Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at A, der var israelsk statsborger, indrejste i Danmark. August 1980 blev han anholdt af politiet og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191. A havde en vis forbindelse til og blev anholdt tæt ved en varevogn, hvori politiet fandt 54 kg hash. A nægtede at kende andet til sagen, end at han havde været behjælpelig med leje af varevognen, og at han troede, at den skulle bruges til transport af møbler. A var varetægtsfængslet indtil den 24. september 1980, hvor han blev løsladt, uden at anklagemyndigheden foretog videre i sagen. A rejste ud af Danmark den 2. november 1980 til Israel.
Efter løsladelsen af A fremskaffede politiet yderligere beviser, der førte til domfældelse af nogle danske modtagere af hash. Den 21. august 1981 sendte det danske politi sagens akter til Israel med henblik på eventuel retsforfølgning. Den 10. februar 1983 meddelte det israelske politi, at man ikke så sig i stand til at indlede retsforfølgning. Herefter henlagde politiet sagen i marts 1983.
I 1988 ansøgte A om visa til indrejse i USA. A havde i 1979, 1983 og i 1985 fra både den amerikanske ambassade i København og fra den amerikanske ambassade i Tel Aviv opnået visa og havde aflagt flere korte besøg i Amerika. I 1988 meddelte den amerikanske ambassade i Tel Aviv imidlertid afslag på ansøgning om visum under henvisning til, at A i august 1980 havde været anholdt og sigtet for hashhandel i Danmark.
Advokat B indbragte som advokat for A for Justitsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt der fra det danske politis side var givet oplysning til Interpol angående sigtelsen. Advokaten anmodede i bekræftende fald Justitsministeriet om at foranledige A slettet af Interpols kartoteker. Ligeledes fremsatte advokaten ønske om at få en skriftlig bekræftelse af, at varetægtsfængslingen i perioden 8. august 1980 til 24. september 1980 havde været uberettiget, og at politiets undersøgelse viste, at der ikke var grundlag for at anklage A.
I en udtalelse af 28. april 1988 udtalte Politidirektøren i København bl.a., at Københavns Politi den 8. oktober 1982 meddelte Interpol, at sagen var oversendt til Israel, og at man ikke agtede at søge retsforfølgning gennemført i Danmark, og at der ikke var aktuel efterforskning mod A. Samlet fandt politidirektøren ikke grundlag for at udstede en erklæring af det ønskede indhold, men alene med oplysning om, at sagen var henlagt. Politidirektørens udtalelse blev rundsendt til de forespurgte lande samt til Interpol, Washington.
I skrivelse af 6. maj 1988 til Justitsministeriet anførte advokat B bl.a.:
"...
Det er min opfattelse, at sigtelsen har været grundløs, og jeg henviser til retsplejelovens § 749.
Det fremgår endvidere af (politidirektørens) skrivelse af 28. april 1988, at man - trods domfældelse af nogle danske modtagere af hash - ikke agter at søge retsforfølgning gennemført her i Danmark mod (A), og at der ikke er aktuel efterforskning mod (A).
Under henvisning til den danske retsplejelovs § 711 fastholder jeg min anmodning af 24. marts 1988 til Justitsministeriet om, at Justitsministeriet foranlediger, at (A) bliver slettet af Interpols kartoteker. Endvidere, at politiets undersøgelse viste, at der ikke var grundlag for at anklage min klient, hverken i Danmark eller i Israel.
Endelig er det min opfattelse, at politidirektørens skrivelse af 28/4-1988, der er rundkastet til de forespurgte lande samt Interpol, Washington, indebærer en krænkelse af (A's) menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder; jeg henviser til Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, hvorefter en borger inden for en rimelig frist har ret til en retfærdig og offentlig rettergang.
Det har (A) ikke fået, fordi det israelske politi - der har været i besiddelse af alle oplysninger - den 10. februar 1983 har meddelt, at man ikke så sig i stand til at indlede retsforfølgning. Der var altså ikke spor kød på sagen mod (A).
Danske myndigheder bør tage konsekvensen heraf og erkende, at sigtelsen i medfør af retsplejelovens § 749 var grundløs."
Hertil udtalte politidirektøren i en udtalelse til Justitsministeriet i skrivelse af 2. juni 1988, at:
"...jeg kan oplyse, at politiadvokaten ....... den 3. marts 1983 - det vil sige, efter at de israelske myndigheder havde meddelt, at man ikke så sig i stand til at gennemføre retsforfølgningen - resolverede, at efterforskningen skulle indstilles og sagen henlægges her i landet.
Der er ikke givet formel underretning til (A) herom, hvilket dels skyldtes, at sagen måtte antages at være et israelsk anliggende på daværende tidspunkt, dels at underretning de facto var en umulighed, da politiet var uden kendskab til (A's) opholdssted.
For så vidt angår advokatens bemærkninger om ne bis in idem - grundsætningen, skal det blot anføres, at der som nævnt ikke her var truffet nogen afgørelse i sagen mod den pågældende på tidspunktet for oversendelsen til Israel."
Justitsministeriet traf afgørelse i skrivelse af 1. juli 1988. Ministeriet anførte bl.a.:
"...
Efter en gennemgang af sagen skal man meddele, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke giver grundlag for kritik af rigspolitichefen, Interpol, at Interpol København har viderebragt oplysninger om Deres klient, som var modtaget fra Københavns politi. Det bemærkes i den forbindelse, at Interpol Københavns rundkastning af politidirektørens udtalelse af 28. april 1988 alene må anses for foretaget i Deres klients interesse med henblik på at viderebringe oplysninger om, at sagen mod ham var henlagt.
I henhold til retsplejelovens ordning henhører klager over politiets efterforskning og sagsbehandling i første række under vedkommende regionale statsadvokat, i det foreliggende tilfælde statsadvokaten for København, .....
Justitsministeriet har på denne baggrund fundet det rigtigst at videresende sagen til statsadvokaten, hvorfra De vil modtage svar på den øvrige del af Deres henvendelse.
Justitsministeriet har i den forbindelse anmodet statsadvokaten om at tage stilling til, om der kan gives Deres klient sædvanlig underretning om, at forfølgningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, 3. pkt., er indstillet jfr. herved retsplejelovens § 749, stk. 3, samt om der - såfremt Deres klient måtte have ønske herom - gennem Interpol vil kunne rundkastes meddelelse herom.
..."
Statsadvokaten fandt i skrivelse af 9. august 1988 ikke grundlag for at kritisere de af politidirektøren foretagne dispositioner. Da advokat B imidlertid i skrivelse af 24. maj 1988 havde oplyst A's adresse, blev denne i skrivelse af samme dato underrettet om, at statsadvokaten meddelte påtaleopgivelse i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1. I skrivelse af 11. august 1988 indbragte advokat B statsadvokatens afgørelse for rigsadvokaten; han anførte herved bl.a.:
"...
Min klient har været sigtet i en narkosag og har været varetægtsfængslet fra den 8/8-1980 til den 24/9-1980, og nu er tiltale opgivet i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1.
Min klient ønsker imidlertid tiltale opgivet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 1, hvorefter sigtelsen er grundløs.
Det er af afgørende betydning for min klient, at tiltalen bliver opgivet efter retsplejelovens § 749, stk. 1, idet han formenes indrejse til U.S.A., blot fordi der har været en narkosag i Danmark mod ham i 1980.
Han har gentagne gange kunnet rejse ind i U.S.A., men der er nu nægtet ham visum.
Han har endvidere haft talrige ubehagelige oplevelser, når han har rejst rundt i verden, senest i Monaco, hvor han blev anholdt af politiet, blot fordi han engang i 1980 havde været sigtet i en narkosag i Danmark.
Det er vigtigt for min klient at få renset sit navn.
Såfremt der sker det, at rigsadvokaten ikke kan give min klient medhold i, at sigtelsen var grundløs efter retsplejelovens § 749, stk. 1, er jeg blevet anmodet om at indbringe sagen dels for Justitsministeriet og derefter gå videre til Menneskerettighedskommissionen i Strasbourg.
..."
I skrivelse af 31. oktober 1988 tiltrådte rigsadvokaten statsadvokatens afgørelse med en bemærkning om, at anklagemyndigheden ikke ville udtale sig imod, at der via Interpol blev givet meddelelse om, at der ikke havde været grundlag for at gennemføre en straffesag mod A. Advokaten indbragte rigsadvokatens afgørelse for Justitsministeriet, der traf afgørelse i skrivelse af 22. december 1988. Justitsministeriet fandt ikke grundlag for at ændre rigsadvokatens vurdering af sagen.
Herefter indgav advokaten klage til rigsadvokaten over smøleri fra Statsadvokaten for Københavns side i forbindelse med påtaleopgivelsen under henvisning til forløbet af hele 8 år mellem anholdelsen af A og meddelelsen af påtaleopgivelsen. I et høringssvar udtalte statsadvokaten til rigsadvokaten, at den manglende formelle underretning til A dels skyldtes, at sagen måtte antages at være et israelsk anliggende på daværende tidspunkt, dels at underretningen var umulig, da politiet var uden kendskab til A's opholdssted. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for kritik af statsadvokatens sagsbehandling i forbindelse med påtaleopgivelsen mod A.
Denne afgørelse indbragte advokaten for Justitsministeriet, der traf afgørelse ved skrivelse af 26. april 1989. Justitsministeriet meddelte, at ministeriet ikke fandt grundlag for at ændre rigsadvokatens afgørelse, og at ministeriet havde lagt vægt på de samme forhold, som rigsadvokaten havde henvist til som begrundelse for afgørelsen.
I skrivelse af 17. juli 1989 indbragte advokat B Justitsministeriets afgørelse og sagsbehandling for mig. Han anførte særligt:
"...
Myndighedernes sendrægtighed har haft betydning for (A's) situation.
Han er blevet stemplet som narkohandler, og skønt det senere er bevist, at han end ikke er blevet tiltalt, fordi tiltale måtte opgives omend med 8 års forsinkelse, så har danske myndigheder ikke rettet for sig ved - i tide - at give Interpol meddelelse om, at der ikke var fugls føde på det danske politis mistanke mod min klient.
Rigsadvokaten med tilslutning fra Justitsministeriet er af den opfattelse, at da sagen blev overgivet til det israelske politi, blev sagen automatisk et israelsk anliggende. Jeg er ganske uenig i denne opfattelse, når derefter det israelske politi giver tilbagemelding til det danske politi om, at der ikke er belæg for at anklage (A) for noget som helst, så burde det danske politi med det samme have meddelt Interpol, at mistanken mod min klient var ubegrundet.
Det er der ingen dansk myndighed, der har gjort, og følgerne for min klient har været katastrofale. Han kan ikke rejse til Amerika, fordi han ikke kan få visum, efter at Drugs Enforcement Agency er blevet gjort bekendt med, at min klient står i Interpols kartoteker. Når han rejser i udlandet (og her henviser jeg til (C's) erklæring), bliver min klient anholdt af det lokale politi på formodet mistanke om, at han er narkohandler, og denne mistanke støttes naturligvis på Interpols oplysninger.
Hverken det danske politi eller den danske anklagemyndighed har iagttaget objektivitetsprincippet i retsplejelovens § 711.
Det danske politis meddelelse til Interpol er en skadevoldende handling over for (A) - selv om skadevirkningen indtræder i andre lande - og derfor er den skadevoldende handling også et dansk anliggende. Det gælder også, selv om anmeldelsen til Interpol eller oplysningerne til Interpol er foretaget i god tro, når særlig henses til, at danske myndigheder på et senere tidspunkt er gjort bekendt med, at mistanken og sigtelsen er mundet ud i en tiltaleopgivelse.
....
Jeg anmoder endvidere Ombudsmanden om at være opmærksom på Justitsministeriets skrivelse af 26. april 1989 (bilag 22). Denne skrivelse er udformet på en sådan måde, at det er ganske umuligt ved blot isoleret at se på skrivelsen at finde ud, hvortil den hører. Der er således ikke gengivet (A's) navn. Der er heller ikke angivet mit j.nr. ..."
I udtalelse af 10. august 1989 henholdt Justitsministeriet sig til afgørelsen af 26. april 1989. I skrivelse af 9. august 1990 anmodede jeg Justitsministeriet om en supplerende udtalelse. Særligt bad jeg om en redegørelse for:
"...
- hvorfor Politidirektøren i København, uanset at sagen blev henlagt i marts 1983, ikke forelagde sagen for statsadvokaten med henblik på afklaring af tiltalespørgsmålet, jf. retsplejelovens § 749, stk. 1, 3. pkt., § 749, stk. 2, og § 723, stk. 1,
- hvilke forsøg der på dette tidspunkt og senere blev gjort for, f.eks. ved henvendelse til (A's) beskikkede forsvarer, at skaffe sig oplysning om (A's) opholdssted.
..."
I skrivelse af 8. november 1990 udtalte Justitsministeriet:
"...
Politidirektøren i København har oplyst, at han kan henholde sig til sin afgørelse af 2. juni 1988 til Justitsministeriet, hvoraf bl.a. fremgår, at politiadvokaten i advokatur N den 3. marts 1983 - det vil sige efter at de israelske myndigheder havde meddelt, at man ikke så sig i stand til at gennemføre retsforfølgningen - resolverede, at efterforskningen skulle indstilles og sagen henlægges her i landet. Det fremgår endvidere bl.a., at der ikke er givet underretning til (A) herom, hvilket dels skyldtes, at sagen måtte antages at være et israelsk anliggende, dels at underretning i realiteten var en umulighed, da politiet var uden kendskab til (A's) opholdssted. Politidirektøren har endelig oplyst, at det ikke nu efter det lange tidsforløb har været muligt at tilvejebringe yderligere oplysninger til belysning af de rejste spørgsmål.
Statsadvokaten for København har oplyst, at han kan henholde sig til sin skrivelse af 24. januar 1989 til rigsadvokaten, hvoraf bl.a. fremgår, at advokat (B) ved skrivelse af 24. marts 1988 og 6. maj 1988 til Justitsministeriet anmodede om, at der blev givet hans klient underretning om, at sagen var sluttet som grundløs. Justitsministeriet videresendte den 1. juli 1988 henvendelserne til statsadvokaten, der den 9. august 1988 formelt opgav påtale mod (A). Det fremgår endelig, at statsadvokaten underrettede (A) om påtaleopgivelsen, idet advokat (B) i skrivelsen af 24. marts 1988 havde oplyst (A's) adresse i Israel.
Rigsadvokaten har oplyst, at han ikke havde kendskab til sagen, før han i august 1988 modtog en klageskrivelse fra advokat (B), samt at han kan henholde sig til hans afgørelse af 23. februar 1989.
Justitsministeriet skal i den anledning meddele, at man ikke har mulighed for nærmere at belyse de rejste spørgsmål, samt at man for så vidt angår klagen over statsadvokatens sagsbehandling kan henholde sig til sin afgørelse af 26. april 1989.
Justitsministeriet skal samtidig for så vidt angår Københavns politis henlæggelse af sagen oplyse, at man har meddelt politidirektøren i København, at Justitsministeriet finder det beklageligt, at sagen ikke allerede i 1983 af Københavns politi blev forelagt statsadvokaten i København med henblik på afgørelse af spørgsmålet om påtaleopgivelse.
..."
I et brev til advokat B udtalte jeg bl.a. følgende:
"1) Spørgsmålet om afgivelse af erklæring vedrørende sigtelsen som grundløs.
Justitsministeriets afgørelse af 22. december 1988 er truffet på grundlag af § 723, stk. 1, og § 749, stk. 1, i retsplejeloven. Bestemmelserne er sålydende:
"§ 723. Uden for de tilfælde, hvor statsadvokaten skønner, at undersøgelsen ikke kan ventes at føre til, at en person findes skyldig til straf, kan han i sager, der hører under hans virkekreds, kun undlade påtale eller frafalde en påbegyndt forfølgning:
1) i tilfælde, hvor det i medfør af § 723 a, stk. 2, fastsættes som vilkår, at der fastsættes hjælpeforanstaltninger efter § 33 i lov om social bistand;
2) i tilfælde hvor sigtede var under 18 år på gerningstidspunktet og der fastsættes vilkår efter § 723 a, stk. 2;
3) i tilfælde, hvor lovgivningen indeholder særlig hjemmel for, at offentlig påtale under visse betingelser kan bortfalde, uden at justitsministerens samtykke dertil kræves;
4) i tilfælde, hvor straffelovens § 10 b eller § 89 er anvendelig, når det skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig straf ville blive idømt, og at en domfældelse ikke i gentagelsestilfælde ville få betydning med hensyn til anvendeligheden af en strengere strafbestemmelse;
5) i andre tilfælde kun inden for de grænser, som er dragne ved lov eller drages ved bestemmelse truffen af justitsministeren.
Stk. 2. Finder statsadvokaten i andre tilfælde, at påtale under hensyn til særlig formildende omstændigheder kan undlades uden skade for nogen offentlig interesse, skal han forelægge sagen for rigsadvokaten. Nærer denne tvivl, indstiller han spørgsmålet til justitsministerens afgørelse.
....
- 749. Stk. 1. Politiet afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke findes grundlag for at indlede efterforskning. Er der ikke grundlag for at fortsætte en påbegyndt efterforskning, kan beslutningen om at indstille efterforskningen ligeledes træffes af politiet, når der ikke har været rejst sigtelse, eller sigtelsen har vist sig grundløs. I andre tilfælde træffes bestemmelse om at indstille forfølgningen af den myndighed, som påtaleretten tilkommer, medmindre justitsministeren træffer anden bestemmelse. Afgørelsens dato skal fremgå af sagens akter.
..."
Det ses af § 749, stk. 1, 1. pkt., at afgørelsen af, hvorvidt påtale skal opgives som grundløs, beror på en skønsmæssigt præget vurdering. En sådan vurdering er jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, afskåret fra at tage stilling til, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder.
Jeg har derfor ikke grundlag for kritik af Justitsministeriets afgørelse af 22. december 1988.
2) Tidspunktet for meddelelse af påtaleopgivelsen.
Politidirektøren i København henlagde sagen mod (A) i marts 1983, efter at det israelske politi havde meddelt, at man ikke så sig i stand til at indlede retsforfølgning. (A) blev ikke formelt underrettet om henlæggelsen af sagen. Først på foranledning af Deres skrivelser til Justitsministeriet opgav statsadvokaten ved skrivelse af 9. august 1988 formelt tiltalen i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1.
Jeg må anse det for beklageligt, at Politidirektøren i København henlagde sagen i marts 1983 uden at forelægge sagen for statsadvokaten med henblik på afgørelse af spørgsmålet om påtaleopgivelsen. Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet og Politidirektøren i København bekendt med min opfattelse. I øvrigt har jeg noteret mig, at Justitsministeriet i udtalelsen til mig af 8. november 1990 har beklaget denne fremgangsmåde og har meddelt politidirektøren dette.
3) Justitsministeriets skrivelse af 26. april 1989.
Justitsministeriets afgørelse af 26. april 1989 var sålydende:
"Ved skrivelse af 27. februar 1989 har De til Justitsministeriet påklaget en afgørelse, som er truffet af rigsadvokaten den 23. februar 1989.
Justitsministeriet har herefter indhentet en udtalelse om sagen fra rigsadvokaten samt modtaget sagens akter.
Efter en gennemgang af sagen skal man meddele, at Justitsministeriet ikke finder grundlag for at ændre rigsadvokatens afgørelse. Ved afgørelsen har Justitsministeriet lagt vægt på de samme forhold, som rigsadvokaten har henvist til som begrundelse for afgørelsen."
Skrivelsen indeholdt ingen henvisning til Deres j.nr. eller anden form for sikker sagsidentifikation. Skrivelsen fremstod som uklar, og jeg må finde det beklageligt, at Justitsministeriet på denne måde ikke nærmere præciserede såvel sagens genstand som afgørelsens indhold. Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse."