FOB 2024-17

Transportministeriet kunne afslå aktindsigt af hensyn til det offentliges økonomiske interesser knyttet til voldgiftssager

21-05-2024

Bygningsstyrelsen og Vejdirektoratet, der var bygherrer på byggeriet af Niels Bohr Bygningen, var involveret i et antal voldgiftssager mod flere entreprenørselskaber som følge af forsinkelser ved byggeriet. I den forbindelse anmodede et af selskaberne Transportministeriet om aktindsigt i nogle fortrolige orienteringer fra ministeriet til Folketinget vedrørende byggeriet.

Selskabet klagede over, at Transportministeriet afviste at give aktindsigt i oplysninger om Bygningsstyrelsens og Vejdirektoratets beskrivelser og vurderinger vedrørende byggeprojektets forløb og fremdrift, herunder styrelsernes vurderinger af, hvilke forhold der var medvirkende til byggeriets forsinkelse og fordyrelse. Som grundlag for undtagelsen havde Transportministeriet henvist til offentlighedslovens § 33, nr. 3, om hensynet til det offentliges økonomiske interesser.

Ombudsmanden udtalte, at bestemmelsen i offentlighedslovens § 33, nr. 3, omfatter det offentliges økonomiske interesser i forbindelse med kontraktforhold, herunder i visse situationer økonomiske interesser, der ligger efter kontraktens indgåelse. Det gælder bl.a. økonomiske interesser, der knytter sig til retssager, der udspringer af kontraktforhold. Ombudsmanden var enig med Transportministeriet i, at også det offentliges økonomiske interesser, der knytter sig til voldgiftssager, der udspringer af kontraktforhold, er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Ombudsmanden kunne endvidere ikke tilsidesætte Transportministeriets vurdering af, at udlevering af oplysningerne ville kunne få indflydelse på verserende voldgiftssager eller sager, som styrelserne konkret overvejede at anlægge, og at det på den baggrund var nødvendigt at undtage oplysningerne fra aktindsigt for at beskytte væsentlige hensyn til det offentliges økonomiske interesser, jf. offentlighedslovens § 33, nr. 3.

(Sag nr. 23/06427)