A klagede over, at Miljøstyrelsen (M) havde stadfæstet et påbud fra Miljøkontrollen i K Kommune om opgravning af en olietank. Påbudet byggede på en konstateret olieforurening og K's antagelse om, at årsagen var, at A's olietank var utæt.
Myndighederne henviste som hjemmel for påbudet til olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, hvis anvendelse forudsætter, at tanken er utæt. A påstod bl.a. med henvisning til en foretaget trykprøve, at tanken var tæt.
Under sagens videre forløb og dens indbringelse for ombudsmanden blev det afklaret, at der ikke var sikkert grundlag for at antage, at tanken var utæt. Da hjemlen i olietankbekendtgørelsens § 16, stk. 3, herefter ikke kunne anvendes, henviste M i stedet til § 16, stk. 4.
Ombudsmanden fandt ikke at kunne kritisere M's opfattelse, hvorefter påbudet havde hjemmel i bekendtgørelsens § 16, stk. 4. Ombudsmanden fandt det imidlertid meget beklageligt, at M først efter at have haft sagen forelagt for 4. gang - og først efter ombudsmandens udtrykkelige opfordring hertil - fik klargjort det hjemmelsmæssige grundlag for afgørelsen. Uklarheden havde bl.a. medført en langvarig brevveksling med A og hans advokat om irrelevante forhold og havde forringet A's mulighed for at forsvare sig over for den trufne afgørelse. (J. nr. 1990-626-11).