A klagede over, at Justitsministeriet havde afslået hans ansøgning om tilladelse til at anke en dom, som var afsagt af Vestre Landsret, til Højesteret som 3. instans.
Af de foreliggende oplysninger fremgik det, at A ved Vestre Landsrets ankedom af 29. august 1991 blev frifundet for en tiltale for voldtægtsforsøg.
Ved skrivelse af 17. september 1991 til statsadvokaten fremsatte A's advokat et erstatningskrav på ialt 10.000 kr. for uberettiget varetægtsfængsling samt tort. A's advokat anmodede endvidere på A's vegne om, at de fotos og fingeraftryk, som blev taget i forbindelse med A's anholdelse, blev tilintetgjort.
Ved skrivelse af 7. oktober 1991 til A's advokat meddelte statsadvokaten, at han kunne tilbyde A en takstmæssig torterstatning på 3.700 kr. Vedrørende tilintetgørelse af fotos og fingeraftyk henviste statsadvokaten til bestemmelsen i retsplejelovens § 792 f. Han oplyste, at A's fotos var tilintetgjort, men at hans fingeraftryk skulle opbevares til brug i identifikationsøjemed. Statsadvokaten henviste herved til Betænkning nr. 1104 om legemsindgreb under efterforskning, s. 89f.
Ved skrivelse af 11. oktober 1991 til statsadvokaten meddelte A's advokat, at A ønskede erstatningskravet indbragt for retten. Desuden anførte A's advokat følgende:
"...
A fastholder endvidere, at han ønsker fingeraftrykkene tilintetgjort.
A bemærker i denne forbindelse, at han ikke ønsker at være i noget arkiv eller register.
A ønsker ikke, at politiet eller nogen anden skal kunne sætte ham i forbindelse med nogen sag, ej heller fremtidige sager.
A ønsker heller ikke, at fingeraftrykkene skal kunne bruges i identifikationsøjemed. Dette personlige ønske må have forrang frem for det offentliges ønske om at bruge fingeraftrykkene i identifikationsøjemed."
Under den efterfølgende retssag ved Retten i X nedlagde anklagemyndigheden for så vidt angik fingeraftrykkene påstand om, at disse kunne opbevares af politiet i identifikationsøjemed.
Retten i X afsagde dom i sagen den 3. januar 1992. I udskriften af dombogen gengav retten to afsnit fra Betænkningen om legemsindgreb under efterforskning med følgende ordlyd:
"...
"Kapitel 5.
Opbevaring, registrering og destruktion af fingeraftryk, personfotografier og andet materiale.
------------------
5.2. Udvalgets forslag.
Udvalget foreslår, at der i retsplejeloven indsættes en bestemmelse om politiets opbevaring og destruktion af materiale og oplysninger, der hidrører fra legemsindgreb. Bestemmelsen foreslås indsat i lovudkastets § 792 f.
Bestemmelsen indebærer ikke, at der i retsplejeloven foretages en udtømmende regulering af politiets registre over oplysninger om legemsindgreb. Kun spørgsmål af væsentlig retsplejemæssig betydning for den enkelte borger bør efter udvalgets opfattelse normeres i retsplejeloven. --------------
For så vidt angår fingeraftryk må der efter udvalgets opfattelse lægges vægt på, at dette materiale ikke er egnet til ved forevisning at skabe mistanke om, at en bestemt person har været indblandet i kriminalitet. Fingeraftrykkene kan ikke genkendes af udenforstående, og misbrugsrisikoen bliver derfor minimal. Hertil kommer, at fingeraftryk uomtvisteligt er af stor betydning i identifikationsøjemed, og at der findes ikke få eksempler på, at fingeraftryk fra personer, der er blevet frifundet i en tidligere sag, eller mod hvem påtale er opgivet, har været af afgørende betydning i senere sager. Derfor finder udvalget, at politiet bør have lov til at opbevare alle fingeraftryk, der lovligt er optaget af sigtede personer. -----------".
I bemærkninger til lovudkastet hedder det på s. 106-107 blandt andet:
"Til § 792 f.
Bestemmelsen regulerer politiets adgang til at opbevare og registrere oplysninger og materiale, der hidrører fra legemsindgreb.
Reguleringen medfører en pligt for politiet til i visse tilfælde at destruere oplysninger. Stk. 1 og 2 vedrører opbevaring efter sagens afslutning, medens stk. 3 i visse tilfælde påbyder øjeblikkelig destruktion.
Stk. 1 vedrører personfotografier optaget med henblik på senere identifikation. Efter bestemmelsen må politiet ikke opbevare sådanne fotografier, såfremt de vedrører personer, der ikke har været sigtet. Politiet må heller ikke opbevare fotografier af personer, der har været sigtet, men senere frifindes, eller mod hvem påtale opgives. Disse regler svarer til gældende administrativ praksis, jfr. side 31. ---------------
Stk. 2 vedrører alt andet materiale, der hidrører fra legemsindgreb. Reglen har dog først og fremmest praktisk betydning for fingeraftryk. Efter bestemmelsen skal fingeraftryk m.v. af ikke-sigtede destrueres, når sagen er afsluttet. Derimod kan politiet opbevare fingeraftryk m.v. af personer, der har været sigtet, uanset at sagen mod den pågældende opgives, eller han eller hun frifindes. Bestemmelsen svarer for så vidt angår fingeraftryk til gældende administrativ praksis, jfr. side 29. ---------------".
..."
På ovenstående baggrund udtalte domsmandsretten følgende vedrørende spørgsmålet om tilintetgørelse af fingeraftryk:
"...
Der er ikke udtrykkelig lovhjemmel for, at politiet kan opbevare klagerens fingeraftryk i identifikationsøjemed, selv om han blev frifundet, og retten finder, at han derfor kan fordre dem tilintetgjort.
T H I K E N D E S F O R R E T :
(...)
Politiet skal tilintetgøre de fingeraftryk, som klageren afgav i forbindelse med denne sag.
..."
Anklagemyndigheden ankede dommen til Vestre Landsret med påstand om, at det godkendtes, at politiet kunne opbevare fingeraftryk i identifikationsøjemed.
A påstod stadfæstelse af dommen fra Retten i X. Under ankesagen gjorde A bl.a. gældende, at det ikke kan anses nødvendigt af opbevare fingeraftryk af en person, der er frifundet, for at forebygge forbrydelser eller beskytte andre. A henviste herved til artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Vestre Landsret afsagde dom i sagen den 16. september 1992. Ifølge domsudskriften udtalte retten følgende:
"...
De i dommen gengivne bemærkninger til udkastet til § 792 f, er gentaget i det lovforslag, der blev gennemført ved lov nr. 332 af 24. maj 1989 om ændring af retsplejeloven. Det følger således af den gennemførte lovbestemmelse, at politiet i et tilfælde som det foreliggende, hvor fingeraftryk af en sigtet er lovligt optaget, kan opbevare sådanne fingeraftryk, uanset at der i den pågældende straffesag sker frifindelse eller påtaleopgivelse. Denne bestemmelse kan ikke antages at være i strid med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention.
Landsretten tager derfor anklagemyndighedens påstand til følge.
Der afsiges herefter dom som nedenfor bestemt.
T h i k e n d e s f o r r e t:
Fortsat opbevaring i identifikationsøjemed af de af klageren afgivne fingeraftryk godkendes.
..."
Ved skrivelse af 29. september 1992 til Justitsministeriet ansøgte A's advokat om tilladelse til at indbringe Vestre Landsrets dom for Højesteret som 3. instans. Til støtte for ansøgningen anførte han bl.a., at "sagen har meget stor betydning for min klient og må tillige anses at have principiel betydning for andre personer, som måtte komme i en lignende situation".
Justitsministeriet indhentede udtalelser fra anklagemyndigheden til brug for sin behandling af sagen. I en udtalelse af 18. november 1992 udtalte Rigsadvokaten bl.a. følgende:
"Jeg anser det for helt åbenbart, at der ikke uden lovforskrifter herom er pligt for politiet til at destruere lovligt optagne fingeraftryk. Denne retstilstand må bl.a. være baggrunden for, at der vedrørende personfotografier nu i retsplejelovens § 792 f, stk. 1, er foreskrevet en udtrykkelig pligt til destruktion, bl.a. når den pågældende tiltalte er frifundet.
..."
A's advokat fik forelagt udtalelserne fra anklagemyndigheden til orientering. I en skrivelse af 25. november 1992 til Justitsministeriet gentog han synspunktet om, at et sådant indgreb bør have udtrykkelig lovhjemmel og ikke blot henvise til nogle bemærkninger i forarbejderne til en ændring af retsplejeloven, idet "den frifundne borger må kunne kræve samme retsstilling som andre borgere, med mindre der er givet direkte lovbestemmelse om det modsatte".
I skrivelsen af 11. december 1992 til A's advokat meddelte Justisministeriet A afslag på det ansøgte. Justitsministeriet anførte herved bl.a. følgende:
"...
Efter retsplejelovens § 966 kan Justitsministeriet meddele tilladelse til anke af landsrettens dom i en ankesag, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Om dette er tilfældet, afgøres af Justitsministeriet på grundlag af en vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold, som indgår i den pågældende konkrete sag.
(...)
Efter en gennemgang af sagen skal Justitsministeriet meddele, at man ikke finder grundlag for at imødekomme ansøgningen. Justitsministeriet har ved afgørelsen særligt lagt vægt på, at sagen ikke efter ministeriets opfattelse indeholder sådanne forhold, at der er knyttet en mere almindelig (principiel) interesse til sagens indbringelse for Højesteret.
Det bemærkes, at der efter Justitsministeriets opfattelse ikke er udsigt til, at Højesteret i givet fald ville ændre landsrettens dom."
I udtalelsen i anledning af A's klage til mig henholdt Justitsministeriet sig til den tidligere trufne afgørelse.
A oplyste ved en telefonsamtale med en af mine medarbejdere, at A's nye advokat B havde indbragt spørgsmålet om destruktion af fingeraftryk for Den Europæiske Menneskerettighedskommission.
I min afsluttende skrivelse til A udtalte jeg følgende:
"Justitsministeriets afgørelse er truffet efter bestemmelsen i retsplejelovens § 966, stk. 1. Bestemmelsen har følgende indhold:
"Landsrettens dom i en ankesag kan ikke ankes. Justitsministeren kan dog meddele tilladelse til anke, såfremt sagen er af principiel karakter, eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. (...)"
Det fremgår af bestemmelsen, at afgørelsen af, om justitsministeren undtagelsesvis bør give tilladelse til anke til Højesteret delvist beror på et skøn. Efter de regler, der gælder for min virksomhed kan jeg kun kritisere de skønsmæssige dele af en afgørelse, såfremt der foreligger særlige omstændigheder.
Reglerne om destruktion af fingeraftryk fremgår af retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, § 792, stk. 1, nr. 1, og § 792 f, stk. 1-2.
De pågældende bestemmelser har følgende ordlyd:
"Som led i efterforskningen kan der efter reglerne i dette kapitel foretages legemsindgreb mod sigtede og andre ved
1) besigtigelse af legemets ydre, optagelse af fotografier, aftryk og lignende af legemets ydre samt visitation af det tøj, som den pågældende er iført (legemsbesigtigelse)."
"Politiet må ikke opbevare personfotografier med henblik på senere identifikation af personer, der ikke har været sigtet, eller som er frifundet, eller mod hvem påtale er opgivet.
Stk. 2. Politiet må ikke opbevare andet materiale og andre oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som vedrører personer, der ikke har været sigtet."
Sammenholdes § 792 f, stk. 1, med samme bestemmelses stk. 2, fremgår det entydigt, at politiet er berettiget til - bortset fra personfotografier - at opbevare materiale og andre oplysninger (herunder fingeraftryk), der er tilvejebragt ved legemsindgreb over for sigtede personer.
Strafferetsplejeudvalget - hvis betænkning nr. 1104/1987 om legemsindgreb under efterforskningen har dannet grundlag for bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 72 (lov nr. 332 af 24. maj 1989) - har i bemærkningerne til § 792 f, stk. 2, fremhævet, at denne bestemmelse i praksis navnlig får betydning for fingeraftryk (jf. den ovenfor (...) citerede passage fra Retten i X's dom af 3. januar 1992).
Der er således efter min opfattelse klart lovgrundlag for, at politiet kan beholde og opbevare lovligt optagne fingeraftryk af sigtede personer, uanset at strafforfølgningen er endt med frifindelse eller påtaleopgivelse. Vestre Landsrets dom af 16. december 1992 er i overensstemmelse med denne opfattelse.
Da der således ikke kan siges at knytte sig nogen principiel interesse til at få det omhandlede spørgsmål indbragt for Højesteret - og da jeg heller ikke ved min gennemgang af sagen har fundet, at andre særlige grunde taler for en prøvelse ved Højesteret - har jeg ikke grundlag for at kritisere Justitsministeriets afslag af 11. december 1992 på at meddele Dem 3. instansbevilling.
Jeg har overvejet spørgsmålet om, hvorvidt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, art. 8, kunne tænkes at være til hinder for den ordning, der er etableret i dansk ret vedrørende opbevaring af fingeraftryk.
Konventionens art. 8 er sålydende:
"Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen forsåvidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed."
Umiddelbart må jeg være af den opfattelse, at de danske regler ikke strider mod art. 8., således som denne bestemmelse fortolkes og anvendes af de til konventionen knyttede organer. Jeg henviser herved bl.a. til, at Den Europæiske Menneskerettighedskommission i en sag, hvor politiet tog og beholdt et personfoto til senere identifikation, uanset at den pågældende ikke havde nogen kriminel fortid, ikke fandt, at der dermed forelå et indgreb efter art. 8. Kommissionen lagde vægt på, at fotografiet ikke var blevet offentliggjort eller havde været brugt i anden forbindelse end politiets efterforskning. En sådan vurdering må så meget desto mere gælde for opbevaring af fingeraftryk. (Sagen er kort omtalt i Lars Adam Rehof & Tyge Trier: Menneskeret, Kbhvn. 1990, s. 193; det tilføjes dog her, i note 34, at udtalelsen muligvis er udtryk for en forældet praksis). - Jeg har mærket mig, at Deres advokat nu har indbragt spørgsmålet om destruktion af fingeraftryk for Den Europæiske Menneskerettighedskommission. Herefter foretager jeg mig ikke videre vedrørende dette spørgsmål.
..."