A klagede over, at Told- og Skattestyrelsen havde afvist hendes klager over, at K Kommune ikke i forbindelse med inddrivelsen af en påstået skatterestance havde kunnet give hende en forståelig redegørelse for hendes skattemellemværende på trods af anmodning herom, og at K Kommune iværksatte løntilbageholdelse på et tidspunkt, hvor A havde indgivet helt nye selvangivelser for de pågældende indkomstår til skattevæsenet.
Ombudsmanden udtalte, at han ikke fandt grundlag for kritik af den vejledning, A havde fået vedrørende opgørelsen af skatterestancerne for de enkelte indkomstår. Derimod fandt ombudsmanden, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til som inddrivelsesmyndighed at imødekomme A's begæringer om at få tilstillet en opgørelse over de foretagne morarenteberegninger. Ombudsmanden fandt ligeledes, at K Kommune havde tilsidesat sin pligt til, når der skete inddrivelse gennem modregning, at oplyse A om, hvilke krav det var, der var blevet fyldestgjort på denne måde. Samtidig fandt ombudsmanden ikke, at A havde fået fornøden vejledning om mulighederne for at søge om henstand med skattebetalingen efter at have klaget over skatteansættelsen, ligesom ombudsmanden fandt, at en iværksat lønindeholdelse burde være sat i bero to måneder tidligere end sket.
Ombudsmanden henstillede til K Kommune og Told- og Skattestyrelsen, at A fik en samlet opgørelse over sit mellemværende med skattevæsenet og K Kommune for så vidt angik årene 1986-1989, samt at der ved morarenteberegningen for 1989 blev taget hensyn til, at der eventuelt kunne være bevilget A henstand med skattebetalingen efter A's indgivelse af korrigerede selvangivelser. (J. nr. 1991-663-222).