En række havbrugsvirksomheder havde alene fået indsigt i de faktiske oplysninger i en rapport fra Kammeradvokaten om placeringstilladelser til havbrug. Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at Miljøstyrelsen kunne undtage de resterende oplysninger i rapporten efter bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 3, i forvaltningsloven fra 2012, jf. miljøoplysningsloven. Efter denne bestemmelse omfatter retten til aktindsigt ikke myndigheders brevveksling med sagkyndige til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.
De dele af rapporten, som blev undtaget fra indsigt, indeholdt bl.a. rådgivning om retsgrundlaget på området samt vurderinger vedrørende Miljøstyrelsens mulige erstatningsansvar.
Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at de nævnte dele af rapporten kunne undtages, da de indeholdt en juridisk fortolkning, som ville være omdrejningspunktet i forbindelse med verserende og eventuelt kommende retssager.
Ombudsmanden havde ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes vurdering. Efter ombudsmandens opfattelse havde det ikke betydning, at rapporten var udarbejdet på foranledning af Miljø- og Fødevareministeriet og udvekslet med Miljøstyrelsen.
Det kunne heller ikke føre til en anden vurdering, at de allerede verserende retssager var anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet som rekursinstans, og ikke mod Miljøstyrelsen. Det er således ikke en forudsætning for bestemmelsens anvendelse, at den pågældende myndighed kan blive part i retssagen. Desuden måtte en eventuel retssag om erstatning antages at blive rettet mod Miljøstyrelsen.
Henset til hensynet bag bestemmelsen var der ikke grundlag for at kritisere den konkrete afvejning, som myndighederne havde foretaget i medfør af miljøoplysningslovens § 2, stk. 3. Afvejningen var desuden forenelig med artikel 4, stk. 2, i miljøoplysningsdirektivet (direktiv 2003/4/EF).
(Sag nr. 22/03252)