En journalist bad Fødevarestyrelsen om aktindsigt i notater om interviews med eksterne parter, som blev gennemført i forbindelse med en evaluering af styrelsens håndtering af COVID-19 i mink, men fik afslag med henvisning til offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, om interne dokumenter. Journalisten klagede til ombudsmanden over, at myndighederne ikke havde anvendt miljøoplysningsloven i sagen.
Ombudsmanden var enig i, at sagen skulle behandles efter offentlighedsloven og ikke miljøoplysningsloven. Ombudsmanden mente bl.a., at oplysningerne i notaterne ikke var omfattet af miljøoplysningslovens § 3, nr. 3, om oplysninger vedrørende foranstaltninger, der påvirker eller kan påvirke miljøelementer. I den forbindelse lagde ombudsmanden vægt på bl.a., at Fødevarestyrelsens evaluering ikke i første række vedrørte miljøforhold, men derimod styrelsens mere generelle organisation og beredskab. Endvidere måtte muligheden for miljøpåvirkning som følge af, at rapportens anbefalinger måtte blive gennemført, efter ombudsmandens opfattelse anses som indirekte, teoretisk og hypotetisk.
Det gav ikke ombudsmanden anledning til bemærkninger, at dokumentet med notater var blevet undtaget som internt. Ombudsmanden fandt dog, at notaterne udgjorde en del af sagens faktuelle grundlag, da de indgik i det grundlag, som Fødevarestyrelsen havde bygget sine anbefalinger på. Som udgangspunkt var oplysninger i notaterne - der var af relevans for sagen - derfor efter ombudsmandens opfattelse omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1. Ombudsmanden kunne endvidere ikke se, at oplysningerne i notaterne fremgik af andet materiale, som Fødevarestyrelsen havde udleveret til journalisten.
Ombudsmanden henstillede på den baggrund til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri at genoptage sagen.
(Sag nr. 23/01452)