FOB 94.436

Information til pressen om varslet uansøgt afskedigelse. Partshøring forud for uansøgt afskedigelse af offentligt ansatte.

01-01-1994

En amtskommune X havde varslet afskedigelse af 2 ledende medarbejdere A og B ved et af amtskommunens sygehuse. Før A og B var blevet partshørt og før den endelige afgørelse om afskedigelse var truffet, udsendte X en pressemeddelelse, hvoraf det fremgik at A og B ville blive afskediget.

Efter at ombudsmanden - under henvisning til § 6, stk. 5, i ombudsmandsloven - havde indhentet en udtalelse fra X om sagen, herunder om indholdet af de oplysninger som X havde givet til pressen, redegjorde ombudsmanden i en skrivelse til X generelt for anvendelsen af officialprincippet og reglerne om partshøring i sager om afskedigelse af offentligt ansatte. Ombudsmanden udtalte at det efter hans opfattelse var en fejl, at X i pressemeddelelsen havde oplyst, at A og B ville blive afskediget. Beslutningen herom ville i givet fald først kunne træffes når A's og B's eventuelle udtalelser - efter partshøring - forelå og kunne indgå i grundlaget for myndighedens afgørelse. Ombudsmanden præciserede at der er en væsentlig forskel, både formelt og reelt, mellem beslutningen om at varsle afskedigelse og selve afskedigelsesbeslutningen. (J. nr. 1994-300-809).