FOB 94.248

Skattemyndighedernes opkrævning og beregning af udbytteskat og morarenter ved virksomheders køb af egne aktier.

01-01-1994

Selskabet A A/S klagede over skattemyndighedernes opkrævning og beregning af morarente i anledning af selskabets køb af egne aktier. Til støtte for klagen anførte A A/S at den opkrævede morarente ikke havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen, og at det i øvrigt fremgik af Skatteministeriets cirkulæreskrivelse af 29. juni 1992 om indeholdelse af udbytteskat, at der ikke er pligt til indeholdelse af udbytteskat, når der foretages kapitalnedsættelse eller et aktiesalg til udstedende selskab, og der samtidig meddeles dispensation efter ligningslovens § 16 A, stk. 2, eller § 16 B, stk. 2.

Ombudsmanden udtalte at efter hans opfattelse var der en berettiget tvivl om lovmedholdeligheden af skattemyndighedernes tidligere praksis for indeholdelse af udbytteskat ved salg af aktier til udstedende selskab, når der ved salget var meddelt dispensation for udbyttebeskatning. Det var ligeledes ombudsmandens opfattelse at der forelå tvivl om berettigelsen af myndighedernes praksis for fastlæggelse af forfaldstidspunktet for indeholdelse af udbytteskat, såfremt indeholdelsespligten i øvrigt bestod. På trods af denne tvivl fandt ombudsmanden dog ikke at der forelå et fuldt tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Told- og Skattestyrelsens afgørelse om opkrævning af morarenter.

Ombudsmanden anerkendte imidlertid A A/S's interesse i at få fortolkningsproblemet afgjort og eventuelt herved opnå medhold i at det påklagede morarentebeløb var opkrævet uden den fornødne lovhjemmel. Ombudsmanden udtalte at han - såfremt A A/S måtte ønske sagen prøvet ved domstolene - ville henstille til Civilretsdirektoratet, at der blev meddelt A A/S fri proces. (J. nr. 1993-207-216).