Ombudsmanden iværksatte en egen drift-undersøgelse af Vurderingsstyrelsens praksis i tilfælde af indsigelse fra en ejendomsejer om urigtige oplysninger i BBR i forbindelse med styrelsens deklarationsmeddelelse om ejendomsvurdering. Undersøgelsen blev foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
Baggrunden var medieomtale af tilfælde, hvor ejendomsejere havde modtaget en såkaldt deklarationsmeddelelse fra Vurderingsstyrelsen med de oplysninger, som var anset for væsentlige for ejendomsvurderingen, og hvor ejerne mente, at der var tale om urigtige BBR-oplysninger. Ejendomsejerne havde derfor inden for deklarationsperioden på fire uger gjort indsigelse, men kommunen skulle nå at godkende de nye BBR-oplysninger, før de kunne indgå i Vurderingsstyrelsens fastsættelse af ejendomsvurderingen. Det betød, at ejerne risikerede, at urigtige BBR-oplysninger blev lagt til grund for ejendomsvurderingen, hvis kommunen ikke nåede at godkende rettelserne i BBR, inden fristen udløb.
Ombudsmanden anførte, at lovgivningen ikke forhindrede Vurderingsstyrelsen i at forlænge deklarationsperioden kortvarigt for at give kommunen længere tid til at tage stilling til en ejers rettelser i BBR. Ombudsmanden var imidlertid samtidig enig med Vurderingsstyrelsen i, at det næppe havde været lovgivers hensigt, at styrelsen skulle forlænge deklarationsperioden i de omhandlede tilfælde.
Ombudsmanden lagde vægt på bl.a. lovforarbejdernes omtale af hensyn til at sikre enkel masseadministration, digitalisering og automatiske løsninger, samt at lovgivningen på området havde fraveget det almindelige officialprincip og indført en særlig ramme for, hvornår en sag om ejendomsvurdering skulle anses for tilstrækkeligt oplyst.
Ombudsmanden fandt herefter ikke grundlag for at kritisere Vurderingsstyrelsen.
(Sag nr. 23/00373)