B's lungelidelse var i 1984 blevet anerkendt som arbejdsskade (følger af asbestudsættelse) med forbehold for hans kroniske bronchitis. Den Sociale Ankestyrelse (DSA) fandt ikke, at B's dødsfald i 1987 kunne give hans ægtefælle, A, ret til ydelser efter arbejdsskadeforsikringsloven, idet dødsfaldet ikke skyldtes den erhvervsbetingede lidelse, jf. arbejdsskadeforsikringslovens § 13. A klagede over DSA's afgørelse; Arbejdsskadestyrelsen og DSA tilkendegav i en udtalelse til ombudsmanden, at Højesterets dom af 27. oktober 1989 (*1) var uden betydning for sagen.
Ombudsmanden henviste til, at adskillige skadelidte ved den nævnte højesteretsdom fik tilkendt erstatning for følgerne af lungelidelser, som ansås for forårsaget af asbest, men hvor tobaksrygning ifølge udtalelser fra Retslægerådet (parallelle med rådets udtalelse i B's sag) havde været medvirkende årsag til lidelsen. Højesteret fandt, at der var tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem asbestudsættelsen og helbredstilstanden. Højesteretsdommen var således ikke uden betydning for B's sag.
Da rækkevidden af dommen i B's sag kunne give anledning til en vis tvivl, fandt ombudsmanden ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere DSA's afgørelse, men tilkendegav, at han ville støtte en eventuel fri procesansøgning fra A. (J. nr. 1989-1544-031).