Handelsselskabet A erhvervede i 1990 en grund. Grunden var olieforurenet, hvilket A ved erhvervelsen måtte antages at have været bekendt med. Det måtte anses for ubestridt, at det var selskabet B, der havde ejet grunden indtil 1986, som havde forårsaget forureningen.
Med henblik på senere at udstede et egentligt oprydningspåbud udstedte K Kommune et påbud til A om at foretage en nærmere kortlægning m.v. af forureningens omfang. Påbuddet, der efterfølgende blev tiltrådt af Miljøstyrelsen (M), blev udstedt med hjemmel i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3. M gjorde navnlig gældende, at A ved erhvervelsen af grunden var indtrådt ("succederet") i B's ansvar, og mente i øvrigt, at påbuddet havde støtte i Højesterets dom i Rockwool-sagen (Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 674ff).
Ombudsmanden anførte i en skrivelse til M, at han efter ordlyden af og forarbejderne til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, måtte anse det for tvivlsomt, om bestemmelsen gav hjemmel til at udstede påbud til en grundejer, som ved erhvervelsen nok var bekendt med forureningen, men som ikke selv havde forårsaget denne. M's successionssynspunkt syntes i øvrigt ikke at have støtte i retspraksis. Endelig kunne der - under hensyn til "forureneren betaler"-princippet - rejses spørgsmål om, hvorvidt et eventuelt påbud ikke under alle omstændigheder først burde rettes til B.
Ombudsmanden anmodede M om en supplerende udtalelse på grundlag af de anførte synspunkter. M meddelte herefter, at man - under hensyn til den tvivl, som ombudsmandens synspunkter havde rejst - havde trukket det udstedte påbud tilbage. (J. nr. 1992-2247-110).