FOB 93.253

Kapitalisering af arbejdsskadeerstatning.

01-01-1993

A, der i 1990 var blevet tilkendt en arbejdsskadeerstatning, ansøgte i 1991 om kapitalisering af et beløb på 150.000 kr., jf. § 39 i den dagældende arbejdsskadeforsikringslov. Efter denne bestemmelse skulle ansøgningen imødekommes, medmindre det efter Arbejdsskadestyrelsens skøn var økonomisk uforsvarligt.

Arbejdsskadestyrelsen og Den Sociale Ankestyrelse imødekom ansøgningen for så vidt angik et beløb på 50.000 kr. Som begrundelse for ikke at imødekomme ansøgningen fuldt ud henviste myndighederne - med varierende formuleringer - til, at en yderligere kapitalisering ikke kunne antages at ville forbedre A's økonomi. Den gengivelse af lovens § 39, som var indeholdt i en række af myndighedernes skrivelser til A, svarede i det væsentlige til bestemmelsens indhold før en lovændring i 1987; ved denne lovændring blev den vurdering, myndighederne skal anlægge ved ansøgninger om kapitalisering, væsentligt ændret til ansøgernes fordel.

Ombudsmanden udtalte, at myndighederne i realiteten måtte antages at have truffet afgørelse i A's sag på grundlag af den retstilstand, der var foreskrevet i arbejdsskadeforsikringsloven indtil den 1. april 1987. Ombudsmanden anså dette forhold for meget beklageligt og henstillede til Den Sociale Ankestyrelse at tage sagen op til fornyet overvejelse. (J. nr. 1992-2930-023).