FOB 94.73

Kompetence til at behandle klager over Finanstilsynets regeludstedelse.

01-01-1994

Assurandør-Societetet (AS) klagede over at Industriministeriets Erhvervsankenævn (EA) havde afvist at behandle AS's klage over en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet (FT).

Efter en nærmere gennemgang blandt andet af forarbejderne til bank- og sparekasselovens § 52 b lagde ombudsmanden til grund at EA ikke kunne behandle klager over FT's regeludstedelse i henhold til bank- og sparekasseloven. Ombudsmanden udtalte at det derfor måtte antages, at FT's regeludstedelse som udgangspunkt fortsat var undergivet industriministerens kontrol. Det forhold at FT direkte i loven var bemyndiget til at foretage regeludstedelse ændrede efter ombudsmandens opfattelse ikke uden videre ved dette udgangspunkt. Ombudsmanden udtalte at medmindre der var særlige holdepunkter for det modsatte havde ministeren mulighed for at styre udfaldet gennem tjenestebefalinger. Ombudsmanden bemærkede i den forbindelse at industriministerens kontrol med FT var direkte forudsat i bank- og sparekasseloven.

Det var herefter ombudsmandens opfattelse at AS kunne henvende sig til Industriministeriet om FT's bekendtgørelse. (J. nr. 1992-1167-319).