I forbindelse med ombudsmandens inspektionsbesøg i Statsfængslet i Nyborg, omtalt i FOB 1993, konstaterede han 3 generelle problemer vedrørende afsoningsforholdene i kriminalforsorgens åbne og lukkede fængsler: 1. driften af købmandsbutikkerne i de fængsler, hvor der er indført selvforplejning, 2. mulighederne for fremvisning af videofilm i fængslerne og 3. de indsattes arbejdstøj. Ombudsmanden forelagde de 3 forhold for Direktoratet for Kriminalforsorgen (DFK).
Ombudsmanden udtalte, at DFK - i de anstalter, hvor der er indført selvforplejning - har en særlig pligt til at sikre, at selvforplejningen kan ske på en tilfredsstillende ernæringsrigtig måde inden for de økonomiske rammer, som de indsatte har. Under henvisning til, at de indsattes kostpengebeløb er fastsat i overensstemmelse med Forbrugerstyrelsens oplysninger om, hvor meget en person kan klare sig for pr. dag, udtalte ombudsmanden, at såfremt det måtte vise sig, at varerne i købmandsbutikkerne ikke kan leveres til samme priser og af samme kvalitet, som i købmandsbutikker/kæder uden for fængslerne, må der fra DFK's side tages initiativ til en ændret drift af købmandsbutikkerne eller en revidering af kostpengebeløbets størrelse.
På baggrund af de foreliggende oplysninger tog ombudsmanden til efterretning, at DFK senere vil udsende nærmere retningslinier om fremvisning af videofilm i fængslerne, samt at DFK ved den kommende revision af beklædningscirkulæret vil overveje at ændre bestemmelserne om udlevering af arbejdstøj til de indsatte. (J. nr. 1993-171-628).