Det sociale ankenævn (SAN) havde i den sag der er omtalt i FOB 1992, s. 334ff, til Socialministeriet (SM) videresendt en henvendelse fra A angående kommunen K's behandling af en sag om samværsbegrænsning mellem A og dennes barn B, jf. bistandslovens § 67, stk. 1, idet A, der ikke var indehaver af forældremyndigheden over B, ikke kunne indbringe sagen for SAN. SM afviste at realitetsbehandle sagen og tilbagesendte A's henvendelse til SAN.
Ombudsmanden rejste i forlængelse af den konkrete sag der gav ham anledning til væsentlig kritik af K, af egen drift over for SM spørgsmålet om indholdet af SM's sektortilsyn. Ombudsmanden fandt at der på SM's område også efter ophævelsen af socialstyrelseslovens § 22 må antages at eksistere et ulovbestemt ressorttilsyn, og at dette tilsyn har karakter af et konstaterende legalitetstilsyn, der også omfatter spørgsmål om, hvorvidt kommunernes forvaltning i konkrete sager er lovlig. Endvidere omfatter tilsynet overholdelsen af både de socialretlige regler og de almindelige forvaltningsprocessuelle regler, herunder forvaltningslovens bestemmelser. Den konkrete sag var efter sin art omfattet af SM's ulovbestemte tilsyn. På baggrund af A's henvendelse var det ikke usandsynligt at der var begået en ulovlighed af en ikke uvæsentlig art. SM burde derfor have undersøgt sagen nærmere og havde herved både været berettiget og forpligtet til at indhente nærmere oplysninger (herunder relevante sagsakter) fra K. SM burde derfor ikke have afvist at realitetsbehandle sagen.
Endelig fandt ombudsmanden at SM - ud fra ministeriets egen (omend fejlagtige) forståelse af de involverede myndigheders kompetence - i medfør af forvaltningslovens § 7, stk. 2, burde have sendt sagen videre til kommunalbestyrelsen som rette myndighed. (J. nr. 1993-317-072).