Vejtransportrådet og Persontrafikrådet havde, under henvisning til en praksis vedrørende fortolkningen af godskørselsloven og den dagældende buslov, afslået at meddele to ansøgere tilladelser til henholdsvis godskørsel og turist- og bestillingskørsel.
Den fulgte praksis indebar, at ansøgere, som tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder, der kunne have været undgået, ikke kunne få køretilladelse.
Ombudsmanden udtalte, at betingelsen for at opnå tilladelse i de to love var angivet som vandelskrav. Afslag måtte derfor kræve, at der var udvist en personlig, kritisabel adfærd fra ansøgernes side. I de to sager var der ikke tale om en sådan adfærd, men blot om, at ansøgerne af forskellige grunde tidligere havde været i økonomiske vanskeligheder.
Ombudsmanden fandt bl.a. på den baggrund, at den omhandlede praksis ikke havde hjemmel i lovgivningen. Han henviste herved også til, at der var tale om afgørelser af indgribende karakter, som tilsvarende kræver en forholdsvis klar hjemmel i loven. (J. nr. 1990-236-511 og J. nr. 1990-744-511).