Ombudsmanden indledte af egen drift en undersøgelse af det retlige grundlag for DR’s praksis om ikke at behandle klager fremsat på DR’s facebooksider.
Han udtalte, at en borger som udgangspunkt har ret til at henvende sig til myndighederne i den form, vedkommende selv ønsker, og at en myndighed ikke uden hjemmel i lov kan pålægge eller afskære borgerne fra at anvende digital kommunikation i forbindelse med henvendelser til myndighederne.
DR’s praksis indebar hverken, at klager kun blev behandlet, hvis de blev indgivet digitalt, eller at klager blev afvist, fordi de var indgivet digitalt. DR’s praksis indebar alene, at borgerne blev afskåret fra at klage via en enkelt bestemt digital kanal, nemlig Facebook.
DR’s praksis var offentliggjort på DR’s hjemmeside. Ombudsmanden forstod desuden, at DR ud fra en konkret vurdering vejledte borgerne om mulighederne for at henvende sig på anden måde. Den angivne praksis udgjorde på den baggrund ikke en væsentlig begrænsning i borgernes mulighed for at indgive klager til DR.
Det fremgik af forarbejderne til radio- og fjernsynsloven, at DR skulle fastsætte retningslinjer for behandling af klager fra borgere.
Afskæringen af adgangen til at klage via DR’s facebooksider var begrundet i DR’s aktiviteter samt i omfanget og karakteren af henvendelserne til DR på bl.a. Facebook. Reguleringen varetog efter ombudsmandens opfattelse saglige hensyn til, at klager kunne identificeres og besvares korrekt og hurtigt.
Hertil kom, at DR’s rolle i forhold til Facebook havde en særlig karakter, og at DR ifølge public service-kontrakten var til stede på sociale medier og skulle sikre en dialog med befolkningen.
På den baggrund gav DR’s praksis ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger.
(Sag nr. 23/00411)