Under et retsmøde i Landsskatteretten rejste en part spørgsmål om, hvorvidt et af medlemmerne af Landsskatteretten var inhabilt til at træffe afgørelse i sagen. Parten oplyste, at han var nær ven med en person, som retsmedlemmet angiveligt havde et modsætningsforhold til.
Landsskatteretten mente ikke, at retsmedlemmet var inhabilt. Det pågældende medlem deltog hverken i beslutningen eller i Landsskatterettens drøftelse af inhabilitetsspørgsmålet, men var til stede i lokalet, mens de resterende to medlemmer behandlede spørgsmålet.
Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at kritisere Landsskatterettens vurdering af, at medlemmet af Landsskatteretten var habilt i sagen. Det pågældende medlem burde dog have forladt retsmødelokalet, efter han havde udtalt sig om sit kendskab til parten. Han burde således ikke have været til stede, da de øvrige medlemmer behandlede og afgjorde spørgsmålet om hans habilitet.
Ombudsmanden var enig med Landsskatteretten i, at beslutningen om habilitet ikke i den konkrete situation var en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Spørgsmålet og beslutningen om medlemmets habilitet opstod på partens foranledning. Det ville derfor have været bedst stemmende med god forvaltningsskik, hvis Landsskatteretten enten på retsmødet eller i den efterfølgende skriftlige afgørelse havde begrundet beslutningen om, at der ikke forelå inhabilitet, og i førstnævnte tilfælde havde noteret dette på sagen.
Ombudsmanden havde ikke bemærkninger til, at de to tilbageværende med-lemmer af Landsskatteretten så sig beslutningsdygtige i forhold til at kunne tage stilling til spørgsmålet om habilitet.
(Sag nr. 22/01088)