A, der er medlem af menighedsrådet ved K Kirke, rettede henvendelse til mig i anledning af, at det ikke havde været muligt for ham at få formanden for menighedsrådet til at oplyse, hvem der i efteråret 1989 informerede formanden om forløbet af en konfirmationsgudstjeneste i oktober 1989 ledet af pastor B.
Jeg besluttede at koncentrere min undersøgelse om A's klage over Kirkeministeriets afgørelse af 29. juni 1990 vedrørende samme spørgsmål. Samtidig anmodede jeg ministeriet om en udtalelse.
Det fremgik af sagen, at formanden for menighedsrådet ved K Kirke i skrivelse af 3. oktober 1989 orienterede C Provsti om nogle enkeltheder vedrørende pastor B's konfirmationsgudstjeneste den 1. oktober 1989 samt stillede spørgsmål til provsten.
Efter forgæves at have bedt menighedsrådsformanden om at oplyse, hvorfra han havde modtaget materiale vedrørende omtalte gudstjeneste bad A den 15. januar 1990 Kirkeministeriet om at være ham behjælpelig med at få den ønskede oplysning. Kirkeministeriet oversendte sagen til biskoppen for D Stift til videre foranstaltning, jf. lov om menighedsråd § 12, stk. 3.
Den 20. april 1990 meddelte biskoppen A, at han særligt under hensyn til offentlighedslovens § 6 om notatpligt ikke fandt at kunne pålægge menighedsrådets formand at oplyse om kilden til oplysningerne vedrørende forløbet af den pågældende konfirmationsgudstjeneste.
Efter at A havde klaget til Kirkeministeriet over biskoppens afgørelse, oplyste denne den 23. maj 1990 Kirkeministeriet om, at han efter en fornyet overvejelse af sagen efter omstændighederne fandt, at A burde have den ønskede oplysning.
Kirkeministeriet underrettede den 11. juni 1990 menighedsrådsformanden om biskoppens afgørelse, hvorefter ministeriet ikke fandt anledning til at foretage sig yderligere.
Den 21. juni 1990 skrev A på ny til Kirkeministeriet, idet han oplyste, at formanden for menighedsrådet på et møde dagen før havde meddelt ham, at han ikke kunne give de ønskede oplysninger om konfirmationsgudstjenesten den 1. oktober 1989, "da han - efter et sygdomstilfælde - nu lider af hukommelsestab i denne sag."
Kirkeministeriet skrev den 29. juni 1990 bl.a. følgende til A:
"Det fremgår af (A's) skrivelse, at formanden ikke mener at være i stand til at give de ønskede oplysninger, som han angiver ikke at kunne erindre.
Ministeriet finder herefter ikke at kunne foretage sig videre med henblik på opklaringen af dette spørgsmål."
Den 27. juli 1990 klagede A til mig over denne afgørelse. Kirkeministeriet udtalte den 23. november 1990 i anledning af klagen bl.a.:
"...at der i flg. menighedsrådslovens § 30, stk. 3, består en adgang for menighedsrådet til at behandle spørgsmål vedrørende sognemenigheden og henvende sig herom til de kirkelige tilsynsmyndigheder. Menighedsrådsformandens skrivelse af 3. oktober 1990 til provsten om forløbet af konfirmationsgudstjenesten den 1. oktober 1989 har efter ministeriets opfattelse, karakter af en sådan henvendelse som omtalt i ovennævnte bestemmelse.
Kirkeministeriet må være af den opfattelse, at ethvert medlem af et menighedsråd har krav på i forbindelse med en sags behandling i rådet at modtage foreliggende materiale og oplysninger, der må anses for relevant for forhandling og afgørelse i sagen. Denne ret er en følge af det medansvar for menighedsrådets arbejde, der påhviler det enkelte medlem af rådet, og er således en videregående ret end retten til aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen.
Det er sædvanlig praksis, at formanden for menighedsrådet i visse tilfælde kan handle på rådets vegne. Når formanden handler på rådets vegne, indebærer dette samtidig en pligt til at orientere rådets medlemmer herom på rådets førstkommende møde. Efter ministeriets opfattelse, burde formanden for K menighedsråd samtidig med fremsendelsen til medlemmerne af det materiale, som var fremsendt til provsten, oplyse medlemmerne om hvorfra han havde modtaget materialet.
I skrivelse af 21. juni 1990 til ministeriet oplyste (A), at formanden i forbindelse med et menighedsrådsmøde den 20. juni havde meddelt ham, at han ikke kunne give de ønskede oplysninger, da han - efter et sygdomstilfælde - nu lider af hukommelsestab i denne sag.
I skrivelse af 29. juni 1990 svarede ministeriet, at man ikke fandt at kunne foretage sig videre med henblik på opklaringen af dette spørgsmål.
Om baggrunden for denne afgørelse skal man oplyse, at ministeriet ikke råder over processuelle midler, hvormed der kan foretages en efterprøvelse af formandens oplysning. Efter ministeriets opfattelse vil dette kræve en procedure, der henhører under domstolene."
I et brev til A udtalte jeg bl.a. følgende:
"Jeg kan tiltræde Kirkeministeriets opfattelse, hvorefter formanden for menighedsrådet samtidig med fremsendelsen til medlemmerne af det materiale, som var fremsendt til provsten, burde have oplyst medlemmerne om, hvorfra han havde modtaget materialet.
Selv om Kirkeministeriet - som anført i udtalelsen til mig - ikke råder over processuelle midler, hvormed der kan foretages en efterprøvelse af menighedsrådsformandens meddelelse til Dem om, at "han ikke kunne give de ønskede oplysninger, da han - efter et sygdomstilfælde - nu lider af hukommelsestab i denne sag", finder jeg, at det som led i sagens oplysning havde været rigtigst, hvis ministeriet, forinden man traf afgørelse i sagen den 29. juni 1990, havde foranlediget indhentet en udtalelse fra menighedsrådsformanden vedrørende klagen, hvorunder formanden nærmere over for de kirkelige tilsynsmyndigheder redegjorde for baggrunden for ikke at have efterkommet biskoppens afgørelse af 23. maj 1990."
Jeg gjorde Kirkeministeriet bekendt med min opfattelse.