En konkret sag vedrørende Justitsministeriets erstatningsansvar i anledning af A's fald foran Københavns Byret gav anledning til, at jeg efter ombudsmandslovens § 6, stk. 5, af egen drift over for Justitsministeriet rejste spørgsmålet om den praksis, der følges, når staten som selvforsikrer på ulovreguleret grundlag ifalder erstatningsansvar for personskade; i en skrivelse til Justitsministeriet anførte jeg følgende:
"På visse områder er det direkte i lovgivning fastsat, at staten i erstatningsretlig sammenhæng er stillet, som om forsikring er tegnet. Bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 20 fastslår, at i tilfælde, hvor der forvoldes skade på statens ejendom, eller hvor en ansat i staten pådrager staten erstatningsansvar, finder lovens § 19 vedrørende bortfald af ansvar i visse tilfælde, hvor forsikring er tegnet, anvendelse. Af bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 25, stk. 3, fremgår det, at staten også er stillet, som om forsikring er tegnet, dels i tilfælde, hvor der er flere skadevoldere, og hvor der kan blive tale om bortfald af ansvar i medfør af § 19, stk. 1 og 2, og § 21, dels i tilfælde, hvor der i medfør af § 25, stk. 2, 2. pkt., ved fordeling af ansvaret mellem flere skadevoldere skal tages hensyn til eventuelt foreliggende ansvarsforsikringer. Også inden for færdselslovens og arbejdsskadeforsikringslovens område er staten som selvforsikrer stillet, som om forsikring er tegnet.
I den ... (konkrete) sag anmodede skadelidte Justitsministeriet om at afholde gebyret ved indhentelse af en vejledende udtalelse fra Sikringsstyrelsen, jf. erstatningsansvarslovens § 10.
Udgifter til indhentelse af lægeerklæring og lign. til belysning af skadens art, méngrad m.v. kan, såfremt de er indhentet inden sagsanlæg, kræves erstattet efter erstatningsansvarslovens § 1. Udgiftens karakter af sagsomkostning medfører, at der ikke sker fordeling af udgiften, uanset at der foreligger egen skyld.
Ved responsum nr. 2812 (Ugeskrift for Retsvæsen 89.315) udtalte Assurandør-Societet, "at udgifter til at frem- skaffe en udtalelse til Sikringsstyrelsen efter erstatningsansvarslovens § 10 er omfattet af ansvarsforsikringen, hvis der må anses at kunne være begrundet tvivl om fastsættelsen af méngrad eller erhvervsevnetabsprocent."
Med skrivelse af 4. januar 1989 besvarede Kammeradvokaten på Justitsministeriets vegne (A's) anmodning om, at Justitsministeriet afholdt gebyret til Sikringsstyrelsen således:
"... Jeg skal i den anledning oplyse, at Justitsministeriet ikke har indvendinger mod foreløbigt at afholde udgifterne i forbindelse med en vejledende udtalelse. Det er dog en betingelse herfor, at De - såfremt méngraden og erhvervsevnetabet af Sikringsstyrelsen fastsættes til mindre end henholdsvis 5 og 15 pct., jf. erstatningsansvarslovens § 4, stk. 1, sidste punktum og § 5, stk. 3, sidste punktum - tilbagebetaler de afholdte udgifter til Justitsministeriet. ..."
Som det fremgår af besvarelsen tillagde Kammeradvokaten det afgørende betydning, om der ifølge Sikringsstyrelsens udtalelse var tale om en erstatningsberettigende méngrad eller erhvervsevnetabsprocent. Der kan vel forekomme tilfælde, hvor der må siges at foreligge begrundet tvivl om fastsættelse af méngrad eller erhvervsevnetabsprocent, uanset at en vejledende udtalelse fra Sikringsstyrelsen senere viser, at såvel méngrad som erhvervsevnetabsprocent ligger under det erstatningsberettigende. I et sådant tilfælde ville et ansvarsforsikringsselskab ifølge det nævnte responsum være forpligtet til at afholde udgiften til Sikringsstyrelsens udtalelse.
På den baggrund anmoder jeg under henvisning til ombudsmandslovens § 6, stk. 5, Justitsministeriet om - efter indhentet erklæring fra Kammeradvokaten - at afgive en begrundet udtalelse om, hvorvidt staten efter Justitsministeriets opfattelse følger og er forpligtet til at følge sædvanlig praksis inden for forsikringsbranchen, når staten ifalder erstatningsansvar for personskade.
..."
Justitsministeriet udtalte i den anledning, at staten efter ministeriets opfattelse som selvforsikrer er forpligtet til at følge sædvanlig praksis inden for forsikringsbranchen angående afholdelse af udgifter til indhentelse af udtalelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 10, når staten ifalder erstatningsansvar for personskade.
Jeg meddelte Justitsministeriet, at jeg tog det oplyste til efterretning.