To borgere klagede til ombudsmanden over, at de havde fået afslag på at få bevilget behandling efter servicelovens § 102. I begge sager havde Ankestyrelsen givet udtryk for, at de enkelte kommuner kunne træffe en generel beslutning om, at der ikke tilbydes hjælp til behandling efter servicelovens § 102. På den baggrund indledte ombudsmanden en undersøgelse af spørgsmålet om, i hvilket omfang afgørelser efter servicelovens § 102 kræver en konkret vurdering af den enkelte borgers individuelle behov.
Ombudsmanden afviste først Ankestyrelsens og Social-, Bolig- og Ældreministeriets retsopfattelse, hvorefter serviceloven bygger på en formodning om, at en bemyndigelsesbestemmelse, der indeholder ordet ”kan”, giver kommunerne mulighed for at beslutte generelt ikke at anvende bestemmelsen, med den konsekvens at borgerne meddeles afslag på en ansøgning om hjælp, uden at der foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder og borgernes individuelle situation.
På baggrund af en fortolkning af servicelovens § 102 fandt ombudsmanden endvidere, at bestemmelsen ikke gav en kommune adgang til at beslutte generelt ikke at anvende bestemmelsen. I modsætning til Ankestyrelsen og Social-, Bolig- og Ældreministeriet mente ombudsmanden således ikke, at kommunerne i relation til servicelovens § 102 kan anvende såkaldte afskæringsregler – dvs. interne regler, der helt afskærer det konkrete og individuelle skøn i de enkelte sager. For det første er vurderingstemaet for skønnet efter bestemmelsens ordlyd den pågældende borgers særlige behov. For det andet indeholdt forarbejderne ingen holdepunkter for, at udgangspunktet efter serviceloven, om at der skal foretages en konkret vurdering, var fraveget. Og endelig, for det tredje, havde både ministeriet og Ankestyrelsen indtil for nylig haft den forståelse af bestemmelsen, at den krævede en konkret vurdering.
Derfor henstillede ombudsmanden, at Ankestyrelsen genoptog de to sager og i lyset af det, som han havde anført, traf nye afgørelser i sagerne. Ombudsmanden henstillede også, at Ankestyrelsen tog stilling til, om principmeddelelse 4-23 burde ophæves, og at Ankestyrelsen undersøgte, om der var andre sager om behandling efter servicelovens § 102, som burde genoptages.
(Sag nr. 23/01512 og sag nr. 23/01830)