A klagede for B og hans ægtefælle C over den tid, der var medgået til Direktoratet for Udlændinges (D.f.U) behandling af B's ansøgning om opholdstilladelse på grundlag af hans ægteskab med C, der boede hér i landet. Til behandlingen af B's ansøgning medgik der ca. 10 måneder, hvoraf ansøgningen i ca. 9 måneder henlå hos rigspolitichefen, med henblik på en nærmere undersøgelse af B's og C's familieforhold, uden at der blev foretaget ekspeditioner i sagen. D.f.U. underrettede først efter knap 8 måneder på ny A om, hvorpå sagens behandling beroede. D.f.U. undlod endvidere at besvare A's rykkerskrivelser.
Ombudsmanden udtalte, at en så langvarig sagsbehandlingstid i forhold til B og C var klart urimelig. Ombudsmanden fandt det bl.a. beklageligt, at der i ca. 9 måneder - mens sagen henlå hos rigspolitichefen - ikke var foretaget ekspeditioner i sagen.
Under henvisning til Justitsministeriets vejledning om forvaltningslovens pkt. 206 og 208 fandt ombudsmanden det beklageligt, at Direktoratet for Udlændinge ikke under sagens langvarige forløb orienterede sagens parter om, hvorpå sagen beroede. Ombudsmanden fandt det endvidere kritisabelt, at A's rykkerskrivelser ikke blev besvaret med det samme af Direktoratet for Udlændinge.
Endelig fandt ombudsmanden det kritisabelt, at Direktoratet for Udlændinge ikke besvarede A's begæringer om aktindsigt inden 10 dage efter modtagelsen af begæringerne, jf. bestemmelsen i forvaltningslovens § 16, stk. 2. (J. nr. 1990-975-613).