Danske Kørelæreres Landsforbund klagede over, at Indenrigsministeriet i en vejledende udtalelse af 6. november 1990 til Tilsynsrådet for X Amt havde udtalt, at ministeriet ikke anså det for ulovligt at videreføre kommunalt ejede køretekniske anlæg etableret før 1990. Det fremgik af landsforbundets henvendelse, at klagen især angik det forhold, at Indenrigsministeriet herved havde anerkendt, at det var lovligt at videreføre anlægget C, som var ejet og drevet af Y Amt siden anlæggets opførelse i 1985.
Hovedproblemstillingen i sagen var, om det fortsat kunne anses for lovlig kommunal virksomhed at udbyde køretekniske elevkurser fra et kommunalt ejet køreteknisk anlæg, efter at det ved lov nr. 158 af 24. april 1985 om ændring af færdselsloven med virkning fra 1. januar 1990 var blevet en obligatorisk del af køreuddannelsen til personbil at gennemføre et udvidet øvelseskursus på særlige køretekniske anlæg.
I Færdselssikkerhedskommissionens betænkning nr. 892/1980 om køreuddannelse udtales s. 56 og s. 60 ff bl.a. følgende om oprettelse og finansiering af lukkede øvelsespladser og særlige køretekniske anlæg:
"Som det fremgår af pkt. 4.1.3. anbefaler kommissionens flertal, at en del af den praktiske køreuddannelse i fremtiden kommer til at foregå på en lukket øvelsesplads.
Flertallet har ikke set det som sin opgave at fremkomme med detaljerede forslag til, hvorledes - og i hvilket regie - disse lukkede øvelsespladser skal oprettes samt til sådanne pladsers indretning. Dette bør ligesom for de køretekniske anlægs vedkommende overlades til Justitsministeriet efter forhandling med de berørte myndigheder og organisationer.
...
Det er oplyst, at der i dag eksisterer 8 anlæg incl. FDM's Jyllandsringen og landtransportskolernes Ring Djursland. Der er endvidere flere steder i landet planer om at oprette sådanne anlæg, jfr. bilag 5.
Flertallet har bemærket, at Dansk Kørelærerunion har tilkendegivet, at kørelærerne vil oprette og drive anlæggene, hvis øvelser på køretekniske anlæg gøres obligatorisk. Unionen anslår, at der skal være ialt ca. 40 anlæg i drift for at kunne dække behovet på landsplan.
...
Flertallet er klar over, at det bl.a. på grund af det omfattende anlægsarbejde, der er nødvendigt ved oprettelsen af anlæggene, vil vare nogle år, inden landet er dækket med et tilstrækkeligt antal køretekniske anlæg.
... Flertallet har derfor overvejet først at lade øvelser på køretekniske anlæg indgå som obligatorisk led i uddannelsen, når landet er så godt som dækket af sådanne anlæg.
For imidlertid dels at fremskynde etableringen af køretekniske anlæg dels at drage nytte af de eksisterende anlæg går flertallet ind for, at de eksisterende anlæg skal benyttes i køreuddannelsen, således at det overlades justitsministeriet at fastsætte de nærmere bestemmelser for anvendelse af disse anlæg."
Betænkningen gav anledning til, at justitsministeren den 3. oktober 1984 i Folketinget fremsatte et forslag til ændring af bl.a. færdselslovens regler om køreuddannelse (L12/84). Der blev ikke heri stillet forslag om at gøre undervisning på køretekniske anlæg obligatorisk, hvilket begrundedes med hensynet til de betydelige omkostninger, som ville være forbundet med etableringen af det fornødne antal køretekniske anlæg.
Under folketingsbehandlingen blev imidlertid som § 56, stk. 4, 2. pkt., indsat en bestemmelse i færdselsloven om, at den indledende praktiske undervisning tillige skal omfatte udvidet øvelseskørsel på særlige køretekniske anlæg, idet det vedtoges, at bestemmelsen skulle træde i kraft efter justitsministerens nærmere bestemmelse, dog senest den 1. januar 1990 for så vidt angår køreuddannelsen til almindelig bil. Ændringsforslaget var i Retsudvalgets betænkning af 29. marts 1985 begrundet således:
"2. led i ændringsforslag nr. 8 omhandler lukkede køretekniske anlæg.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger punkt 3.1. og 3.5., at der på nuværende tidspunkt kun er udarbejdet detaljerede planer for uddannelsen til almindelig bil (kat. B).
Det foreslås derfor, at det allerede nu bestemmes, at uddannelse på køretekniske anlæg gøres obligatorisk ved køreuddannelsen til almindelig bil (kat. B) senest den 1. januar 1990. Det må forventes, at det tilstrækkelige antal køretekniske anlæg er etableret på det tidspunkt.
Der findes i dag 12 køretekniske anlæg. 3 anlæg er i offentligt/privat regie: Ring Djursland, Jyllandsringen og Holmegaard ved Næstved. Disse anlæg er indrettet til storvogne (busser og lastbiler + påhængskøretøjer). 9 anlæg er etableret i Dansk Kørelærer-Unions regie og 1 er under opførelse. Disse anlæg er beregnet til almindelige biler. Dansk Kørelærer-Union har oplyst, at behovet for køretekniske anlæg på landsplan til almindelige biler vil være dækket med mindst 28 anlæg, og at der formentlig på længere sigt vil blive anlagt ca. 35 anlæg. Dansk Kørelærer-Union har givet tilsagn om at anlægge og drive disse anlæg, som vil være åbne for alle uanset medlemskab af Dansk Kørelærer-Union.
Således som bestemmelserne er formuleret, er der imidlertid åbnet mulighed for, at justitsministeren i givet fald kan træffe bestemmelse om, at undervisning på de omhandlede øvelsespladser og køretekniske anlæg også skal omfatte uddannelsen til motorcykel (kat. A) og storvogn (kat. C, D og E)."
I en skrivelse af 20. juli 1985 til Indenrigsministeriet gjorde advokat B som advokat for kørelærerforeningen D gældende, at det køretekniske anlæg C, som Y Amt/Hovedstadsrådet var ved at etablere, var i modstrid med de forudsætninger, som er beskrevet i betænkning 892/1980 om køreuddannelse, og at et sådant anlæg ville skabe en betydelig konkurrenceforvridning og eventuelt underminere markedet for privatdrevne køretekniske anlæg.
Henvendelsen gav anledning til, at Indenrigsministeriet anmodede henholdsvis Y Amt og Justitsministeriet om en udtalelse i sagen.
I den fra Justitsministeriet indhentede udtalelse af 25. september 1985 henvistes bl.a. til, at det offentlige var helt eller delvist inddraget i etablering og drift af adskillige eksisterende og planlagte køretekniske anlæg, og at der i forbindelse med udarbejdelsen af Justitsministeriets lovforslag var lagt afgørende vægt på, at der ved etablering af køretekniske anlæg var åben adgang for alle kørelærere til at anvende de køretekniske anlæg.
Som svar på Indenrigsministeriets høring anførte Y Amt i skrivelse af 11. oktober 1985 bl.a. følgende:
"...
I den anledning skal man meddele, at det er (Y) amtsråds opfattelse, at det er en væsentlig offentlig opgave at søge færdselssikkerheden fremmet ved at skabe mulighed for at bilisterne kan få øvelse i køreteknik. Denne opfattelse har fået støtte i Hovedstadsrådet, der har bevilget midlerne til opførelse af anlægget, og i Justitsministeriet, som løbende har været orienteret om arbejdet med etablering af anlægget.
Hvis kørsel på køretekniske anlæg bliver gjort obligatorisk, vil der - som det fremgår af betænkningen - være brug for et stort antal private og/eller offentligt drevne anlæg, men disse anlæg behøver ikke alle at være af en standard som anlægget (C), som er opført til at give mulighed for de mest avancerede former for køretræning, herunder kørsel med store vogne, udrykningskørsel m.v. Det forventes i øvrigt, at en væsentlig del af anlæggets kapacitet vil blive anvendt til uddannelse af erhvervschauffører i Direktoratet for Arbejdsmarkedsuddannelsernes regie.
..."
I indenrigsministerens svar af 7. november 1985 til advokat B er bl.a. anført følgende:
"...
Det, jeg kan tage stilling til, er, om (Y) amtskommune/Hovedstadsrådet ved etableringen af anlægget har handlet i modstrid med gældende retsgrundsætninger for kommuners virksomhed.
Jeg må lægge vægt på, jfr. også Justitsministeriets besvarelse, at der er adskillige eksempler på, at køretekniske anlæg helt eller delvis drives i offentlig regie. Baggrunden for, at dette har kunnet accepteres, er, at det er blevet anset for et lovligt kommunalt formål at fremme færdselssikkerheden. Det er dog samtidig en betingelse, at sådanne anlæg står åbne for alle brugere, det vil her sige kørelærere, men denne betingelse er opfyldt for anlægget (C's) vedkommende, jfr. justitsministeriets oplysninger.
...
Jeg må derfor konkludere, at der ikke ud fra kommunalretlige hensyn er grundlag for at anse (Y) amtskommunes og Hovedstadsrådets engagement ved anlæggets etablering for retsstridigt.
..."
På baggrund af en konkret sag fra K kommune om et kommunalt engagement i et køreteknisk anlæg anmodede Tilsynsrådet for X Amt i skrivelse af 6. marts 1990 Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse vedrørende rækkevidden af Indenrigsministeriets ovennævnte skrivelse af 7. november 1985. Indenrigsministeriet udtalte som svar herpå i skrivelse af 6. november 1990 bl.a. følgende:
"...
I skrivelse af 7. november 1985 udtalte den daværende indenrigsminister i anledning af en henvendelse fra en kørelærerforening, at et kommunalt engagement i et konkret køreteknisk anlæg ikke ud fra kommunalretlige regler kunne anses for retsstridigt. Baggrunden for ministerens udtalelse var, at det i kommunalretlig teori og praksis er fast antaget, at fremme af færdselssikkerhed som udgangspunkt er en opgave, som kommunerne kan varetage uden direkte lovhjemmel. Der eksisterede på daværende tidspunkt ikke nogen pligt for førere af personbiler til at benytte køretekniske anlæg. Da træning på sådanne anlæg må antages at fremme færdselssikkerheden, kunne kommunerne lovligt selv etablere - eller yde tilskud til anlæg og drift i privat regi af - køretekniske anlæg, under forudsætning af, at anlæggene ikke blev drevet med erhvervsøkonomisk formål - og for så vidt angår de kommunalt støttede anlæg, at disse i øvrigt opfyldte de almindelige betingelser for kommunalt tilskud.
Ved lov nr. 158 af 24. april 1985 om ændring af lov om færdsel blev gennemførelse af et kursus på et køreteknisk anlæg med virkning fra 1. januar 1990 en obligatorisk del af køreuddannelsen til personbil. Grundlaget for Indenrigsministeriets konkrete stillingtagen til lovligheden af et kommunalt engagement i et køreteknisk anlæg i 1985 er herefter blevet ændret.
På denne baggrund anmodede ministeriet den 20. marts 1990 i anledning af tilsynsrådets skrivelse af 6. marts 1990 Justitsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt det i forbindelse med den omhandlede ændring af færdselsloven blev præciseret, hvilke opgaver kommunerne efter 1990 kunne varetage i relation til etablering og drift af køretekniske anlæg.
Justitsministeriet har i skrivelse af 8. august 1990 meddelt, at færdselsloven og dens forarbejder ikke indeholder regler om kommunernes adgang til at etablere eller yde finansiel støtte til køretekniske anlæg.
Det er herefter Indenrigsministeriets opfattelse, at etablering af køretekniske anlæg efter 1. januar 1990 til brug for kurser i forbindelse med kørekorterhvervelse og støtte - herunder garantistillelse - til etablering og drift af sådanne anlæg i privat regi ikke længere er en kommunal opgave. Begrundelsen herfor er, at da kørsel på køretekniske anlæg er blevet en obligatorisk del af den lovpligtige køreuddannelse, vil kommunalt engagement i anlæggene ikke fremme færdselssikkerheden for almindelige kørekorterhververes vedkommende.
Kommunerne vil fortsat kunne yde støtte til frivillige efteruddannelseskurser for trafikanter på køretekniske anlæg, idet sådanne kurser må antages at fremme færdselssikkerheden. Støtte kan ydes ved tilskud til eksisterende køretekniske anlæg, såfremt det sikres, at støtten alene anvendes til efteruddannelsesaktiviteter - eller en kommune kan selv etablere et køreteknisk anlæg til efteruddannelsesaktiviteterne. Sådanne anlæg må dog alene anvendes til efteruddannelsesformål og må ikke drives med erhvervsøkonomisk sigte.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvilke konsekvenser den ændrede retstilstand får for kommunalt ejede køretekniske anlæg, etableret før 1. januar 1990, bemærkes, at der som nævnt i forbindelse med ændringen af færdselsloven i 1985 ikke blev taget stilling til, hvilke opgaver kommunerne kunne varetage på området. Indenrigsministeriet finder på denne baggrund ikke grundlag for at anse en videreførsel af sådanne kommunalt ejede køretekniske anlæg for ulovlig, selvom det som nævnt efter 1. januar 1990 vil være ulovligt at etablere nye køretekniske anlæg til afvikling af kurser i forbindelse med kørekorterhvervelse.
Da en kommune ikke må yde tilskud til kørekorterhververe uden lovhjemmel, skal de eksisterende kommunalt ejede køretekniske anlæg fremover drives efter almindelige forretningsmæssige principper på området, idet de kommunale anlæg dog skal have dækket deres omkostninger, herunder forrentning og afskrivning m.v."
C's virksomhed havde på dette tidspunkt givet anledning til en klage af 29. marts 1990 til Indenrigsministeriet fra en pårørende til en afdød kørelærer, som havde været involveret i etableringen af et køreteknisk anlæg på Sjælland. Denne henvendelse blev besvaret ved indenrigsministerens skrivelse af 6. november 1990, hvori bl.a. er anført følgende:
"..., skal kommunalt ejede køretekniske anlæg, for så vidt angår obligatoriske kurser i forbindelse med erhvervelse af kørekort, efter 1. januar 1990 fastsætte prisen ud fra almindelige forretningsmæssige principper på området, idet de kommunale anlæg dog skal have dækket deres omkostninger incl. forrentning og afskrivning. Det vil alene være lovligt for kommunerne at yde støtte til frivillige efteruddannelseskurser, hvor et kommunalt engagement stadig kan medvirke til fremme af færdselssikkerheden.
Jeg finder på baggrund af ovenstående ikke, at (Y) Amtskommunes hidtidige prispolitik har været i strid med de regler, der var gældende før 1. januar 1990. Jeg har nu underrettet (Y) Amtskommune om de nye regler, således at amtskommunen fremover kan indrette sin prispolitik på den ændrede retstilstand.
Til din orientering vedlægger jeg en vejledende udtalelse om kommunalt engagement i køretekniske anlæg, som Indenrigsministeriet har udarbejdet efter anmodning fra Tilsynsrådet for (X) Amt.
..."
Det fremgik endvidere af sagen, at de 5 øvrige køretekniske anlæg på Sjælland i en skrivelse af 30. marts 1990 til Y Amt havde anført, at de fandt, at etableringen og ikke mindst driften af C var "på kanten af kommunalfuldmagtens grænser", idet de i den forbindelse klagede over, at C udøvede en knivskarp priskrigspolitik, samtidig med at det blev henstillet, at C's elevkursuspris for personbiler blev hævet fra det på daværende tidspunkt fastsatte beløb på 850,00 kr. til 1.085,00 kr.
I Y Amts svar af 27. april 1990 til de nævnte køretekniske anlæg blev deres indvendinger afvist, idet det dog samtidig blev oplyst, at kommunen havde besluttet at forhøje kursusprisen til 900,00 kr.
Landsforbundet gjorde i sine henvendelser til mig gældende, at det efter 1. januar 1990 måtte være i strid med kommunalfuldmagten at udbyde obligatoriske kørekurser fra kommunale køretekniske anlæg, hvad enten der var tale om anlæg etableret før eller efter 1. januar 1990. Landsforbundet henviste herved bl.a. til, at kørelærerne havde opfyldt deres tilsagn til Folketinget om at etablere de nødvendige køretekniske anlæg til brug for de obligatoriske kurser i tillid til, at de ikke ville blive mødt med konkurrence fra det offentliges side med hensyn til denne del af kørelærernes uddannelse af nye bilister.
Hvad specielt angik anlægget C, henviste landsforbundet bl.a. til,
-at C er det eneste kommunalt ejede og drevne køretekniske anlæg i landet,
-at C dækker en uforholdsmæssig stor del af markedet set i forhold til de øvrige anlæg øst for Storebælt,
-at de private køretekniske anlæg har så rigelig uudnyttet kursuskapacitet, at de uden vanskelighed kan dække også C's markedsandel,
-at C's salg af elevkurser til personbiler er C's hovedaktivitet og ikke blot et accessorium til C's øvrige aktiviteter,
-at C herved konkurrerer med de private danske kørelærere,
-at C i den forbindelse fører en særdeles aggressiv pris- og markedsføringspolitik i bestræbelserne på at forhøje virksomhedens i forvejen meget høje markedsandele, samt
-at C som offentlig institution har opnået en række økonomiske fordele, hvilket medfører en konkurrenceforvridning set i forhold til de private anlæg.
I udtalelsen af 16. marts 1992 fra Y Amt i anledning af klagen anførte amtet bl.a. følgende:
"...
Det fremgår af korrespondancen fra 1985, at Justitsministeriet overfor Indenrigsministeriet i skrivelse af 25. september 1985 har oplyst, at det offentlige helt eller delvist er inddraget i etablering og drift af adskillige eksisterende og planlagte køretekniske anlæg, og at Justitsministeriet ved udarbejdelsen af lovforslaget om obligatorisk undervisning i køreteknik, har lagt afgørende vægt på at der ved etablering af anlæg, er åben adgang for alle kørelærere.
Det har derfor i 1986 været kendt, at (C) skulle benyttes til undervisning af køreskoleelever, når dette blev obligatorisk. De af kørelærerne etablerede anlæg i (...) og (...), er etableret efterfølgende. Kørelærerne har dermed været vel vidende om, at der muligvis opstod en overkapacitet på området.
Af amtets udtalelse fremgår det endvidere, at (C's) prispolitik er baseret på almindelige forretningsmæssige principper, herunder at der i (C's) priser indgår dækningsbidrag til forrentning og afskrivning.
I landsforbundets klage henvises til, at det af amtets budget for 1990 fremgår, at der blev påregnet gennemført 12.000 køreskoleelevkurser på (C). Det tilkendegives at (C) dermed indtager en fuldstændig dominerende markedsposition med en markedsandel på formodentlig ca. 43%. Det er derfor landsforbundets opfattelse, at salget af køretekniske kurser til køreskoler således er (C's) hovedaktivitet, og ikke blot et accessorie til (C's) samlede aktivitet.
Hertil skal det bemærkes herfra, at undervisningen af køreskoleelever aldrig har haft det omfang der er anført fra landsforbundet. Med hensyn til omfanget af (C's) undervisning af køreskoleelever, der er væsentligt mindre end det anførte, henvises til vedlagte uddrag af budgettet for 1992.
Amtsrådet må under henvisning til ovenstående fastholde, at (C) er etableret fuldt lovligt og fortsat drives i fuld overensstemmelse med de af Indenrigsministeriet oplyste forudsætninger.
...
For så vidt angår de nu fra Kørelærernes Landsforbund øvrige anførte kritikpunkter vedrørende, ... skal det bemærkes:
Amtet yder ikke tilskud til elevernes transport til (C). Der er dog i 1990 af (C) afholdt en engangsudgift på 61.000 kr. svarende til driftsudgiften de første 3 måneder til HT, i forbindelse med etablering af en busforbindelse til (C). Dette er helt i overensstemmelse med HT's normale praksis, når der fremsættes anmodning om etablering af en ny busrute. Udgiften er fuldt ud afholdt over (C's) driftsbudget, og dermed betalt af indtægten ved salg af kurser.
Der ydes ikke amtskommunalt tilskud til elevernes eller eventuelle pårørendes køb i (C's) kantine. Dækningsbidraget til driften af kantinen er medtaget ved fastsættelse af kursuspriserne på (C).
Med hensyn til at bilfirmaer stiller et antal biler vederlagsfrit til rådighed for (C), skal det bemærkes at dette alene må opfattes som godt købmandsskab fra (C's) side."
I en udtalelse fra Indenrigsministeriet af 12. juni 1992 i anledning af klagen var anført følgende:
"...
For så vidt angår de allerede bestående kommunale og amtskommunale køretekniske anlæg, fandt Indenrigsministeriet under hensyn til, at anlæggene var lovligt etableret, og at der var tale om væsentlige økonomiske dispositioner for kommuner og amtskommuner, ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse det kommunale og amtskommunale engagement for ulovliggjort. Indenrigsministeriet tillagde det desuden en vis betydning, at bestående kommunale og amtskommunale køretekniske anlæg kunne tages i betragtning ved etableringen af de nye anlæg, som ændringen i færdselsloven nødvendiggjorde.
Indenrigsministeriet har herudover overvejet, om der på grundlag af almindelige kommunalretlige grundsætninger kan antages at gælde grænser for, i hvilket omfang de eksisterende kommunalt og amtskommunalt ejede køretekniske anlæg må udbyde obligatoriske køretekniske kurser. Indenrigsministeriet har dog ikke fundet grundlag for at fastslå eksistensen af sådanne grænser.
For så vidt angår beregning af priser for obligatoriske kurser på de eksisterende kommunalt og amtskommunalt ejede køretekniske anlæg bemærkes, at der gør sig særlige forhold gældende i forbindelse med dette spørgsmål. På den ene side kan kommunerne og amtskommunerne ikke længere lovligt yde støtte til kurserne, idet støtten ikke kan antages at fremme færdselssikkerheden, men alene vil være støtte til de personer, der ønsker at erhverve kørekort. En sådan støtte forudsætter lovhjemmel. Priserne på kurserne skal derfor fastsættes således, at de som minimum dækker udgifterne til kurserne, herunder forrentning og afskrivning af anlæggene. På den anden side er det som udgangspunkt ikke en kommunal eller amtskommunal opgave uden lovhjemmel at drive virksomhed med henblik på opnåelse af overskud. Ministeriet har på denne baggrund overvejet, om der kan antages at gælde et krav om, at driften af anlæggene, for så vidt angår de obligatoriske kurser, skal hvile i sig selv, således som det traditionelt antages at være tilfældet for kommunale forsyningsvirksomheder, hvor prisberegningen ikke er fastsat ved lov. Efter ministeriets opfattelse kan et sådant krav imidlertid ikke antages at gælde. Et krav om, at driften af anlæggene skal hvile i sig selv, vil således kunne medføre konkurrenceforvridning i forhold til de private anlæg, idet kursuspriserne på de kommunalt og amtskommunalt ejede anlæg kan blive lavere end priserne på de privatejede anlæg, såfremt der ikke indregnes normal fortjeneste i priserne. En sådan konkurrenceforvridning må antages at være i strid med den almindelige kommunalretlige grundsætning om, at kommuner og amtskommuner ikke må påføre private urimelig konkurrence.
På denne baggrund har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at udtale andet om prisfastsættelsen, end at anlæggene skal drives efter almindelige forretningsmæssige principper. Heri ligger, at der ikke må ydes kommunalt eller amtskommunalt tilskud til afviklingen af de obligatoriske kurser, og at prisfastsættelsen ikke må påføre private urimelig konkurrence.
Særligt for så vidt angår spørgsmålet om lovligheden af driften af (C) bemærkes, at (Y) Amtskommune til det af Danske Kørelæreres Landsforbund anførte vedrørende tilskud til elevernes transport til (C) samt til elevers og pårørendes indkøb i (C's) kantine, har oplyst, at udgifterne hertil betales af indtægterne ved salg af kurser, og at amtskommunen ikke yder tilskud til disse formål. På denne baggrund og under henvisning til, at der er tale om virksomhed, som er en integreret del af den lovlige kursusvirksomhed på (C), finder Indenrigsministeriet ikke grundlag for at antage, at de omhandlede tilskud er ydet i strid med kommunalretlige regler. Det forhold, at (C) benytter biler, som vederlagsfrit stilles til rådighed af private bilfirmaer, giver ikke Indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.
..."
I en skrivelse til mig anslog landsforbundet på baggrund af talmateriale hidrørende fra Y Amts regnskab for 1991 og budget for 1992, Statistisk Årbog og Rigspolitichefens årsberetning samt på baggrund af oplysninger indhentet fra Rigspolitichefens informationskontor og Københavns politis køreprøvesagkyndiges kontor, at C i 1991 havde en andel på 34,4% af markedet for obligatoriske køretekniske kurser på Sjælland og Lolland-Falster, og for 1992 tilstræbte en stigning i markedsandelen til 37,8%.
Det fremgik af Y Amts regnskab for 1991, at C's salg af køretekniske kurser i 1991 fordelte sig således:
Elevkurser, personbil6.903stk.
Elevkurser, lastbil1.376stk.
Elevkurser, Forsvaret2.185stk.
Politiskoleelever 10dage
Personbilkurser1.008stk.
Personbilkurser 5 timer 179stk.
Lastbilkurser 286stk.
Af Y Amts budget for 1992 fremgik, at der i 1992 var budgetteret med afvikling af følgende kurser:
Elevkurser, personbil7.500stk.
Elevkurser, lastbil3.900stk.
Basiskurser, personbil1.300stk.
Basiskurser, lastbil 300stk.
Minikurser, personbil 300stk.
Instruktørkurser 40stk.
Ny instruktøruddannelse 60stk.
I min afsluttende skrivelse til Landsforbundet udtalte jeg følgende:
"Ved gennemførelsen i 1985 af færdselslovens § 56, stk. 4, 2. pkt., om obligatorisk køreskoleundervisning på særlige køretekniske anlæg blev der ikke taget udtrykkelig stilling til kommunernes adgang til at etablere og drive sådanne anlæg.
Som det fremgår af gennemgangen ovenfor, nævnes det i bestemmelsens forarbejder, at 3 af de dengang eksisterende 12 køretekniske anlæg var i "offentligt/privat regi", men karakteren og omfanget af det offentliges engagement i de tre omhandlede anlæg omtales ikke nærmere. Dette er heller ikke blevet uddybet i Justitsministeriets svar af 13. november 1984 på Retsudvalgets spørgsmål 1, 2, 11 og 16 til L 12/84, hvori Retsudvalget havde udbedt sig nærmere oplysning om de eksisterende og planlagte køretekniske anlæg. I de nævnte svar fra Justitsministeriet ses det planlagte anlæg (C) endvidere ikke omtalt.
Forarbejderne baserer sig i øvrigt på en forudsætning om, at det ved reformen skabte behov for køretekniske anlæg, som på landsplan anslås at ville andrage ca. 28-35 anlæg, vil blive opfyldt gennem oprettelse og drift af anlæg i privat regi.
Det er på denne baggrund min opfattelse, at lovgiver ved reformens gennemførelse er gået ud fra, at etablering og drift af de for reformens gennemførelse nødvendige køretekniske anlæg er en form for virksomhed, som det især påhviler det private erhvervsliv at varetage.
Efter de almindelige retsgrundsætninger, som gælder vedrørende kommuners adgang til på ulovbestemt grundlag at stille ydelser til rådighed for kommunens borgere (den såkaldte kommunalfuldmagt), har kommunerne en vis adgang til at drive virksomhed, som normalt varetages af den private sektor, men sådan virksomhed anses kun for lovlig, hvis de hensyn, som kommunen ønsker at varetage via virksomheden, bør prioriteres forud for virksomhedens eventuelle skadelige virkninger for konkurrencen.
Der er i sagen enighed om, at udbud af kommunale køretekniske elevkurser ikke længere kan begrundes i hensynet til færdselssikkerheden, efter at disse kurser er blevet en obligatorisk del af køreskoleundervisningen. Indenrigsministeriet drager heraf den konsekvens, at etablering og støtte til sådan virksomhed herefter ikke længere kan anses for en kommunal opgave, idet Indenrigsministeriet dog gør en undtagelse, for så vidt sådan virksomhed udøves af kommunalt ejede køretekniske anlæg etableret før 1. januar 1990.
Kommunernes adgang til at drive virksomhed i konkurrence med det private erhvervsliv er - hvis der ses bort fra kommunernes traditionelle opgaver og produktion til eget forbrug - især blevet anerkendt, hvor der er tale om salg af biprodukter samt i relation til opgaver, der har en meget tæt tilknytning til i øvrigt lovlig kommunal virksomhed (såkaldt accessorisk virksomhed).
Der foreligger i sagen alene nærmere oplysninger om ét kommunalt ejet og drevet køreteknisk anlæg, (C). Af gennemgangen ovenfor fremgår imidlertid, at dette anlægs udbud af obligatoriske elevkurser udgør den væsentligste del af anlæggets virksomhed. Denne produktion kan derfor vanskeligt betegnes som en biproduktion eller som accessorisk virksomhed.
Dette ses da heller ikke at være gjort gældende fra Indenrigsministeriets side, jf. herved de ovenfor refererede uddrag fra Indenrigsministeriets udtalelse af 12. juni 1992, hvorefter Indenrigsministeriet som begrundelse for sin afgørelse navnlig har henvist til,
-at de før 1990 bestående kommunale anlæg er lovligt etableret,
-at der er tale om væsentlige økonomiske kommunale dispositioner, samt - til en vis grad -
-at anlæggene har kunnet tages i betragtning ved etableringen af de nye anlæg, som ændringen af færdselsloven nødvendiggjorde.
Spørgsmålet er imidlertid, om de således fremhævede hensyn er tilstrækkeligt vægtige til at legitimere udøvelsen af ikke-kommunal virksomhed.
Som anført af Claus Haagen Jensen i Kommunalret, 4. udgave 1978, s. 62, influerer de skiftende samfundsmæssige behov på afgrænsningen af de kommunale opgaver, hvorfor det forhold, at en kommune på et vist tidspunkt har kunnet varetage en vis interesse, ikke betyder, at området for stedse falder inden for kommunens lovlige virkefelt. At et kommunalt anlæg er lovligt etableret, kan derfor næppe i sig selv legitimere, at anlægget fortsætter med at drive en virksomhed, efter at det ikke længere kan anses for en kommunal opgave at udøve den pågældende virksomhed. At anlægget repræsenterer en væsentlig kommunal investering, kan endvidere næppe føre til et andet resultat, da det er almindeligt antaget, at kommuner ikke må drive erhvervsvirksomhed i konkurrence med private alene med økonomisk vinding for øje, jf. herved Preben Espersen, Kommunalforvaltning, 1990, s. 125.
Konsekvensen af, at en bestemt aktivitet ikke længere anses for en kommunal opgave, må efter min opfattelse som udgangspunkt være, at en videreførelse af aktiviteterne i kommunalt regi kun kan ske, hvis formålet primært er at varetage opgaver, som fortsat anses for kommunale.
Uanset dette udgangspunkt har jeg dog ikke fundet tilstrækkeligt grundlag for at kritisere Indenrigsministeriets udtalelse. Jeg har herved lagt vægt på, at der ved ændringen af færdselsloven ikke er taget direkte stilling til, om de eksisterende anlæg kunne opretholdes eller skulle afvikles. Havde meningen utvivlsomt været, at de eksisterende kommunale anlæg skulle afvikles - med deraf følgende økonomisk tab for de involverede kommuner - burde det efter min opfattelse være fremgået klarere af lovændringen. Jeg har endvidere lagt vægt på de oplysninger om prisfastsættelsen, som fremgår af Indenrigsministeriets udtalelse.
..."