I skrivelse af 10. december 1993 klagede A til mig over at Justitsministeriet i skrivelse af 9. december 1993 havde tiltrådt, at Politimesteren i X-by havde tilbagekaldt en våbentilladelse, der var givet A til et samuraisværd.
Af de foreliggende oplysninger fremgik at A den 25. marts 1993 af Politimesteren i X-by fik udstedt våbentilladelse til at besidde, bære og anvende blankvåben - et samuraisværd med 74 cm lang stålklinge. Tilladelsen var gældende fra den 25. marts 1993 til den 25. marts 1998. I tilladelsen var som vilkår anført: "1. Tilladelsen kan til enhver tid tilbagekaldes."
I skrivelse af 15. april 1993 tilbagekaldte politimesteren våbentilladelsen. Politimesteren anførte at det var en fejl, at tilladelsen var udstedt. Som hjemmel for tilbagekaldelsen henviste politimesteren til "våbenlovens § 2 f og våbenbekendtgørelsens § 20, stk. 6." Politimesteren oplyste at tilladelsen blev tilbagekaldt, idet Justitsministeriet i tidligere sager af den art havde udtalt at der ikke burde gives tilladelse til kampsportsvåben, hvis klingens længde overstiger 12 cm, idet våbnet ikke ses at være absolut nødvendigt for udøvelsen af kampsporten.
I skrivelse af 27. april 1993 klagede A over politimesterens afgørelse til Justitsministeriet. A redegjorde navnlig for hvorfor hans sværd var absolut nødvendigt for udøvelsen af kampsporten Aikido. A anførte bl.a.:
"Ligesom mange andre budo-former, så er bevægelsesmønstre og teknikker udviklet af samuraier, og bevægelserne kan spores tilbage til samuraiernes brug af sværd. Alle aikidoteknikker kan udføres med et sværd i hånden, og ovenikøbet giver sværdet på den måde ofte en forklaring på, hvorfor teknikken ser ud netop som den gør. Til en aikidotræning vil man ofte se teknikker trænet på denne måde (selvfølgelig med en træ-attrap, kaldet bokken, af bo = træ og ken = sværd). På alle niveauer er sværdet således meget vigtigt. Sværdet kæder de tidligere nævnte elementer sammen til en enhed, så de (principielt) kan forstås samlet og ikke adskilt fra hinanden.
For at få erfaring med sværdet, hvordan det opfører sig og hvordan det kan/skal bruges, så trænes der i klubben sideløbende med aikido, kampkunsten IAIDO, som jeg nu vil beskrive."
Om kampsporten Iaido anførte A:
"Iaido består af en mængde faste figurer (kata) som trænes igen og igen, og de begynder og slutter alle med sværdet i skeden. Hver figur laves uden modstander, dvs. angriberen/modstanderen skal forestilles af den som udfører figuren. Meningen er, at udøveren skærper sin opmærksomhed og koncentrationsevne, da hver kata indeholder en mængde detaljer som udføres minutiøst, samtidig med at forestillingen om modstanderen fastholdes. Derudover lærer udøveren at mærke på sværdets opførsel, om bevægelsen er udført korrekt. Sværdet giver efterhånden tilbagemelding på teknikkernes kvalitet.
Iaido trænes af begyndere med træ-attrapper (bokken), men en bokken er unøjagtig i balance og "respons". Det er nemlig sådan, at der ved overgangen til metalsværd kommer en mængde flere detaljer til hver figur, men derudover er metalsværdet også langt mere sensitivt overfor fejl og mangler i bevægelserne. På et vist niveau vil mulighederne for udvikling med en bokken om ikke være udtømte, så dog meget begrænsede. Denne nøjagtighed skal også benyttes på et vist niveau i aikido.
Som det ses, så er det min overbevisning, at det er absolut nødvendigt, at muligheden for at benytte metalsværd er tilstede ved træning af iaido. Jeg håber derfor, at den begrundelse som er brugt i tilbagekaldelsen af min våbentilladelse beror på enten en misforståelse eller en misinformation et eller andet sted."
I anledning af A's klage indhentede Justitsministeriet en udtalelse af 11. maj 1993 fra Politimesteren i X-by. Politimesteren anførte bl.a.:
"Afgørelsen er truffet på grundlag af justitsministeriets skrivelse af 21/5 1985, idet ministeriet ikke dengang fandt grundlag for at tillade efterligninger af blankvåben til brug under træning i den kinesiske kampsport Tao Te Ching Kung Fu.
Jeg vil dog ikke undlade at bemærke, at jeg reelt anser den omhandlede efterligning for at være af en sådan beskaffenhed, at den falder uden for våbenloven".
På baggrund af politimesterens udtalelse anmodede Justitsministeriet Rigspolitichefen om en udtalelse.
I en udtalelse af 26. juli 1993 redegjorde Rigspolitichefen for sværdets opbygning og anførte bl.a.:
"Landsformanden for BUDO (en fællesbetegnelse for asiatisk kampsport), (B), har telefonisk over (for; min tilføjelse) Våbensektionen oplyst, at der i sporten Iaido anvendes såvel efterligninger af samuraisværd som ægte samuraisværd. Klingen på en efterligning er ikke skarpslebet.
På baggrund af ovenstående er det rigspolitiets opfattelse, at et samuraisværd som det i sagen omhandlede er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1 jfr. våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1."
Med skrivelse af 13. oktober 1993 sendte Justitsministeriet A genpart af udtalelserne fra henholdsvis politimesteren og Rigspolitichefen. I skrivelse af 14. oktober 1993 meddelte A Justitsministeriet at A ikke havde bemærkninger til udtalelserne.
I skrivelse af 9. december 1993 meddelte Justitsministeriet A at Justitsministeriet ikke fandt grundlag for at ændre politimesterens afgørelse. Justitsministeriet anførte bl.a.:
"Det i denne sag omhandlede Jaito-sværd har været undersøgt af Rigspolitichefen, Teknisk Afdeling, Våbensektionen, der har konstateret, at sværdet er en efterligning af et ægte samuraisværd. Efterligningens klinge har en længde på 74 cm og er fremstillet af støbestål, der efter støbningen er forkromet. Det er i den forbindelse rigspolitiets opfattelse, at et samuraisværd, som det i sagen omhandlede, er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1, jf. våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1.
I den anledning skal man meddele, at det også er Justitsministeriets opfattelse, at det omhandlede samuraisværd, kaldet Jaito, er omfattet af våbenlovens § 4, stk. 2, nr. 1, jf. våbenbekendtgørelsen § 9, stk. 1, nr. 1."
Justitsministeriet henviste til udtalelsen der var afgivet af landsformanden for foreningen Budo, B, og anførte at Justitsministeriet havde forstået B's udtalelse således, at kampsporten Iaido ville kunne udøves uden anvendelse af et ægte samuraisværd, men derimod ved en attrap der for eksempel ville kunne være en efterligning eller en træstok eller lignende. Iaido-samuraisværdet var således efter Justitsministeriets opfattelse ikke absolut nødvendigt for at udøve sporten.
Begrundelsen for ministeriets afgørelse var "at man ikke anser det for absolut nødvendigt for udøvelsen af sporten Iaido, at der anvendes sværd omfattet af våbenloven, herunder det i denne sag omhandlede Iaido-samuraisværd. Det er således Justitsministeriets opfattelse, at sporten også vil kunne dyrkes ved anvendelsen af bl.a. træ-atrapper".
I A's klage til mig henviste han til Justitsministeriets forannævnte forståelse af B's udtalelse og anførte at han ikke mente, at man kunne forstå B's udtalelse på den måde. Efter A's opfattelse kunne B's beskrivelse kun meningsfyldt forstås på den måde at hvad enten der var tale om et ægte sværd eller en efterligning, var der en klinge, dvs. sværdet var lavet af metal.
A henviste endvidere til at der ikke i våbenlovens § 10, stk. 1, stilles krav om, at våben skal være absolut nødvendige for sportsudøvelsen.
Politimesteren i X-by anførte i en udtalelse af 30. januar 1994 til mig at han ikke havde yderligere bemærkninger.
Justitsministeriet henholdt sig i en udtalelse af 28. januar 1994 til den trufne afgørelse. Justitsministeriet anførte bl.a.:
"I nærværende sag er der rejst to spørgsmål dels om det omhandlede samuraisværd er omfattet af forbudet i våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1, og dels i bekræftende fald om politiet til klageren skal udstede våbentilladelse til sværdet.
På baggrund af udtalelse af 26. juli 1993 fra Rigspolitichefen, Afdeling A, er det Justitsministeriets opfattelse, at det omhandlede Jaito-samuraisværd er omfattet af forbudet i våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1.
Det kræver herefter politiets tilladelse at besidde det omhandlede sværd. Tilladelse hertil kan efter Justitsministeriets cirkulære nr. 86 af 19. juli 1988 om våben § 10, stk. 1, gives til, sportsforeninger til brug for foreningens medlemmer og til medlemmer af sportsforeninger.
Efter Justitsministeriets praksis vedrørende asiatiske sværd til kampsport meddeles der som hovedregel afslag på våbentilladelse dertil, såfremt sværdet ikke synes absolut nødvendigt for udøvelsen af den pågældende asiatiske kampsport. I den forbindelse henvises der til ministeriets j.nr. (...), hvor det til kampsport anvendte sværd "Katana" ikke blev anset for at være absolut nødvendigt for udøvelsen af den pågældende sport. (...)
Justitsministeriet har efter en konkret vurdering i denne sag fundet, at det omhandlede samuraisværd ikke synes absolut nødvendigt for udøvelsen af sporten, Iaido. Efter de foreliggende oplysninger synes Iaido at være en "behændighedssport", hvor udøverne lærer sig færdigheder eller teknikker til smidig og behændig behandling af samuraisværdet."
Justitsministeriet henviste endvidere til A's ovennævnte redegørelse i skrivelsen af 27. april 1993 om anvendelse af træ-atrapper ved sportsudøvelsen. Ministeriet anførte i den forbindelse følgende:
"Af den af klageren givne redegørelse for Iaido fremgår, at der som udgangspunkt anvendes en træ-attrap ved udøvelsen, men at klageren finder, at der efter længere tids øvelse vil være behov for et sværd for at kunne videreudvikle teknikken indenfor Iaido.
Ministeriet finder imidlertid ikke på baggrund af disse bemærkninger, at der er grundlag for at antage, at det er nødvendigt for udøvelsen af Iaido, at der anvendes et samuraisværd.
Efter Justitsministeriets skøn og på baggrund af de foreliggende oplysninger finder ministeriet, at man bør fastholde den hidtidige praksis på dette område og dermed fastholde den af politimesteren i (X-by) trufne afgørelse om tilbagekaldelse af tilladelse til det omhandlede samuraisværd, idet det ikke findes absolut nødvendigt til udøvelse af sporten.
Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at de omhandlede behændighedsøvelser i Iaido synes at kunne foretages med genstande, der ikke er omfattet af våbenloven."
I en skrivelse til A udtalte jeg herefter følgende:
"1.Efter våbenloven, lovbekendtgørelse nr. 529 af 11. december 1985, § 4, stk. 2, nr. 1, kan Justitsministeren udstede forbud mod at indføre, ved overdragelse at erhverve, at besidde, bære eller anvende, at overdrage eller at overlade andre besiddelsen af skarpe våben, hvis klinge overstiger 12 cm. I medfør af denne bestemmelse har Justitsministeren ved bekendtgørelse nr. 438 af 19. juli 1988, § 9, stk. 1, nr. 1, fastsat, at det er forbudt uden tilladelse fra politimesteren (politidirektøren) at erhverve, besidde, bære eller anvende skarpe våben, hvis klinge overstiger 12 cm.
Efter § 10, stk. 1, i våbencirkulæret (cirkulære nr. 86 af 19. juli 1988) kan tilladelse til de våben, der er omfattet af våbenbekendtgørelses § 9, stk. 1, nr. 1, gives til
1) sportsforeninger til brug for foreningens medlemmer, og
2) medlemmer af sportsforeninger.
Justitsministeriets opfattelse, hvorefter det omhandlede Iaido-sværd er omfattet af forbudet i våbenbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 1, beror på et skøn. Et sådant skøn kan jeg efter de regler, der gælder for min virksomhed, kun kritisere, hvis der er særlige omstændigheder.
I Deres sag mener jeg ikke, der er sådanne særlige omstændigheder, at jeg kan kritisere Justitsministeriets opfattelse på dette punkt.
2.Som nævnt indeholdt den våbentilladelse, som De fik udstedt den 25. marts 1993, en bestemmelse om, at tilladelsen til enhver tid kunne tilbagekaldes.
Tilbagekaldelsen skete ved politimesterens skrivelse af 15. april 1993 med henvisning til våbenlovens § 2 f og våbenbekendtgørelsens § 20, stk. 6 (bekendtgørelse nr. 438 af 19. juli 1988 med senere ændringer).
I våbenlovens § 2 f er bestemt følgende:
"Tilladelser og samtykker efter denne lov eller efter bestemmelser, der er udfærdiget i medfør af loven, kan til enhver tid tilbagekaldes."
I bekendtgørelsens § 20, stk. 6, er bestemt følgende:
"Tilladelser, samtykker og godkendelser efter denne bekendtgørelse kan efter våbenlovens § 2 f til enhver tid tilbagekaldes."
Våbenloven eller forarbejderne til denne indeholder ingen nærmere angivelse af de hensyn, der kan begrunde, at en våbentilladelse tilbagekaldes.
I den forvaltningsretlige litteratur antages det, at et generelt holdt forbehold om tilbagekaldelse uden en nærmere angivelse af de hensyn, der kan begrunde tilbagekaldelsen, blot kan tillægges virkning som en henvisning til de almindelige tilbagekaldelsesgrundsætninger og således ikke kan udvide tilbagekaldelsesadgangen ud over disse, jvf. herved Karsten Loiborg m.fl.: Forvaltningsret (1994), s. 623, og Claus Haagen Jensen: Forvaltningsret, almindelige emner, 2. udgave (1989), s. 463 og 467.
Blandt de momenter, der indgår i afvejningen af, om tilbagekaldelse lovligt kan ske, indgår bl.a. myndighedens konkrete tilbagekaldelsesårsag, jvf. herved Forvaltningsret, s. 625f. Som hensyn, der i almindelighed ikke anses for at kunne udgøre et tilstrækkeligt tungtvejende grundlag for tilbagekaldelse, nævnes bl.a. "hensynet til lighed og konsekvens ved administrationen af et område (eksempelvis i forbindelse med en praksisændring) samt en ændret vurdering af sagen på et i alt væsentligt uændret retligt og faktisk grundlag (dvs. en ændret subsumption ud fra stort set samme jus og faktum)...".
Som anført foran indeholder hverken våbenloven eller forarbejderne til loven nogen nærmere angivelse af de hensyn, der kan begrunde en tilbagekaldelse af en våbentilladelse. Det må dog antages, at tilbagekaldelsesgrundlaget i almindelighed vil være, at den forudsætning, hvorunder våbentilladelsen er meddelt, har ændret sig eller er bortfaldet. Der kan dels være tale om ændring af de faktiske omstændigheder, der er lagt til grund for meddelelsen af våbentilladelsen, jvf. herved § 3 i våbencirkulæret (cirkulære nr. 86 af 19. juli 1988 om våben mv.), dels om ændring af de personlige forhold (vandelskrav mv.) der er nævnt i våbencirkulærets § 2.
I den foreliggende sag er der ikke tale om, at der er sket ændringer i de faktiske omstændigheder, som lå til grund for udstedelsen af våbentilladelsen til Dem, eller ændringer med hensyn til Deres personlige forhold. Tilbagekaldelsen er, så vidt det ses, alene sket på grundlag af en ændret vurdering af sagen på et i alt væsentligt uændret retligt og faktisk grundlag, begrundet med, at udstedelsen af våbentilladelsen ikke var i overensstemmelse med Justitsministeriets praksis på området.
Jeg kan herefter ikke anse tilbagekaldelsen for berettiget på det foreliggende grundlag.
Jeg har samtidig hermed gjort Justitsministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har bedt ministeriet om at underrette mig om, hvad der herefter sker i sagen.
..."
I et brev af 7. juli 1994 til A meddelte Justitsministeriet, at ministeriet havde overvejet sagen på ny. Ministeriet skrev endvidere følgende:
"I den anledning skal man meddele, at Justitsministeriet på baggrund af udtalelsen fra Folketingets Ombudsmand efter omstændighederne finder det rettest at annullere tilbagekaldelsen af Deres tilladelse til det omhandlede samuraisværd.
Justitsministeriet har derfor i dag tilbagesendt sagen til Politimesteren i (X-by) med anmodning om, at politimesteren annullerer tilbagekaldelsen og meddeler Dem en ny våbentilladelse til det omhandlede sværd. Det bemærkes, at der ikke herved er taget stilling til, om De efter udløbet af tilladelsen på ny vil kunne opnå tilladelse til våbenet.
Det bemærkes endvidere, at der ikke herved er lagt op til en ændring af Justitsministeriets praksis, hvorefter der sædvanligvis ikke meddeles våbentilladelse til skarpe våben, herunder kampsportsvåben, hvis klinge overstiger 12 centimeter.
Det er således fortsat Justitsministeriets opfattelse, at sådanne tilladelser kun bør meddeles, såfremt det er absolut nødvendigt for udøvelsen af kampsporten."
Jeg meddelte Justitsministeriet at jeg havde taget det oplyste til efterretning.