Det er dog ikke udelukket at anvende ressourcebestemmelsen, selv om der foreligger en særlig interesse.
Men hvis ressourcebestemmelsen ønskes anvendt over for personer med en sådan interesse – f.eks. journalister tilknyttet et massemedie – må det i hvert fald kræve et ressourceforbrug, der er væsentligt større end de ca. 25 timer, som er grænsen over for den, der ikke har en særlig interesse.
I FOB 2016-23, der er nævnt indledningsvis i notatet, havde Justitsministeriet skønnet et tidsforbrug på over 60 timer (svarende til mere end 8 fulde arbejdsdage) – og altså mere end dobbelt så meget som grænsen for aktindsigtsansøgere uden en særlig interesse. Ombudsmanden kunne samlet set ikke kritisere ministeriets konkrete vurdering af, at behandlingen af journalistens aktindsigtsanmodning i dens helhed ville nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Ombudsmanden har ikke med sagen FOB 2016-23 fastlagt en ”60-timers grænse” i forhold til massemedier og andre, der kan godtgøre en særlig interesse i aktindsigten.
Om ressourcebestemmelsen kan anvendes over for massemedier og andre, der kan godtgøre en særlig interesse i aktindsigten, beror således – som det også fremgår af sagen – på en konkret og samlet vurdering i lyset af den enkelte sags omstændigheder.
I Københavns Byrets dom af 23. marts 2018 (BS 25A-1531/2017) om Forsvarsministeriets og to underliggende styrelsers afslag på aktindsigt i grundlag, evalueringer og beslutninger i forbindelse med Danmarks valg af kampfly, fandt byretten, at afslaget på aktindsigt var berettiget. Dette uanset at Boeing – der ikke blev valgt som producent af nye kampfly – havde en særlig interesse i sagen. Byretten lagde bl.a. vægt på, at der var tale om et meget betydeligt antal sager og dokumenter, og at Forsvarsministeriet og styrelserne forgæves havde forsøgt at få Boeing til at begrænse og konkretisere sin aktindsigtsanmodning.
2.5. Kan ressourcebestemmelsen bruges over for en ansøger, der løbende søger om aktindsigt i mange sager?
Det sker, at den samme ansøger beder om aktindsigt i den ene sag efter den anden hos en myndighed.
I den situation er det ikke grænsen på ca. 25 timer, der er det centrale for vurderingen, men i stedet antallet af anmodninger, der fremsættes over en vis periode.
Også i den situation vil myndighederne efter omstændighederne kunne give afslag på aktindsigt med henvisning til et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Et afslag på aktindsigt forudsætter, at den pågældende gennem en periode har anmodet om aktindsigt i et betragteligt antal sager hos den samme myndighed, og at det er åbenbart, at ansøgeren ikke har en sådan særlig interesse i de sager, der søges aktindsigt i, at myndigheden løbende bør forpligtes til at bruge omfattende ressourcer på at behandle aktindsigtsanmodninger fra ansøgeren.
Det vil bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, om der kan gives afslag, og der gælder således f.eks. ikke en ret til at få behandlet mindst 10 aktindsigtsanmodninger inden for en periode på 6 måneder.
Det forudsættes dog, at en ansøger normalt – alt afhængig af omstændighederne – vil skulle have fremsat 10-15 anmodninger over for den samme myndighed inden for det seneste halve år, for at der kan gives afslag.
2.6. Områder, hvor ressourcebestemmelsen ikke kan bruges
Hvis en aktindsigtsanmodning vedrører miljøoplysninger og således skal behandles efter lov om aktindsigt i miljøoplysninger, finder ressourcebestemmelsen i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, ikke anvendelse.
Det skyldes, at lov om aktindsigt i miljøoplysninger henviser til den tidligere gældende offentlighedslov (som ikke indeholdt en tilsvarende ressourcebestemmelse), og at det således – med visse modifikationer – er denne lov, der anvendes ved aktindsigt i miljøoplysninger.
Overblik #22 – Hvad er ”miljøoplysninger”?
Ressourcebestemmelsen finder heller ikke anvendelse på anmodninger om egenacces, det vil sige en persons ret til at få indsigt i oplysninger vedrørende sig selv efter offentlighedslovens § 8. Bestemmelsen i § 8 har til formål at sikre, at en person kan få indsigt i oplysninger vedrørende sig selv i lige så vidt omfang som efter forvaltningslovens regler om aktindsigt, der gælder for den, som er part i en sag, hvor der er eller vil blive truffet en afgørelse.
Forvaltningsloven indeholder ikke en bestemmelse svarende til offentlighedslovens ressourcebestemmelse. På tilsvarende måde henviser offentlighedslovens § 9, stk. 2, ikke til offentlighedslovens § 8 om egenacces, og ressourcebestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 1, finder derfor ikke anvendelse på anmodninger om egenacces.
Myndighederne vil på den baggrund ikke kunne afslå at behandle en anmodning om egenacces efter offentlighedslovens § 8 eller en anmodning om partsaktindsigt efter forvaltningsloven med henvisning til, at behandlingen af anmodningen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
3. Ekstrahering kan undlades med henvisning til ressourceforbrug
Offentlighedslovens §§ 28 og 29 regulerer den såkaldte ekstraheringspligt. Bestemmelserne fastslår, at myndighederne har pligt til at trække visse oplysninger ud af et dokument og give aktindsigt i dem, selv om dokumentet i øvrigt kan undtages fra aktindsigt.
En myndighed kan dog undtagelsesvis undlade at foretage ekstrahering, i det omfang det vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Det gælder både i forhold til oplysninger om en sags faktiske grundlag og i forhold til oplysninger om eksterne og interne faglige vurderinger. Det følger af offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 1, og offentlighedslovens § 29, stk. 2, sammenholdt med § 28, stk. 2, nr. 1.
En anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at det samlede tidsforbrug må forventes at overstige ca. 10 timer.
Bestemmelsen vil dog sjældent kunne bruges over for en journalist tilknyttet et massemedie eller en forsker, da sådanne ansøgere i almindelighed må antages at have en særlig interesse i sagen.
3.1. 10-timers reglen
Det er en forudsætning for at anvende bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 1, at myndigheden vurderer, at det samlede tidsforbrug i forbindelse med gennemførelse af ekstraheringen må forventes at overstige ca. 10 timer (svarende til mere end en fuld arbejdsdag).
Myndigheden vil skulle redegøre for, at ekstraheringen vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Undladt ekstrahering kan alene begrundes i en sags omfattende karakter. Hvis det forventede uforholdsmæssige ressourceforbrug skyldes, at en myndighed har undladt f.eks. at journalisere sagens akter behørigt, kan bestemmelsen ikke bruges.
3.2. Kan ekstrahering undlades over for journalister og andre, der har en særlig interesse i sagen?
Efter bestemmelsen i § 28, stk. 2, nr. 1, gælder det – i lighed med det, der er anført om den generelle ressourcebestemmelse i § 9, stk. 2, nr. 1 – at såfremt den, der har søgt om aktindsigt, godtgør en særlig interesse i sagen, vil myndigheden i almindelighed og altså uanset sagens omfang være forpligtet til at foretage ekstrahering.
En myndighed vil derfor efter bestemmelsens forarbejder kun sjældent kunne undlade at foretage ekstrahering, når begæringen om aktindsigt er fremsat af en journalist tilknyttet et massemedie eller en forsker, da sådanne ansøgere i almindelighed må antages at have en særlig interesse i sagen.
Hvis ressourcebestemmelsen ønskes anvendt over for personer med en sådan interesse, må det i hvert fald kræve et ressourceforbrug, der er væsentligt større end de ca. 10 timer, som er grænsen over for den, der ikke har en særlig interesse.