I skrivelse af 24. august 1992 klagede A over Civilretsdirektoratets afslag af 6. juli 1992 på hans ansøgning for hans klient B om fri proces.
Af de foreliggende oplysninger fremgik det at A i skrivelse af 24. maj 1991 som advokat for B søgte Justitsministeriet om fri proces under anke til Højesteret af en dom, afsagt af Sø- og Handelsretten i København den 10. august 1989, i en sag mellem C K/S og D I/S (ejet af E og F), E, F og B.
Sagen var anket til Højesteret af landsretssagfører G for C K/S. I Højesteretsstævningen af 23. august 1989 var anført følgende:
"Som advokat for(C) K/S .......
påanker jeg herved til Højesteret den af Sø- og Handelsretten den 10. august 1989 afsagte dom i en af mine klienter mod
- (D) I/S, ........
- (E), .......
- (F), .......
- (B), .......
anlagt sag.
Ved nævnte dom er således kendt for ret:
"De sagsøgte frifindes for de af sagsøgeren nedlagte påstande, dog at sagsøgte 1. bør anerkende at have overtrådt markedsføringslovens § 1 ved udsendelse af pressemeddelelsen den 14. september 1987 og ved udsendelse af et reklameblad i september 1988.
Det af Københavns Byrets fogedafdeling den 27. oktober 1987 nedlagte forbud ophæves.
Sagsøgeren bør anerkende at have overtrådt markedsføringslovens § 1 ved henvendelsen af 4. marts 1987 til en række forhandlere af (...)Tips samt ved udtalelser på mødet den 4. september 1987.
Inden 14 dage betaler sagsøgeren, (C) K/S, i erstatning til sagsøgte 1, (D) I/S kr. 175.000 og til sagsøgte 4, (B), kr. 200.000, begge beløb med sædvanlig procesrente fra den 20. januar 1988, til betaling sker. I sagsomkostninger betaler sagsøgeren inden 14 dage kr. 35.000 til sagsøgte 1. og ligeledes kr. 35.000 til sagsøgte 4."
I overensstemmelse med appellantens procedure og påstande for Sø- og Handelsretten agter jeg for Højesteret at nedlægge følgende
PÅSTANDE:
1.De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at man ved produktion og salg af EDB programmer til datatipning indeholdende tipssystemerne (...) krænker Fodboldmagasinet(s) (...) ophavsret til tipssystemerne (...).
2.De sagsøgte tilpligtes at anerkende, at man ved produktion og salg af EDB programmer til datatipning indeholdende tipssystemerne (...) handler i strid med Markedsføringslovens § 1.
3.De sagsøgte forbydes at producere og sælge EDB programmer til datatipning indeholdende tipssystemerne (...).
4.De sagsøgte tilpligtes in solidum at betale til sagsøgeren kr. 495.000,- med renter 6% over Nationalbankens diskonto fra sagens anlæg til betaling sker.
5.Det af Københavns Byrets Fogedret den 27. oktober 1987 nedlagte forbud stadfæstes som lovligt gjort og forfulgt.
6.Appellanten frifindes for de indstævntes krav.
..."
I skrivelse af 31. oktober 1991 fremsendte A til Justitsministeriet supplerende oplysninger om B's økonomiske forhold.
I skrivelse af 10. januar 1992 meddelte Civilretsdirektoratet - hvortil sager om fri proces var overført - A følgende:
"...
Det er på det foreliggende grundlag Civilretsdirektoratets opfattelse, at Deres klient og de medindstævnte har en sådan fælles interesse i sagens udfald, at § 7, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 960 af 27. december 1991 om fri proces finder anvendelse.
Ved afgørelsen om fri proces skal der således tages hensyn til, om de appelindstævnte i fællesskab er i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Til brug ved behandlingen af Deres ansøgning om fri proces skal man derfor anmode Dem om hertil at indsende
-kopi af medindstævntes og disses eventuelle ægtefællers/samleveres årsopgørelser for 1990 og oplysning om antallet af børn under 18 år, som medindstævnte forsørger.
-årsregnskaber for (D) I/S for de seneste 3 år.
..."
Af Civilretsdirektoratets telefonnotat af 27. marts 1992 fremgik det bl.a. at A under telefonsamtalen gjorde gældende, at der i sagen ikke kunne siges at være et "§ 7, stk. 2 - fællesskab", at der var vandtætte skodder mellem de sagsøgte, og at der heller ikke var nedlagt påstand om betaling in solidum. A bemærkede endvidere at i 1. instans var nogen af de sagsøgte blevet dømt for mere end andre.
I skrivelse af 13. april 1992 til Civilretsdirektoratet oplyste A i tilslutning hertil følgende:
"...
Som det vil fremgå af den tidligere fremsendte dom, er der forskellige interesser knyttet til I/S' og d´herrer (E) & (F) overfor min klient, (B). Dette fremgår også af de forskellige publikationer, der er fremsendt til de implicerede tipsforhandlere og af den forskellige behandling af parternes erstatningskrav som det fremgår af Sø- og Handelsrettens dom.
Opgavefordelingen har været således, at min klient har udviklet og solgt tipssystemer til (D) I/S, som har markedsført produktet (...)tips, som er EDB programmer til udskrivning af endeløse baner til tips, og herunder har benyttet min klients systemer. Der er afregnet på provisionsbasis imellem (D) I/S og (B). Som det også fremgår af påstandene, er disse selvstændige i forhold til appellanten.
Der er dog den sandhed i Civilretsdirektoratets opfattelse af sagen, at min klient og de medindstævnte har en fælles interesse i sagens udfald nemlig at vinde denne, men her hører interessefællesskabet for så vidt også op.
Hertil kommer, at uagtet (E) & (F) måtte have økonomisk styrke til at bære omkostningerne, der er forbundet med sagen, så vil dette i givet fald ikke have indflydelse på min mulighed for at oppebære et honorar hos (B).
Jeg må tilføje, at min klient har vundet sagen i Sø- og Handelsretten, og er efterfølgende blevet indstævnet for Højesteret. Det er således ikke min klient, der som udgangspunkt er sagvolder, og han har endog det plus, at han har vundet sagen i Sø- og Handelsretten.
Min klient har efterfølgende, således som jeg har redegjort for, afhændet sin forretning blandt andet på grund af denne sag og har forlagt sit domicil til Tyskland.
Min klient er nu ansat som lønmodtager, jfr. det materiale der er indsendt vedrørende min klients indtægtsforhold.
Min klient har således ikke mulighed for selv at betale omkostningerne i forbindelse med sagen i fald sagen måtte gå min klient imod, og min klient har som bosiddende i Tyskland vanskeligt ved at deltage i de forberedende retsskridt ved sagens forberedelse til Højesteret.
Jeg finder det derfor absolut rimeligt, at man i denne situation bevilger min klient fri proces.
..."
I skrivelse af 30. juni 1992 fremsendte A yderligere oplysninger til brug ved Civilretsdirektoratets behandling af sagen. I skrivelsen anførte A endvidere følgende:
"...
Imidlertid stoler jeg på, at Civilretsdirektoratet vil bevilge den fri proces, jfr. min skrivelse af 13. april 1992, og henset til at det af motiverne til lovgivningen om fri proces fremgår, at de sociale hensyn som ligger til grund for reglerne om fri proces, kun ganske undtagelsesvis gør sig gældende i sager af erhvervsmæssig karakter.
Efter omstændighederne kan der gives fri proces i sager vedrørende erhvervsmæssige forhold, hvis der er tale om en personlig drevet virksomhed, når det forhold, sagen drejer sig om, er usædvanligt i forhold til virksomhedens normale drift.
I denne situation, hvor mange principielle overvejelser gør sig gældende, er sagen usædvanlig i forhold til sædvanlig drift af en kiosk. Det fremgår af motiverne, at det endvidere er en betingelse, at ansøgeren skønnes at have et afgørende behov for bistand i form af fri proces. Dette er absolut også tilfældet, jfr. at min klient ellers ikke ville være repræsenteret."
I skrivelsen af 6. juli 1992 meddelte Civilretsdirektoratet A afslag på ansøgningen om fri proces. Som begrundelse for afgørelsen anførte Civilretsdirektoratet følgende:
"...
Civilretsdirektoratets afgørelse er truffet i medfør af retsplejelovens § 330, hvorefter det bl.a. er en betingelse for at meddele fri proces, at ansøgeren ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Begrundelsen for afgørelsen er, at Deres klient i fællesskab med (D) I/S, (E) og (F) må antages at være i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen, jf. bekendtgørelsen nr. 960 af 27. december 1991 om fri proces § 7.
Denne bestemmelse finder også anvendelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor ansøgningen kun er indgivet af en enkelt ansøger, men sagens udfald har betydning for flere, jf. § 7, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse om fri proces.
..."
I klagen til mig henviste A til sagens akter og anførte følgende:
"...
Som det fremgår af den af Sø- og Handelsretten afsagte dom, er der forskellige synspunkter de sagsøgte imellem, og dette gør, at sagsøgte 1) (D) I/S, sagsøgte 2) (E) og sagsøgte 3) (F) under sagen er repræsenteret nu af advokat (H) København.
Afslaget er begrundet med, at min klient må antages at være i stand til sammen med (D) I/S, (E) og (F) at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen. Jeg bemærker hertil, at der har været et samarbejde imellem de 4 sagsøgte, men at der ved afregning parterne imellem er fremsendt faktura på sædvanlig vis, idet de indestævnte hver for sig har drevet forretning ved salg af tipssystemer (B) og ved salg af datatipssystemer på diskette ((D) I/S).
Sagen er indenfor eksekutionsfristen af (C) K/S indbragt for Højesteret, i hvilken anledning der har været foretaget omfattende subsidiære afhøringer ved Sø- og Handelsretten.
Som det fremgår af dommen, har min klient fået medhold i sin påstand om, at der ikke foreligger en overtrædelse af copyright, ligesom min klient er tillagt erstatning i anledning af forbudet og i anledning af (C) K/S' overtrædelse af markedsføringsloven med et beløb stort kr. 200.000,00. Ligeledes blev min klient tillagt omkostninger for Sø- og Handelsretten med kr. 35.000,00 + moms.
Som det fremgår af de fremsendte skrivelser, har min klient afviklet sin forretning i Danmark og er nu ansat med salg af EDB i Tyskland. I 1989 havde min klient således en indkomst på lige under 30.000 DM.
Det er min opfattelse, at Civilretsdirektoratet overser det faktum, at de indstævnte nødvendigvis må være repræsenteret ved hver sin advokat, hvorfor bestemmelsen i bekendtgørelsens § 7, stk. 2, ikke efter min opfattelse kan finde anvendelse.
Hertil kommer, at min klient som anført har vundet sagen i Sø- og Handelsretten, og at det ikke er min klient, der har ønsket sagen appelleret til Højesteret.
..."
Civilretsdirektoratet henholdt sig i en udtalelse til mig til sin afgørelse i skrivelsen af 6. juli 1992.
I skrivelse af 3. februar 1993 anmodede jeg til brug ved min vurdering af sagen Civilretsdirektoratet om nærmere at uddybe begrundelsen for direktoratets afgørelse i skrivelsen af 6. juli 1992 og herunder oplyse hvilke forhold direktoratet havde lagt vægt på ved beslutningen om, at sagsomkostningerne i sagen burde deles af de 4 sagsøgte i fællesskab. Jeg henviste i den forbindelse dels til en artikel af Holger Kallehauge i Ugeskrift for Retsvæsen 1973B, s. 154, dels til Retshjælpsforsikring og Fri proces af henholdsvis Erik Ryefeldt og Frederik Christian Schydt, s. 260f. I artiklen i Ugeskrift for Retsvæsen 1973B, s. 154, var bl.a. anført følgende:
"Det må derfor bero på et skøn, hvornår der er tale om en sag, hvis udfald har betydning for flere, men hvis administrationen vil meddele afslag af denne årsag, må man enten have vished for, at parterne har indledt samarbejde om sagen med aftale om deling af sagens omkostninger, eller antage at en sådan ordning er så nærliggende, at det må påhvile ansøgerne at oplyse, hvorfor en sådan aftale ikke har kunnet komme i stand."
I Retshjælpsforsikring og Fri proces, s. 260f, var bl.a. anført følgende:
"Hvor der kun er en enkelt ansøger, men sagens udfald har betydning for flere, jf. § 7, stk. 2, bør der kun lægges vægt på den økonomiske evne hos andre end ansøgeren, hvor den eller de andres interesse i sagens udfald er så direkte, at den gør et fællesskab om omkostningerne til en naturlig løsning ..."
I skrivelse af 26. april 1993 udtalte Civilretsdirektoratet at direktoratet efter en fornyet gennemgang af sagen måtte fastholde afgørelsen med den anførte begrundelse. Direktoratet anførte endvidere følgende:
"...
Baggrunden for den trufne afgørelse er nærmere følgende:
I overensstemmelse med fast og langvarig administrativ praksis er der også i denne sag først taget stilling til, om ansøgeren opfylder de økonomiske betingelser for fri proces. I forbindelse med denne vurdering blev Civilretsdirektoratet på grund af udformningen af Sø- og Handelsrettens dom og proceskrifterne i sagen, herunder advokat (A's) svarskrift, opmærksom på, at ansøgningen, selvom den var indgivet på vegne af én fysisk person, angik en sag, hvis udfald efter det oplyste syntes at måtte have betydning for flere. Der opstod derfor på et tidligt tidspunkt under Civilretsdirektoratets behandling af sagen spørgsmål, om betingelserne for anvendelse af reglen i § 7, stk. 2, i bekg. nr. 960 af 27. december 1991 om fri proces var til stede.
Direktoratet var også i denne sag opmærksom på, at reglen i § 7, stk. 2, kun bør finde anvendelse, hvis de andres interesse i sagen er så direkte, at den gør et fællesskab om omkostningerne til en naturlig løsning. Denne foreløbige vurdering gjorde Civilretsdirektoratet advokat (A) bekendt med ved skrivelse af 10. januar 1992. I en skrivelse af 13. april 1992 redegjorde advokaten for opgavefordelingen mellem de sagsøgte og gav udtryk for, at han tildels kunne tilslutte sig Civilretsdirektoratets vurdering, hvorefter hans klient og de medindstævnte havde en fælles interesse i at vinde sagen. Advokaten tilføjede overfor Civilretsdirektoratet, at hans klient ikke var sagvolder og i øvrigt havde vundet sagen i første instans.
På dette grundlag afgjorde Civilretsdirektoratet sagen.
Civilretsdirektoratet fandt herefter, efter en samlet vurdering, at et fællesskab om sagsomkostningerne i dette tilfælde var en naturlig løsning. Da advokat (A) endvidere ikke efter Civilretsdirektoratets opfattelse havde begrundet, hvorfor en sådan aftale ikke var kommet i stand, var det Civilretsdirektoratets samlede vurdering, at der var grundlag for i dette tilfælde at anvende reglen i § 7, stk. 2, i den dagældende bekendtgørelse om fri proces, bekg. nr. 960 af 27. december 1991."
I skrivelse af 10. maj 1993 anførte A hertil følgende:
"...
Jeg kan tilføje vedrørende skrivelsen af 13. april 1992, at det jo netop fremgår af den afsagte dom for Sø- og Handelsretten, at de impliceredes engagement i sagen har været forskelligt.
Herudover har jeg ikke yderligere at tilføje.
..."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"Civilretsdirektoratets afgørelse er truffet i medfør af retsplejelovens § 330 der har følgende indhold:
"Stk. 1. Der kan efter ansøgning meddeles en person fri proces, såfremt
1) han skønnes at have rimelig grund til at føre proces,
og
2) han ikke uden at lide væsentlige afsavn kan betale de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Stk. 2. ...
Stk. 3. Justitsministeren kan fastlægge regler om, hvornår betingelserne i stk. 1, nr. 1 og 2, er opfyldt.
..."
I begrundelsen for afgørelsen har Civilretsdirektoratet endvidere henvist til § 7 i Justitsministeriets dagældende bekendtgørelse nr. 960 af 27. december 1991 om fri proces. Bestemmelsen i § 7 har følgende indhold:
"§ 7. Er ansøgning om fri proces indgivet af flere, skal der ved afgørelsen tages hensyn til, om ansøgerne i fællesskab er i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Stk. 2. Det samme gælder, selv om ansøgningen kun er indgivet af en enkelt, når sagens udfald har betydning for flere."
I udtalelsen af 26. april 1993 har Civilretsdirektoratet oplyst at direktoratet ved behandlingen af sagen har været opmærksom på, at reglen i § 7, stk. 2, kun bør finde anvendelse, hvis de andres interesse i sagen er så direkte, at den gør et fællesskab om omkostningerne til en naturlig løsning.
I udtalelsen har Civilretsdirektoratet endvidere anført at direktoratet efter en samlet vurdering af sagen og på baggrund af Deres redegørelse i skrivelsen af 13. april 1992 om forholdet mellem de sagsøgte havde fundet, at et fællesskab om sagsomkostningerne i det foreliggende tilfælde var en naturlig løsning. Civilretsdirektoratet har hertil endvidere anført at De ikke efter direktoratets opfattelse havde begrundet, hvorfor en sådan aftale ikke var kommet i stand.
Efter min gennemgang af sagen har jeg ikke fundet anledning til at kritisere Civilretsdirektoratets afgørelse i skrivelsen af 6. juli 1992 om afslag på ansøgningen om fri proces. Jeg bemærker i den forbindelse at der er tale om en skønsmæssigt præget vurdering, som jeg kun kan kritisere, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.
Sagen giver mig imidlertid anledning til følgende bemærkninger:
I begrundelsen for Civilretsdirektoratets afgørelse i skrivelsen af 6. juli 1992 har Civilretsdirektoratet - under henvisning til bestemmelsen i § 7 i Justitsministeriets bekendtgørelse om fri proces - anført at Deres klient i fællesskab med de øvrige sagsøgte må antages at være i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med sagen.
Under telefonsamtalen den 27. marts 1992 havde De gjort gældende at der ikke kunne siges at være et "§ 7, stk. 2-fællesskab" mellem de fire sagsøgte, og i Deres skrivelse af 13. april 1992 til Civilretsdirektoratet havde De nærmere begrundet denne opfattelse.
Efter forvaltningslovens § 24 består der ikke en almindelig pligt til i begrundelsen for en afgørelse at gå ind i samtlige anbringender mv. fra partens side; men i det omfang der er tale om relevante anbringender, er der en formodning for at de skal berøres i begrundelsen, jf. Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret 1994, s. 372.
Efter omstændighederne i den foreliggende sag finder jeg at det havde været rigtigst, at Civilretsdirektoratet udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet havde angivet, hvilken betydning direktoratet havde tillagt Deres anbringender. De havde således kunnet konstatere at direktoratet havde været opmærksom herpå ved den endelige vurdering af sagen.
Jeg har samtidig hermed gjort Civilretsdirektoratet bekendt med min opfattelse.
..."