsladelsen. Jeg finder ikke, at en fjernelse af mærket eller en eventuel stempling på effekten om, at den må udføres eller er kasseret, vil ændre ved det forhold, at ordensmæssige og bevismæssige hensyn medfører, at disse mærkede effekter må forblive som anstaltens ejendom.

Sammenfattende finder jeg derfor ikke at kunne kritisere, at direktoratet har tiltrådt (statsfængslets) ... afgørelse om, at mærkede effekter, som den indsatte fuldt ud har erstattet, ikke udleveres til den indsatte til dennes ejendom."