Brancherådet A klagede over at § 46 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 131 af 21. marts 1993 (affaldsbekendtgørelsen) efter rådets opfattelse ikke havde hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 92.
Efter § 46 i affaldsbekendtgørelsen kan afgørelser der efter bekendtgørelsen træffes af kommunalbestyrelsen, ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Efter miljøbeskyttelseslovens § 91 kan kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven eller efter regler der er fastsat med hjemmel i loven, som hovedregel påklages til Miljøstyrelsen. Lovens § 92 indeholder hjemmel til at afskære denne klageadgang for så vidt angår afgørelser der "enkeltvis er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen". Spørgsmålet i sagen var om affaldsbekendtgørelsens § 46 lå inden for rammerne af sidstnævnte bestemmelse.
Ombudsmanden udtalte at efter hans opfattelse gav bekendtgørelsen ikke kommunalbestyrelsen hjemmel til at træffe afgørelser af en karakter der - under hensyn til bestemmelsens ordlyd og forhistorie - faldt uden for miljøbeskyttelseslovens § 92. Ombudsmanden kunne derfor ikke give A medhold i klagen. (J. nr. 1993-2093-119).