A, hvis 3 børn var tvangsfjernet fra hjemmet, fik afslag fra K Kommune på en anmodning om, at børnene blev undersøgt af en psykologisk sagkyndig, som A havde valgt, og hvis honorar A var indstillet på at betale.
Sagen gav ombudsmanden anledning til generelt at udtale, at tvangsfjernelse af et barn som udgangspunkt ikke medfører nogen ændring i forældrenes retsstilling, idet hverken forældremyndighed eller værgemål fratages forældrene. Ifølge bistandslovens regler kan forvaltningen træffe dispositioner vedrørende barnet uanset manglende samarbejde fra forældrenes side, idet afgørelser dog så vidt muligt træffes i samarbejde med forældremyndighedens indehaver. Ombudsmanden udtalte, at forældrene til et tvangsanbragt barn således ikke uden videre har krav på, at forvaltningen indvilliger i, at barnet undersøges af f.eks. en læge valgt af forældrene på eget initiativ. Ombudsmanden fandt dog, at et afslag måtte kræve ganske tungtvejende modstående hensyn set i forhold til forældrenes interesse i at tilvejebringe erklæringer fra en uafhængig sagkyndig.
Ombudsmanden fandt, at et afslag ikke alene kan begrundes i, at undersøgeren efter forvaltningens opfattelse ikke findes nødvendig efter det forvaltningsretlige undersøgelsesprincip, jf. også forvaltningslovens § 21, eller i, at forbindelsen til forældrene i forvejen er afbrudt for en nærmere periode i henhold til bistandslovens § 67, stk. 2. (J. nr. 1989-1518-062).