Grundejerforeningen A klagede over Trafikministeriets afgørelser angående vedligeholdelse af den private fællesvej Y-vej.
Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at Y-vej var en privat udstykning beliggende i den sydlige del af byen X i Z Kommune. Siden juli 1985 havde vejene i Y-vej haft status som lukkede, private fællesveje. I oktober 1986 vedtog Z Kommune en lokalplan, hvorefter udstykningen Y blev udvidet med ca. 30 parcelhusgrunde. Ligeledes indeholdt lokalplanen bestemmelser om placering af en omfartsvej rundt om Y-vej, og at der skulle være direkte vejadgang fra Y-vej til omfartsvejen. Omfartsvejen blev åbnet for offentlig trafik omkring den 1. juli 1987. I september 1987 påbegyndtes byggemodning af lokalplanområdet. Området har siden flere gange skiftet ejer, og der er i dag 18 grunde tilbage til salg.
Grundejerforeningen A bad i maj 1987 kommunen om at få afklaret stamvejens tilhørsforhold og dermed også vedligeholdelse. Grundejerforeningen anførte, at stamvejen ikke havde kunnet holde til den tunge trafik i anledning af udbygningen i området Z Vest (lokalplan 37), idet der flere steder var begyndt revnedannelse med huller i vejen. Grundejerforeningen fandt, at kommunen måtte være ansvarlig for de deraf opståede skader på grundejerforeningens private stamvej. Grundejerforeningens forhandlingsudvalg fremsatte således krav om, at kommunen overtog stamvejen som offentlig vej og dermed dens vedligeholdelse.
Z Kommunes Tekniske Udvalg afholdt den 31. maj 1989 vejsyn på Y-vej. Ved kendelse af 19. juni 1989 besluttede udvalget at fastholde Y-vej som privat fællesvej. Udvalget pålagde samtidig grundejerforeningen i den "gamle" del af Y-vej at istandsætte en delstrækning af stamvejen Y-vej. Vejstrækningen skulle forsynes med nyt slidlag, og der skulle foretages opretning af rendestensbrønde. Kommunen skønnede, at arbejdet ville kunne udføres for ca. 50.000 kr. Arbejdet skulle gennemføres senest den 1. juni 1990, gerne før.
I skrivelse af 14. juli 1989 til ministeriet for offentlige arbejder (nu Trafikministeriet) påklagede grundejerforeningen kendelsen. Som begrundelse for klagen anførte foreningen bl.a. følgende:
"Da (Z) Kommune med sin vedtagelse af lokalplan 37 gav tilladelse til igangsætning af udbygningen, undlod kommunen samtidig at sikre, at de nødvendige tilkørselsforhold var i orden. Stamvejen blev derfor brugt som adgangsvej/byggevej i forbindelse med byggemodningen af lokalplanområde 37, og den megen og tunge trafik som dette medførte, har efter vores opfattelse betydet, at vejen blev udsat for et unødigt hårdt slid, og visse "trykskader" opstod.
Vi fik imidlertid heller ikke vedrørende dette forhold mange chancer for at tage vores forholdsregler. Der blev ikke på noget tidspunkt rettet henvendelse til foreningen fra hverken kommunen eller udstykkeren om tilladelse til at benytte den private stamvej som adgangsvej. Kommunen gjorde sig end ikke den ulejlighed at varsko eller rådgive foreningen bl.a. om hvilke forholdsregler, vi kunne tage mod de økonomiske følger mv. af eventuelle opståede skader.
Foreningen har efterfølgende haft møder med kommunens tekniske forvaltning vedrørende de nævnte forhold. Vi har her påpeget, at kommunen har et vist medansvar for de skader mv., der opstod som følge af vejens anvendelse som byggevej. Vi har også påpeget, at vi ikke finder det rimeligt, at den fremtidige vedligeholdelse af stamvejen alene skal varetages af grundejerne, men at kommunen, henset til vejens status efter tilslutningen til omfartsvejen, også må give sit bidrag hertil. En kommunal overtagelse af stamvejen har også været drøftet.
Kommunens embedsmænd kunne kun give os det råd, at vi kunne bede kommunen om at holde et vejsyn, hvor istandsættelsesudgifterne og den fremtidige vedligeholdelse kunne vurderes og fordeles.
Resultatet af vejsynet - kendelsen som nu foreligger - er for os helt uacceptabelt. Når kommunen uden samtykke fra foreningen giver en udstykker lov til at benytte et privat vejnet, så er det for os en selvfølge, at selvsamme myndighed har taget forholdsregler, som beskytter os mod økonomiske lussinger ved genetablering af eventuelle ødelæggelser.
Når kommunen mod vores vilje tilslutter stamvejen til omfartsvejen og dermed ændrer vejens status, så er det for os også en selvfølge, at den selvsamme myndighed må deltage i den fremtidige vedligeholdelse med en eller anden andel eller eventuelt overtage vejen.
..."
I en skrivelse af 16. oktober 1989 til Trafikministeriet erkendte kommunen, at byggeriet havde givet et vist slid på vejen, men påpegede at der var tale om et normalt slid, som også køberne burde have forventet, da de købte grunde til bebyggelse. Desuden fandt kommunen det umuligt præcist at vurdere, hvor stort et slid der eventuelt ville kunne tilskrives byggeriet. For så vidt angik fordeling af udgifterne til istandsættelsen udtalte kommunen følgende:
"...
(Z) Kommune har ved partsfordelingen ikke lagt særlig vægt på privatvejlovens § 58, stk. 1, da det efter vor opfattelse vil give et meget stort og næsten umuligt arbejde at fordele parterne ensartet (for slet ikke at tale om opkrævningen).
Der har i byggemodningsperioden været tre ejere af området Lokalplan 37, og de enkelte ejere har solgt grunde imellem ejerskiftene, hvilket gør sagen endnu mere kompliceret.
Ejeren, der startede udstykningen og byggemodningen i oktober 1986, solgte grundene videre omkring nytår 1987. Den nye ejer overtog både de igangværende arbejder og de udførende entreprenører. Denne ejer solgte ca. 10 grunde, inden han solgte hele udstykningen videre.
(O-vej) blev åbnet i juli 1987 for trafik. Byggepladstrafikken fik dog mulighed for at køre på vejen, så snart der var udlagt asfalt.
Den tredje ejer overtog restbyggemodningen og 20 parceller oktober 1987. På dette tidspunkt var der etableret kloak og byggepladsveje med asfalt.
Kommunen finder det, på denne baggrund, meget svært at skulle fordele og vægte udgifterne. Samtidig har de "gamle" grundejere udtrykkelig nævnt ved vejsynet, at de "nye" ikke skal sættes i yderligere udgifter. Vi kan iøvrigt heller ikke være sikre på, at tidligere ejere af byggemodningen har fast ejendom i dag (det kan jo blive en betingelse for at opkræve penge, at vi kan få pant i fast ejendom).
Tilbage er der den nye ejer af de resterende 20 ubebyggede grunde der så skal betale, men det finder vi uholdbart, og her giver pkt. 45 i cirkulæret ingen vejledning."
Trafikministeriet traf afgørelse i skrivelse af 8. december 1989. Ministeriet anførte følgende:
"...
Vedrørende istandsættelse af vejen kan ministeriet oplyse, at ifølge privatvejslovens § 58, stk. 1, kan vejmyndigheden (byrådet) bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne af de tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne til vedligeholdelsen eller istandsættelsen, såfremt deres benyttelse af vejmyndigheden skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen. Dette gælder også for benyttelse af midlertidig karakter.
Efter denne bestemmelse er det altså ejerne af de ejendomme, der er årsag til det særlige slid - og ikke kommunen - der kan pålignes bidrag.
I § 58, stk. 2, er det bestemt, at såfremt vejmyndigheden afslår en ansøgning fra ejerne af de tilgrænsende ejendomme om indførelse eller opretholdelse af forbud mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej, og denne færdsel i særlig grad medfører slid på vejen, afholder kommunen en dertil svarende del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse.
Det er således en forudsætning for, at andre grundejere og kommunen kan pålægges vejbidrag, at benyttelsen i særlig grad har medført slid på vejen, dvs. at brugen enten har medført, at vejen er nedslidt hurtigere end normalt, eller at vejen er mere slidt end normalt.
Endvidere er det en forudsætning for, at kommunen kan pålægges bidrag, at dette slid er opstået, efter at kommunen har nægtet at spærre vejen. Et afslag fra politiet kan ikke begrunde et tilsvarende krav.
Allerede af den grund ses der ikke at være grundlag for at pålægge kommunen bidrag til det aktuelle arbejde.
Efter de foreliggende oplysninger finder ministeriet ikke grundlag for at kritisere, at kommunen ikke har pålagt ejere af ejendomme i den nye udstykning vejbidrag. Der er herved lagt vægt på, at kommunen skønner, at byggepladskørslen ikke har medført et særligt slid på vejen, et skøn som kun kan udøves med kendskab til forholdene på stedet og på, at det ikke kan anses for usædvanligt, at slidlaget kræves udskiftet på en mere end 15 år gammel boligvej, også selv om den ikke havde været benyttet til den omtalte byggetrafik.
..."
For Grundejerforeningen A indbragte advokat B Trafikministeriets afgørelse for mig i skrivelse af 22. juni 1990. I skrivelsen gjorde B gældende, at Trafikministeriet burde pålægge Z Kommune at omgøre udgiftsfordelingen fra vejsynet på Y-vej således, at udstykkerne af lokalplan 37-området bliver pålagt at betale bidrag til vejens vedligeholdelse og istandsættelse i henhold til privatvejslovens § 58, stk. 1, og at Z Kommune i henhold til privatvejslovens § 58, stk. 2, pålægges at betale bidrag til vejens vedligeholdelse og istandsættelse. For så vidt angår de påberåbte lovbestemmelser anførte B særligt følgende:
"...
Vedr. privatvejslovens § 58, stk. 1:
Bestemmelsen sigter på udstykkerne, og det af kommunen fremførte synspunkt, at fordi det kan være besværligt at finde ud af, hvem der skal betale, skal nogle andre (grundejerforeningens medlemmer) bære tabet, kan ikke danne grundlag for afgørelsen.
Vedr. privatvejslovens § 58, stk. 2:
Det fremgår af sagen, at grundejerforeningen og dennes medlemmer på et tidligt tidspunkt har protesteret mod den gennemkørende færdsel og ønsket trafikale foranstaltninger herimod, jfr. privatvejslovens § 44.
Trafikministeriets fortolkning om, at hvis det er politiet, der afslår særlige foranstaltninger, og ikke kommunen, kan der ikke i medfør af privatvejslovens § 58, stk. 2, pålægges kommunen bidrag, må være forkert.
Ifølge lovens § 44 er det kommunen, der er kompetent som vejmyndighed, hvorfor et afslag altid vil komme fra kommunen.
- 58, stk. 2, kan derfor finde anvendelse.
I den foreliggende sag er der netop tungtvejende grund til at anvende denne bestemmelse, idet kommunens planlægning tydeligvis har været uhensigtsmæssig, således at denne bærer skylden for ødelæggelse af vejen."
I den anledning indhentede jeg udtalelser fra Trafikministeriet og Z Kommune.
I skrivelse af 30. juli 1990 udtalte Z Kommune følgende:
"...
Advokat (B) mener på side 3 i sit brev, ved henvisning til W.E. von Eyben: Dansk Miljøret og til Karnovs Lovsamling 1989, 2. bind, side 1782, note 124, at have påvist, at der har været tale om "et særligt slid" i vejbidragslovens forstand.
I følge vejbidragsloven KAN vejmyndigheden (her (Z) Kommune) bestemme, at andre skal bidrage til at sætte vejen i stand, hvis vejmyndigheden skønner, at der har været et særligt slid på vejen, f.eks. ved et midlertidigt byggeforetagende, således som det ganske korrekt anføres i note 124 på side 1782 i Karnov 1989 bind 2.
Men ifølge W.E. von Eyben; Dansk Miljøret, bind 1, "Ekspropriation og andre emner", side 249 anføres det, at "en forventet benyttelse er altså ikke tilstrækkeligt grundlag for en påligning af ekstraudgifter, se Ministeriet for Offentlige Arbejders skrivelse af 10. oktober 1974".
Z Kommunes Tekniske Udvalg skønnede således den 19. juni 1989, at der ikke var tale om et særligt eller uventet slid.
Helt tilbage fra 1972 har det både været udstykkerens og Z Kommunes plan, at der skulle laves en omfartsvej ved X-by, og at Y-vej skulle åbnes ud mod denne omfartsvej. Dette kan vi dokumentere med vedlagte fotokopi af tegning nr. 4 fra 6. juni 1972 (bilag 7), hvor det rådgivende ingeniørfirma .... 1. gang søger om kommunens godkendelse af udstykningen Y. Det fremgår klart af denne tegning, at Y-vej skal åbnes ud mod omfartsvejen.
På denne baggrund er det således direkte usandt, når Grundejerforeningen (A) flere steder i klageskrivelsen hævder (f.eks. i afsnit 4-8 i brev af 14. juli 1989), at Y-vej er planlagt som et "lukket boligområde" og at stamvejen skulle anvendes som fordelingsvej i et "lukket boligområde".
Tegning nr. 4 fra 1972 viser, at den private udstykker hele tiden har været klar over, at det nuværende lokalplan 37 senere skulle byggemodnes og at stamvejen skulle åbnes ud mod omfartsvejen.
Det har (Z) Kommune også hele tiden ventet. Derfor er trafikken på (Y-vej) stamvej ikke uventet, hverken jordtransporter, byggepladstrafikken eller trafikken til forlængelsen af (Y-vej) ud til ...vej. (Z) Kommune har således heller ikke bestridt omfanget af denne trafik.
Teknisk udvalg har som vejmyndighed ikke fundet anledning til at benytte den mulighed, der åbnes i vejbidragslovens § 58. Ifølge loven er det vejmyndigheden, som skal udøve dette skøn, og det er præcist det, som er sket i denne sag.
Grundejerforeningen (A) og deres advokat (B) er uenige i Teknisk Udvalgs skøn. Men de har ikke påpeget fejl eller klaget over formelle og proceduremæssige fejl i sagsbehandlingen og beslutningsprocessen.
....
Advokat (B) fremhæver på side 4, at Grundejerforeningen (A) jvf. privatvejlovens § 58, stk. 2 har ønsket trafikale foranstaltninger mod den gennemgående trafik. Han finder også, at der i den foreliggende sag er "tungtvejende grunde til at anvende denne bestemmelse."
Efter (Z) Kommunes opfattelse er der i dag ingen særlig gennemkørende trafik på (Y-vej), men vi har ingen aktuelle trafiktællinger fra vejen. Der kører ingen skolebusser eller anden regelmæssig tung trafik på vejen, således som det fejlagtigt hævdes af klageren (A). Der foregår den boligtrafik, som hele tiden har været planlagt.
(Z) Kommune har det principielle synspunkt, at man godt vil acceptere en lukning af åbne, private fællesveje som f.eks. (Y-vej).
Politimesteren i (P-by) har i følge vedlagte brev af 18. juni 1989 ikke kunnet anbefale "gennemkørsel forbudt"-skilte, bl.a. fordi det vil blive vanskeligt at håndhæve dette forbud ... .
Advokat (B) mener, at "Trafikministeriets fortolkning ... må være forkert". Denne svage påstand eller ønske er i strid med §§ 95, 96 og 97 i færdselsloven (se Karnovs Lovsamling 2. bind, 12. udgave, side 1813). Det fremgår klart af disse paragraffer i færdselsloven og dertil hørende bekendtgørelser, at der skal være enighed mellem politiet og vejbestyrelsen, inden man f.eks. kan afspærre (Y-vej) (færdselslovens § 96, stk. 2). Politiet peger i stedet for et forbud mod gennemkørsel på en lukning af (Y-vej).
Dette har (Z) Kommune ikke udtalt sig imod. (Z) Kommune har i den forbindelse ene og alene tilkendegivet, at vi foreløbig ikke har råd eller ønsker at betale denne eller lignende trafikdæmpende foranstaltninger på (Y-vej).
Hvis Grundejerforeningen (A) selv vil betale disse foranstaltninger, så vil (Z) Kommune som vejmyndighed, principielt se positivt på en lukning af vejen. Men det forudsætter naturligvis stadigvæk, at både kommune og Politiet kan godkende de påtænkte foranstaltninger.
Advokat (B) slutter af med en bemærkning om, at kommunens planlægning tydeligvis har været uhensigtsmæssig, således at denne bærer skylden for ødelæggelsen af vejen.
Hertil vil (Z) Kommune bemærke, at boligveje normalt trænger til nyt slidlag hvert 15.-20. år. Derfor er der intet særligt overraskende i, at stamvejen på (Y-vej), specielt 2. etape, nu skal have nyt slidlag. Grundejerforeningen og advokat (B) har ikke bestridt eller klaget over, at et nyt slidlag er den nødvendige og mest hensigtsmæssige foranstaltning.
Derfor er det helt misvisende at hævde, at vejen er ødelagt.
Det er også forkert at påstå, at det er (Z) Kommunes planlægning, der er skyld i, at vejen er "ødelagt"/trænger til nyt slidlag. Det skyldes et samspil mellem den måde vejen blev opbygget på efter tidens normer i starten af 1970'erne, den tid, der er gået siden da og den trafik der er afviklet siden da.
Men åbningen af (Y-vej) ud til omfartsvejen, (O-vej) er ikke udtryk for en ændret eller en forfejlet planlægning, således som det antydes. Det har hele tiden været planen, at Y-vej skulle være åben ud mod (O-vej). Hvis vejen skal lukkes, ser (Z) Kommune helst en lukning i den modsatte ende ud mod ...vej.
..."
I skrivelse af 13. august 1990 henholdt Trafikministeriet sig til sine tidligere afgørelser.
I et brev til A udtalte jeg følgende:
"Trafikministeriets afgørelser af 8. december 1989 og 27. marts 1990 er truffet på grundlag af § 58, stk. 1 og stk. 2, i lov om private fællesveje, lovbekendtgørelse nr. 370 af 8. juni 1985. Bestemmelserne har følgende indhold:
"§ 58. Vejmyndigheden kan bestemme, at andre brugere af en privat fællesvej end ejerne af de tilgrænsende grunde skal deltage i udgifterne ved vedligeholdelsen eller istandsættelsen, såfremt deres benyttelse af vejmyndigheden skønnes i særlig grad at medføre slid på vejen. Dette gælder også for benyttelse af midlertidig karakter.
Stk. 2. Såfremt vejmyndigheden efter § 44 afslår en ansøgning fra ejerne af de tilgrænsende grunde om indførelse eller opretholdelse af forbud mod gennemgående færdsel på en privat fællesvej, og denne færdsel i særlig grad medfører slid på vejen, afholder kommunen en hertil svarende del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse."
Det fremgår af bestemmelsen, at det er en forudsætning for, at såvel andre brugere af en privat fællesvej end ejerne af de tilgrænsende grunde i henhold til stk. 1 skal deltage i udgifterne ved vedligeholdelsen eller istandsættelsen, som for at kommunen i henhold til stk. 2 skal afholde en del af udgifterne ved vejens vedligeholdelse og istandsættelse, at andres benyttelse af vejen antages i særlig grad at have medført slid.
Afgørelsen af, hvorvidt vejen (Y-vej) i særlig grad er blevet påført slid, beror på en skønsmæssigt præget vurdering af teknisk karakter. Efter de regler, der gælder for min virksomhed, er jeg afskåret fra at tage stilling til sådanne spørgsmål, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Jeg har ikke ved min gennemgang af sagen fundet, at der foreligger sådanne omstændigheder.
Dog finder jeg at måtte nære betænkeligheder ved (Z) Kommunes udtalelse i skrivelse af 16. oktober 1989, hvorefter kommunen ved partsfordelingen ikke har lagt særlig vægt på privatvejlovens § 58, stk. 1, da det efter kommunens opfattelse vil give "et meget stort og næsten umuligt arbejde at fordele parterne ensartet". Kommunen henviser her til, at der i byggemodningsperioden har været 3 ejere af udstykningsområdet, og at de enkelte ejere har solgt grunde imellem ejerskiftene. Jeg mener ikke, at visse praktiske vanskeligheder ved fordelingen af udgifterne til vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje på andre brugere end ejerne af de tilgrænsende grunde i sig selv kan danne grundlag for, at § 58, stk. 1, findes uanvendelig. Det havde efter min mening været ønskeligt, om Trafikministeriet i skrivelsen af 8. december 1989 havde taget afstand fra denne del af kommunens begrundelse for ikke at anvende § 58, stk. 2.
Jeg har gjort Trafikministeriet bekendt med min opfattelse.
Endvidere finder jeg at måtte påpege, at kommunens supplerende udtalelse af 16. oktober 1989 til Trafikministeriet ikke blev forelagt grundejerforeningen til udtalelse, inden ministeriet traf afgørelse. Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ikke træffe afgørelse i en sag, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysninger, der er til ugunst for den pågældende og har væsentlig betydning for sagens afgørelse. Reglen gælder dog kun oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder og kun oplysninger, som parten ikke kan antages at være bekendt med er i myndighedens besiddelse.
I udtalelsen af 16. oktober 1989 fremkom (Z) Kommune med en supplerende begrundelse for, hvorfor kommunen ved partsfordelingen ikke havde bragt privatvejlovens § 58, stk. 1 i anvendelse. Kommunen bragte således et helt nyt spørgsmål ind i sagen angående fordelingen af udgifterne på de andre brugere af (Y-vej).
Under hensyn til, at (Z) Kommune og grundejerforeningen i den foreliggende sag havde delvis modstridende interesser, taler hensynet til parternes ligelige adgang til at varetage deres interesser for, at det sikres, at parterne får samme faktiske grundlag at udtale sig om og samme adgang til at fremkomme med udtalelser, som modparten. Oplysninger og/eller udtalelser, der modtages fra den ene part, bør derfor forelægges for den anden. På denne baggrund ville jeg have anset det for rigtigst, om Trafikministeriet havde forelagt (Z) Kommunes udtalelse af 16. oktober 1989 for grundejerforeningen, inden ministeriet traf afgørelse.
Jeg har samtidig hermed gjort Trafikministeriet og (Z) Kommune bekendt med min opfattelse.
Da der ikke i sagen er holdepunkter for at antage, at den manglende forelæggelse af kommunens udtalelse har påvirket sagens udfald, foretager jeg ikke videre vedrørende dette spørgsmål.