Overblik #24

Kommunernes behandling af underretninger om bekymring for børn

Borgere og myndighedspersoner har mulighed for – og kan have pligt til – at underrette kommunen om bekymringer for et barn eller en ungs trivsel eller udvikling.

Kommunen skal reagere hurtigt og relevant på sådanne underretninger. Gør kommunen ikke det, er der risiko for, at børn og unge ikke får den rette og nødvendige hjælp. Det stiller store krav til kommunens procedurer for, hvordan underretninger modtages og behandles.

Ombudsmanden har flere gange set eksempler på, at konsekvenserne kan være alvorlige, hvis en kommune ikke har de nødvendige procedurer for behandling af underretninger og ikke reagerer tilstrækkelig hurtigt og relevant på underretninger.

Senest opdateret 2. oktober 2024.
Oversigt over opdateringer findes i bunden af overblikket.

En kommune modtog 11 underretninger om to børn uden at iværksætte hjælp

Da en mor flyttede til en ny kommune med sine to børn, sendte fraflytningskommunen en underretning til den nye kommune. Underretningen indeholdt svære bekymringer for de to børns trivsel, men kommunen læste ikke hele sagen igennem og fik ikke fulgt op på underretningen.

I løbet af det efterfølgende år modtog kommunen yderligere ti underretninger fra skolen, politiet og andre borgere med alvorlige bekymringer for de to børn.

Ingen af underretningerne førte til, at kommunen iværksatte sociale tiltag over for familien. Det var først, da det ældste barn – på ni år – blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57, at børnene blev anbragt akut uden for hjemmet.

Ombudsmanden mente, at kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene var fuldstændig uforsvarlig.

Sagen er nærmere omtalt i overblikkets afsnit 3.1.

FOB 2014-19

1. Oversigt

Det er en vigtig kommunal opgave at finde frem til de børn og unge, der har behov for hjælp, så tidligt som muligt og igangsætte den relevante hjælp. Et centralt redskab for kommunerne i den sammenhæng er underretninger om bekymringer for børns trivsel.

Formålet med dette overblik er – ud fra erfaringerne fra ombudsmandens undersøgelser og tilsyn – at belyse udvalgte centrale krav til kommunernes behandling af underretninger. Disse krav er beskrevet i afsnit 3.

Indledningsvis beskrives i afsnit 2 de tre forskellige former for underretningspligt, der er regler om i barnets lov: Den generelle (almene) underretningspligt for alle borgere, den skærpede underretningspligt for fagpersoner og den mellemkommunale underretningspligt for fraflytningskommuner. 

2. Underretningspligt

Alle borgere har pligt til at underrette kommunen, hvis de får kendskab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare. 

Det kan f.eks. dreje sig om vold, mishandling eller seksuelle overgreb. Der kan også være pligt til at underrette kommunen, hvis man bliver bekendt med, at et barn eller en ung f.eks.

  • mangler basale fornødenheder eller relevante sundhedsydelser
  • lever under forhold påvirket af psykisk sygdom eller misbrug enten hos de voksne i hjemmet eller hos barnet eller den unge selv.

Denne såkaldte generelle underretningspligt fremgår af barnets lov § 135.

Fagpersoner har en skærpet underretningspligt.

Det betyder, at fagpersoner har pligt til at underrette kommunen, hvis de har kendskab til eller grund til at tro, at et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller kan have behov for særlig støtte. En sagligt begrundet bekymring er nok til, at en fagperson har pligt til at underrette kommunen.

En fagperson er i denne sammenhæng alle offentligt ansatte og personer med offentlige hverv samt en række privatansatte, hvis arbejde angår børn. Den skærpede underretningspligt gælder dog kun for oplysninger, som fagpersonen får kendskab til i forbindelse med sit arbejde eller hverv.

Den skærpede underretningspligt fremgår af barnets lov § 133. En nærmere angivelse af, hvilke privatansatte der er omfattet af den skærpede underretningspligt, fremgår af en bekendtgørelse udstedt i medfør af bestemmelsen i barnets lov § 133, stk. 3. Se nærmere under ”Regler”.

En 16-årig skoleelev blev overfaldet med en brandbombe og alvorligt forbrændt. Fire jævnaldrende drenge fra samme skole blev efterfølgende dømt som gerningsmænd i sagen. Overfaldet forekom at være kulminationen på et langstrakt, kompliceret og konfliktfyldt forløb. Sagen rejste i det lys spørgsmål om bl.a. skolens og skolens personales generelle praksis for at sende underretninger til kommunen.

Det viste sig, at skolen som regel ikke sendte underretninger til kommunen i sager, hvor de sociale myndigheder allerede var involveret i et konkret forløb vedrørende en elev, og der allerede var iværksat foranstaltninger eller støtte efter kapitel 11 i serviceloven (nu kapitel 4 i barnets lov). Skolen forklarede, at oplysningerne i stedet blev inddraget og håndteret i det løbende samarbejde med de sociale myndigheder om den konkrete elev.

Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at skolens generelle praksis indebar en risiko for, at der ikke blev sendt underretninger til kommunen i overensstemmelse med servicelovens regler (nu barnets lov). Efter ombudsmandens opfattelse kunne kommunens løbende samarbejde med de sociale myndigheder ikke træde i stedet for en underretning efter serviceloven.

Ombudsmanden pegede i den forbindelse på, at kommunen efter serviceloven (nu barnets lov) har en særlig handlepligt, som indebærer, at kommunen skal vurdere, om et barn eller en ung har brug for akutte foranstaltninger, inden for 24 timer efter at kommunen modtager en underretning.

Ombudsmanden pegede også på, at kommunen har en lovbestemt pligt til at genvurdere en sag, hvis kommunen modtager en underretning om et barn eller en ung, som kommunen allerede har iværksat foranstaltninger overfor. Se nærmere under afsnit 3.2.

I den konkrete sag var der efter ombudsmandens opfattelse derfor begået væsentlige fejl i forhold til reglerne om underretningspligt i serviceloven (nu barnets lov).

FOB 2018-28

Flytter en familie eller kommende forældre til en ny kommune, har fraflytningskommunen en mellemkommunal underretningspligt. Det betyder, at fraflytningskommunen skal sende en underretning til den nye kommune, hvis den mener, at et barn, en ung eller de kommende forældre har behov for særlig støtte.

På den måde bliver den nye kommune gjort opmærksom på børn og unge, der kan have særlige behov, og kommunen kan så tidligt som muligt sætte ind med støtte eller foranstaltninger. Fremgangsmåden skal også sikre, at en sag ikke trækkes i langdrag eller bliver glemt, fordi en familie flytter kommune.  

Den mellemkommunale underretningspligt fremgår af barnets lov § 132.

Reglerne om underretning findes i barnets lov, kapitel 16. Reglerne – og samspillet med bl.a. øvrige regler i barnets lov – er nærmere beskrevet i afsnit I i vejledning nr. 9471 af 21. juni 2024 om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov (Delvejledning 2 af 6 til barnets lov).

3. Centrale krav til kommunens behandling af underretninger

Når kommunen modtager en underretning, skal kommunen forholde sig til, hvad der skal ske i sagen.

Underretningers indhold kan være meget forskelligt. Der er stor forskel på alvoren af de forhold, der underrettes om, hvor mange detaljer underretninger indeholder, og hvad underretninger bygger på. Der kan være tale om alt fra konkret og detaljeret viden om overgreb på børn til løsere rygter. Kommunen skal behandle alle underretninger uanset indhold og form. Det gælder både skriftlige og mundtlige underretninger. Også anonyme underretninger skal behandles.

Kommunens reaktionsmuligheder på underretninger spænder derfor også fra meget alvorlige foranstaltninger – som f.eks. akut anbringelse og politianmeldelse – til simple oplysningsskridt for at fastslå, om en underretning har noget på sig.  

Mange regler kan derfor komme i spil, når kommunen behandler underretninger. Nedenfor gennemgås – ud fra erfaringerne fra ombudsmandens undersøgelser og tilsyn – udvalgte centrale krav til kommunernes behandling af underretninger.

3.1. Rettidig behandling af underretninger

Kommunen skal foretage en akutvurdering hurtigst muligt og senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning. Det betyder, at kommunen skal vurdere, om der er behov for at iværksætte en akut indsats for at hjælpe og beskytte barnet, fordi dets sundhed eller udvikling er i fare. Kravet om en vurdering inden for 24 timer gælder også i weekender, på helligdage og i ferieperioder.

Det skal desuden være muligt at underrette kommunen om en bekymring for et barn eller en ung uden for kommunens åbningstid. Det er kommunens ansvar at sikre, at der er klar og tydelig information tilgængelig – f.eks. på kommunens hjemmeside og telefonsvarer – om, hvordan man kan underrette.

Der kan være brug for en akut indsats, hvis underretningen indeholder en alvorlig bekymring, f.eks. om at et barn eller en ung har været udsat for et overgreb.

Reglerne om akutvurdering fremgår af barnets lov § 136, stk. 2.

Kommunen skal – uanset om der er behov for en akut indsats eller ej – sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger, så det kan afklares, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunen har pligt til at lave en central registrering af alle underretninger, så kommunen har et overblik over antallet af underretninger, og hvor hurtigt underretningerne behandles. Det fremgår af barnets lov § 136, stk. 1.

Den enkelte kommune skal selv fastlægge procedurer for håndteringen af underretninger, som understøtter, at det hurtigt afklares, hvad der skal ske i sagen.

Kommunerne har også pligt til at have et skriftligt beredskab om forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge. Beredskabet bør indeholde klare procedurer for, hvordan fagpersoner skal handle ved viden eller mistanke om overgreb mod børn eller unge, og hvordan kommunen behandler disse sager. Det bør også beskrives, hvordan kommunen samarbejder med bl.a. politiet, sundhedsvæsnet og det børnehus, som kommunen skal benytte i sager om overgreb eller mistanke om overgreb mod børn eller unge.

Reglerne om kommunernes beredskab i sager om overgreb mod børn og unge fremgår af barnets lov § 15, stk. 2.

Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis en kommune ikke reagerer rettidigt og relevant, når den modtager og behandler underretninger.

I løbet af et år modtog en kommune 11 underretninger med alvorlige bekymringer for to børn. Den første underretning var fra fraflytningskommunen, som kraftigt opfordrede den nye kommune til at iværksætte de foranstaltninger, som fraflytningskommunen havde været i gang med. Den nye kommune læste imidlertid ikke materialet fra fraflytningskommunen fuldt ud og fik ikke fulgt op på underretningen.

De efterfølgende ti underretninger kom fra skole, politi og andre borgere og indeholdt alvorlige bekymringer for de to børn.

Kommunen forsøgte uden held fire gange at komme i kontakt med moren til de to børn. Cirka 11 måneder efter den første underretning lykkedes det kommunen at holde en samtale med moren.

Ingen af underretningerne førte til, at kommunen iværksatte sociale tiltag over for familien. Det var først, da det ældste barn – på ni år – blev indlagt på hospitalet med en alkoholpromille på 2,57, at børnene blev anbragt akut uden for hjemmet.

Ombudsmanden konstaterede, at kommunen allerede ved den første underretning fra fraflytningskommunen burde have været opmærksom på familien og have taget initiativer til at afdække børnenes situation. Da det ikke lykkedes kommunen at få kontakt med moren om familiens meget bekymrende situation, inden for kort tid efter at kommunen modtog den første underretning, skulle kommunen også have været langt mere insisterende i forhold til at få etableret kontakt til moren.

Ombudsmanden pegede på, at kommunen – netop for at undgå, at forældremyndighedsindehaveren kan lægge forhindringer i vejen for, at udsatte børn og unge kan få den nødvendige hjælp – har mulighed for bl.a. at iværksætte en børnefaglig undersøgelse eller en anbringelse uden samtykke. Kommunen havde i det lys efter ombudsmandens opfattelse i meget alvorlig grad undladt at efterleve de regler i serviceloven (nu barnets lov), der skal beskytte børn og unge mod omsorgssvigt.

Ombudsmanden anså kommunens helt utilstrækkelige reaktion på den lange række af underretninger med alvorlige bekymringer for børnene for fuldstændig uforsvarlig.

FOB 2014-19

Artikel i FOB 2014: Esbjerg-sagen – skarp kritik efter tilsynsbesøg

Hvis en underretning fører til, at der skal laves en børnefaglig undersøgelse, skal kommunen afslutte undersøgelsen inden for fire måneder. Fristen regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Det kan f.eks. være det tidspunkt, hvor kommunen modtager en underretning. Se mere om børnefaglige undersøgelser under afsnit 3.2.

3.2. Oplysning af sagen, børnefaglig undersøgelse og genvurdering

Når kommunen på baggrund af en underretning har grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte, skal den foretage en screening af oplysningerne i underretningen og en vurdering af, om der er grundlag for eventuel yderligere afdækning af sagen.

Reglerne om henholdsvis screening og afdækning fremgår af §§ 18 og 19 i barnets lov.

Kommunen skal oplyse sagen tilstrækkeligt til, at kommunen kan vurdere, hvad der skal ske i sagen. Det kaldes officialprincippet eller undersøgelsesprincippet.

Overblik #8 om officialprincippet

Det afhænger af en konkret vurdering af en underretning og sagens oplysninger i øvrigt, hvilke undersøgelser der er nødvendige for, at kommunen kan vurdere, hvad der skal ske i sagen.

Forskellige oplysningsskridt kan være relevante – f.eks. at

  • tale med barnet
  • tale med forældrene
  • kontakte underretteren for at få uddybet oplysningerne
  • indhente en udtalelse fra skole, dagtilbud eller anden institution.

Hvis det er nødvendigt for sagens behandling, kan kommunen indhente oplysninger uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis underretningen angår mistanke om overgreb begået af en af forældrene eller andre nære pårørende.

Ankestyrelsen – som har en selvstændig kompetence til at behandle underretninger om bekymringer for et barn eller en ung – modtog en anonym underretning med bekymring for to børn. Ankestyrelsen var i tvivl om morens identitet og ringede derfor til morens arbejdsgiver, som var oplyst i underretningen. Arbejdsgiveren nægtede at udtale sig.

Ombudsmanden mente ikke, at der var det fornødne grundlag for at kritisere, at Ankestyrelsen fandt det nødvendigt at rette henvendelse til arbejdsgiveren.

Ombudsmanden henviste til, at en myndighed – i sager om særlig støtte til børn og unge efter kapitel 11 i serviceloven (nu kapitel 4 i barnets lov), hvor en myndighed kan begynde en sag eller træffe afgørelse uden forældrenes samtykke – også kan indhente oplysninger fra både offentlige myndigheder og private uden samtykke.

FOB 2019-29

Det er særlig vigtigt, at kommunen altid overvejer, om der skal holdes en samtale med barnet eller den unge.

Hvis underretningen vedrører overgreb, skal kommunen som udgangspunkt holde en samtale med barnet eller den unge. Vedrører underretningen overgreb fra forældres side, skal samtalen holdes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke og tilstedeværelse.

Kommunen kan også i andre tilfælde efter en konkret vurdering – hvis det er til barnets bedste – holde en samtale med barnet eller den unge om en underretning, uden at forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke eller er til stede.

I situationer, hvor samtalen holdes uden forældrene, skal kommunen være opmærksom på at tilbyde barnet eller den unge en bisidder, som kan støtte barnet eller den unge under samtalen.

Kommunen kan lade være med at holde en samtale med barnet eller den unge, hvis barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod. Samtalen kan undlades, f.eks. hvis det allerede står klart, at der skal iværksættes en børnefaglig undersøgelse, eller hvis kommunen for nylig har holdt en børnesamtale, og det vil være en unødig belastning for barnet eller den unge at holde en ny samtale. Kommunen skal heller ikke holde en samtale med barnet eller den unge, hvis en underretning er åbenbart grundløs eller chikanøs.

Reglerne om børnesamtaler ved underretninger fremgår af barnets lov § 137, stk. 2-4. Reglerne om bisidder fremgår af barnets lov § 6.

Når kommunen behandler en underretning, skal den tage stilling til bl.a., om der er grundlag for at lave en børnefaglig undersøgelse.

Det vil være tilfældet i alvorlige eller komplekse sager, hvor der er behov for at komme hele vejen rundt om barnets eller den unges situation for at sikre en grundig afdækning af behovet for støtte. Kommunen kan dog iværksætte foreløbig eller akut støtte, sideløbende med at den børnefaglige undersøgelse laves, hvis der er grundlag for det.

Den børnefaglige undersøgelse skal være afsluttet inden for fire måneder. Denne frist regnes ikke fra beslutningen om at lave en børnefaglig undersøgelse, men fra kommunen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Kommunen kan f.eks. blive opmærksom på dette, fordi den modtager en underretning.  

En kommune modtog en alvorlig underretning fra en skole med mistanke om, at en far udøvede vold mod et barn og barnets søskende under samvær. 

Først fire måneder efter at underetningen var modtaget, besluttede kommunen, at der skulle laves en børnefaglig undersøgelse. Herefter gik der yderligere over tre en halv måned, før der blev afholdt en børnesamtale. I denne periode havde kommunen overværet en videoafhøring af børnene, men havde ellers ikke foretaget sig noget i sagen. Efter ombudsmandens opfattelse havde sagsbehandlingstiden i relation til den børnefaglige undersøgelse samlet set været kritisabel.

Da der var tale om en alvorlig underretning vedrørende mistanke om vold begået af faren under samvær med børnene, kritiserede ombudsmanden også, at kommunen ikke havde indgivet en politianmeldelse, i forbindelse med at kommunen behandlede underretningen. Kommunen burde desuden også selv have kontaktet statsforvaltningen, der dengang behandlede sager om samvær, i stedet for blot at opfordre moren til at gøre det.

FOB 2010 20-9

Sagen FOB 2010 20-9 viser også, at oplysningerne i en underretningssag kan være af en sådan karakter, at kommunen har pligt til at inddrage andre myndigheder i sagen, f.eks. politiet. Hvis et barn eller en ung har været udsat for et overgreb, eller der er mistanke om det, skal kommunen benytte det børnehus, som kommunen er tilknyttet, til den børnefaglige undersøgelse.

Se om sagsbehandlingstiden for børnefaglige undersøgelser også FOB 2016-58, hvor ombudsmanden modtog to anonyme henvendelser om bl.a. sagsbehandlingstiden for børnefaglige undersøgelser i en kommune. Det fremgik af henvendelserne, at der var lang ventetid på at få lavet en børnefaglig undersøgelse i kommunen, og at der typisk kunne gå mere end et år, fra afgørelsen om at lave en børnefaglig undersøgelse blev truffet, til undersøgelsen forelå. Ombudsmandens undersøgelse viste, at kommunen i perioder i 2013-2015 havde overskredet sagsbehandlingstiden på fire måneder for børnefaglige undersøgelser i mere end halvdelen af sagerne.

Hovedbestemmelsen om børnefaglige undersøgelser fremgår af barnets lov § 20.

Når kommunen behandler en underretning, skal kommunen desuden være særskilt opmærksom på, om barnet eller den unge, som underretningen angår, allerede modtager hjælp eller støtte fra kommunen. Er det tilfældet, har kommunen pligt til at genvurdere sagen.

Denne genvurderingspligt skal sikre, at kommunen tager stilling til, om den hjælp eller støtte, barnet eller den unge allerede modtager, er den rigtige, eller om der skal ændres i hjælpen eller støtten.

I genvurderingen skal deltage en eller flere personer fra kommunen, som ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen. På den måde sikres det, at den ansvarlige sagsbehandler får sparring i sager, hvor der – til trods for at der er iværksat hjælp – fortsat er bekymring for barnet.

Reglerne om genvurdering fremgår af barnets lov § 137, stk. 1.

3.3. Notat- og journaliseringspligt

Kommunen har notatpligt under hele sagsbehandlingen. Pligten til at tage notat omfatter oplysninger om sagens faktiske grundlag eller eksterne vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, og væsentlige ekspeditionsskridt.

Overblik #2 om notatpligt

Kommunen skal derfor lave notat om de oplysninger, som kommunen modtager mundtligt vedrørende sagen. Det kan være oplysninger fra underretteren, fra barnet eller den unge under bl.a. børnesamtalen, fra forældrene eller andre. Notaterne skal indeholde alle relevante oplysninger.

Kommunen skal også tage notat om væsentlige sagsbehandlingsskridt. Det kan f.eks. være, at politiet eller andre myndigheder er blevet inddraget i sagen.

Kommunen bør altid notere på sagen

  • om kommunen mener, at der er behov for at handle akut
  • hvad resultatet af genvurderingen er i de tilfælde, hvor kommunen allerede har iværksat hjælp eller støtte
  • hvad sagen er endt med.

Ankestyrelsen – som har en selvstændig kompetence til at behandle underretninger om bekymringer for et barn eller en ung – modtog en anonym underretning med bekymring for to børn. Ankestyrelsen var i tvivl om morens identitet og ringede derfor til morens arbejdsgiver, som var oplyst i underretningen. Ankestyrelsen lavede et notat om telefonsamtalen, men skrev ikke, hvem styrelsen havde talt med, eller hvilke oplysninger der mere præcist blev videregivet til arbejdsgiveren under samtalen. Efter ombudsmandens opfattelse burde disse oplysninger være fremgået af notatet.

FOB 2019-29

Kommunen har også journaliseringspligt. Pligten gælder for alle dokumenter, der er modtaget eller sendt af kommunen som led i administrativ sagsbehandling, hvis dokumenterne har betydning for sagen eller for sagsbehandlingen i øvrigt. Også interne dokumenter i endelig form er omfattet af journaliseringspligten.

Overblik #7 om journalisering

Kommunen skal f.eks. journalisere underretninger og andre dokumenter, som kommunen modtager, og notater med oplysninger om sagen.

Notat- og journaliseringspligten skal sikre, at kommunen har et samlet overblik over oplysningerne i sagen. Det giver kommunen bedre forudsætninger for at træffe de rigtige beslutninger. Det kan have stor betydning – f.eks. når en sag bliver overtaget af en anden medarbejder eller får et langstrakt eller kompliceret forløb.

Notat- og journaliseringspligten er også med til at sikre, at det efterfølgende kan klarlægges, hvad der er sket i sagen (dokumentationshensyn), og at der er mulighed for en effektiv kontrol med, at kommunen har handlet korrekt (kontrolhensyn).

En 16-årig skoleelev blev overfaldet med en brandbombe og alvorligt forbrændt. Fire jævnaldrende drenge fra samme skole blev efterfølgende dømt som gerningsmænd i sagen.

Ombudsmanden modtog henvendelser fra flere borgere, som mente, at skolen og kommunen ikke havde gjort nok i forløbet op til overfaldet. Ombudsmanden undersøgte sagen og konstaterede, at der var begået væsentlige fejl i forhold til bl.a. reglerne om notat- og journaliseringspligt. Det viste sig f.eks., at der var en række henvendelser og oplysninger om forskellige episoder, som ikke fremgik af sagen. Der manglede også notater om flere hændelser og episoder på skolen, og det kom frem, at to anonyme underretninger ikke var journaliseret i kommunen.

Fejlene havde sammenhæng med, at der ikke havde været en samordnet og ensartet praksis for overholdelse af notatpligten. Der havde heller ikke været ét bestemt journaliseringssystem. Ombudsmanden vurderede, at fejlene havde haft betydning for både skolens og kommunens løbende overblik og mulighed for efterfølgende at kunne forklare og begrunde, hvad der var sket i sagen.

Det var ikke efterfølgende muligt at fastslå, i hvilken udstrækning det ville have medvirket til at undgå det samlede forløb, som sagen fik – herunder overfaldet med brandbomben – hvis reglerne om notatpligt og journalisering var blevet korrekt efterlevet. Men efter ombudsmandens opfattelse ville det alt andet lige have været egnet til at medvirke til, at forløbet blev anderledes.

FOB 2018-28

Artikel i FOB 2018: Tørre regler giver kvalitet i forvaltningen

4. Typiske fejl

  • Kommunen har ikke fastlagt sagsgange, der sikrer en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger. Det kan f.eks. føre til, at der ikke følges godt nok op på de oplysninger, som kommunen modtager.
  • Kommunen handler ikke hurtigt nok. Det kan f.eks. være, at kommunen ikke inden for 24 timer ser på, om der skal iværksættes en akut indsats. Det kan også være, at kommunen er for længe om at lave en børnefaglig undersøgelse.
  • Kommunen får ikke undersøgt sagen tilstrækkeligt. Den får f.eks. ikke holdt en børnesamtale eller indhentet en udtalelse fra en relevant instans.
  • Kommunen får ikke lavet notat om oplysninger, som kommunen modtager mundtligt, eller får ikke journaliseret dokumenter i sagen. Det kan betyde, at der ikke er det nødvendige overblik over sagen.
  • Kommunen vurderer ikke, om den hjælp, et barn eller en ung i forvejen modtager, er den rette, hvis der kommer en underretning om bekymring for barnet eller den unge (genvurdering).

5. Konsekvenser af utilstrækkelig sagsbehandling af underretninger

Handler en kommune ikke hurtigt – og relevant – på oplysningerne i en underretning, er der risiko for, at et barn eller en ung ikke får den nødvendige hjælp. Det kan betyde, at barnet eller den unge lider overlast, ikke sikres trygge opvækstvilkår eller ikke sikres de samme udviklingsmuligheder som jævnaldrende.

Det kan også betyde, at kommunen på et senere tidspunkt må sætte ind med mere indgribende foranstaltninger, fordi problemerne er blevet større.

Flere kommuner er – i meget alvorlige sager – blevet dømt til at betale godtgørelse efter EMRK art. 3, fordi kommunen har forsømt sin pligt til at sikre et barn mod umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Disse alvorlige sager er også illustrative for, hvad børn og unge i værste fald kan blive udsat for, hvis en kommune ikke reagerer tilstrækkeligt på underretninger.

Se f.eks. U 2021.2254 Ø, hvor retten vurderede, at det burde have stået en kommune klart – på baggrund af et betydeligt antal underretninger og kommunens egne observationer – at en kvinde, da hun var mellem 12 og 16 år, havde levet under umenneskelige og nedværdigende forhold. Kvinden havde bl.a. levet i boliger med særdeles uhygiejniske forhold og periodevis uden opvarmning og møbler. Hun havde også i perioder selv skullet skaffe mad ved at tigge eller stjæle, og hun havde som 13-årig udviklet et misbrug. Retten fastslog, at kvinden havde ret til en godtgørelse på 300.000 kr. 

I U 2018.3631 Ø fik en kvinde også en godtgørelse på 300.000 kr., fordi kommunen ikke havde forhindret, at hun blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling efter EMRK art. 3. Kommunen havde modtaget en underretning om, at den dengang otteårige pige havde fortalt, at hendes stedfar havde udsat hende for seksuelle overgreb. Kommunen konkluderede samme dag, at pigen højst sandsynligt havde været udsat for grænseoverskridende handlinger. Det blev afvist af pigens mor på møder med kommunen. Kommunen politianmeldte ikke sagen og lod pigen blive i hjemmet. Det blev senere påvist under en straffesag mod stedfaren, at pigens beskyldninger var rigtige, og at pigen også efter underretningen var blevet udsat for seksuelle overgreb af stedfaren.   

Væsentlige pointer

En kommune skal sikre, at der er procedurer for, at kommunen kan foretage en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger.

Det betyder bl.a., at kommunen skal 

  • registrere alle underretninger centralt. Se afsnit 3.1.
  • vurdere alle underretninger inden for 24 timer for at finde ud af, om et barn eller en ung har brug for akut hjælp. Se afsnit 3.1.
  • foretage en hurtig afklaring af sagen, også selv om underretningen ikke giver anledning til at handle akut. Se afsnit 3.1.
  • undersøge og oplyse sagen tilstrækkeligt. Se afsnit 3.2.
  • holde – eller i hvert fald overveje at holde – en samtale med barnet eller den unge. Se afsnit 3.2.
  • tage stilling til, om der er grundlag for at lave en børnefaglig undersøgelse. Se afsnit 3.2.
  • genoverveje, om kommunen yder den rette hjælp, hvis kommunen modtager en underretning om et barn eller en ung, som allerede modtager hjælp eller støtte fra kommunen. Se afsnit 3.2.
  • overholde notat- og journaliseringspligten, så der er et samlet og kronologisk overblik over oplysningerne i sagen. Se afsnit 3.3.

Regler

Underretning

§ 132. Flytter en familie med et eller flere børn under 18 år eller kommende forældre fra én kommune til en anden kommune, og finder fraflytningskommunen, at et eller flere børn eller de kommende forældre har behov for særlig støtte af hensyn til barnets eventuelle særlige behov for støtte efter fødslen, skal fraflytningskommunen underrette tilflytningskommunen herom.

Stk. 2. I forbindelse med en underretning efter stk. 1 skal fraflytningskommunen oversende nødvendigt sagsmateriale, herunder en opsummering af relevante vurderinger, som fraflytningskommunen har foretaget i sagen.

§ 133. Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offentligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet får kendskab til eller grund til at antage, at

1) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov,

2) et barn umiddelbart efter fødslen kan få behov for særlig støtte efter denne lov på grund af de kommende forældres forhold,

3) et barn eller en ung under 18 år kan have behov for særlig støtte efter denne lov på grund af barnets eller den unges ulovlige skolefravær eller undladelse af at opfylde undervisningspligten eller

4) et barn eller en ung under 18 år har været udsat for overgreb.

Stk. 2. Skoleledere på folkeskoler skal underrette kommunalbestyrelsen, når en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for 1 kvartal.

Stk. 3. Social- og boligministeren kan fastsætte regler om underretningspligt for andre grupper af personer, der under udøvelsen af deres erhverv får kendskab til forhold eller grund til at antage, at der foreligger forhold, som bevirker, at der kan være anledning til indsatser efter denne lov. Social- og boligministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre grupper af personer har underretningspligt efter stk. 1, nr. 2, i forbindelse med aktiviteter uafhængigt af deres erhverv.

Bekendtgørelse nr. 1602 af 12. december 2023 om underretningspligt over for kommunalbestyrelsen efter barnets lov er udstedt i medfør af bl.a. bestemmelsen i barnets lov § 133, stk. 3.

§ 134. Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om, at en elev har ulovligt skolefravær på 15 pct. eller derover inden for 1 kvartal, jf. § 133, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om standsning af børne- og ungeydelsen. Afgørelsen er gældende for 1 kvartal.

§ 135. Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældrenes eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer barnets eller den unges sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen.

136. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksættes en rettidig og systematisk vurdering af alle underretninger efter §§ 132, 133 og 135 med henblik på at afklare, om barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen skal foretage central registrering af underretningerne med henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af indsatser.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal senest 24 timer efter modtagelsen af en underretning efter stk. 1 vurdere, om barnets eller den unges sundhed eller udvikling er i fare, og om der derfor er behov for at iværksætte akutte indsatser for barnet eller den unge.

§ 137. Når kommunalbestyrelsen modtager en underretning om et barn eller en ung, over for hvem kommunalbestyrelsen allerede har iværksat indsatser, skal kommunalbestyrelsen genvurdere sagen. En eller flere personer i den myndighed i kommunen, der løser opgaver inden for området for udsatte børn og unge, som ikke tidligere har deltaget i behandlingen af sagen, skal deltage i genvurderingen.

Stk. 2. Til brug for en vurdering af en underretning efter §§ 132, 133 og 135, jf. stk. 1, kan der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler herfor, herunder når der er bekymring for, at barnet eller den unge kan være udsat eller i risiko for negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt.

Stk. 3. Ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge. Ved underretning om overgreb mod et barn eller en ung fra forældrenes side skal samtalen finde sted uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og uden dennes tilstedeværelse.

Stk. 4. Samtale efter stk. 2 og 3 kan undlades, i det omfang barnets eller den unges modenhed eller sagens karakter taler imod samtalens gennemførelse.

§ 138. Kommunalbestyrelsen skal senest 6 hverdage efter modtagelsen af en underretning efter §§ 132, 133 og 135 bekræfte modtagelsen af underretningen over for den, der foretog underretningen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal orientere den, der har foretaget underretning efter § 133, om, hvorvidt der er iværksat en børnefaglig undersøgelse, en afdækning eller indsatser for det barn eller den unge, som underretningen vedrører. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan ved en underretning efter § 133 orientere den, der foretog underretningen, om, hvilken type indsats der er iværksat, og om den planlagte varighed heraf, hvis oplysningen herom vil kunne have væsentlig betydning for den støtte, som den pågældende under udøvelse af hvervet eller tjenesten kan yde barnet eller den unge. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge

§ 15. (…)

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge og til behandling af sager om sådanne overgreb. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.

Bisidder til børn og unge

§ 6. Et barn eller en ung, hvis sag behandles efter denne lov, har på ethvert tidspunkt af sagens behandling ret til at lade sig bistå af andre. Kommunalbestyrelsen skal oplyse barnet eller den unge om retten efter 1. pkt.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis myndigheden træffer afgørelse om, at barnets eller den unges interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Myndigheden kan endvidere træffe afgørelse om at tilsidesætte barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets eller den unges.

Stk. 3. Myndigheden kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvis fra et møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets eller den unges uforbeholdne mening belyst.

Stk. 4. En bisidder for et barn eller en ung skal være fyldt 15 år og er omfattet af straffelovens § 152 om tavshedspligt.

Screening, afdækning og børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges behov

Screening

§ 18. Hvis kommunalbestyrelsen har viden om eller grund til at antage, at et barn eller en ung har behov for hjælp og støtte efter denne lov, skal kommunalbestyrelsen screene for, om der er tale om følgende:

1) En problemstilling, der ikke kræver yderligere afdækning af barnets eller den unges støttebehov.

2) En problemstilling, der kræver yderligere afdækning af et eller flere forhold af betydning for barnets eller den unges støttebehov, jf. § 19.

3) En problemstilling, der kræver en børnefaglig undersøgelse af barnets eller den unges støttebehov, jf. §§ 20-22.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal i vurderingen efter stk. 1 lægge vægt på sagens forhold og kompleksitet, herunder om det må antages, at støttebehovet er helt eller delvis begrundet i nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Stk. 3. Viser vurderingen efter stk. 1, at der kan være tale om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol, har kommunalbestyrelsen pligt til at foretage en risikovurdering, inden barnets eller den unges forældre og netværk inddrages i sagen.

Afdækning

§ 19. Vurderer kommunalbestyrelsen på baggrund af en screening efter § 18, at der er behov for at afdække et eller flere forhold af betydning for et barns eller en ungs støttebehov, skal kommunalbestyrelsen foretage den nødvendige afdækning med inddragelse af de fagfolk, som allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

Stk. 2. Afdækningen efter stk. 1 gennemføres så vidt muligt i samarbejde med barnet eller den unge og forældremyndighedsindehaveren.

Stk. 3. I forbindelse med afdækningen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en afdækning af et eller flere forhold af betydning for støttebehovet hos eventuelle andre børn i familien. Afdækningen kan gennemføres som én samlet afdækning for flere børn i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Stk. 4. Social- og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om afdækning efter stk.1-3, herunder i forhold til samarbejdet med forældre, inddragelse af barnet eller den unge og kortlægning af barnets eller den unges funktionsevne i sager om hjælp eller støtte til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte efter § 82.

Børnefaglig undersøgelse

§ 20. Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om en børnefaglig undersøgelse i følgende situationer:

1) Når der er grund til at antage, at det er en alvorlig eller kompleks sag, herunder hvor der er overvejelser om anbringelse af et barn eller en ung uden for hjemmet efter §§ 46 eller 47.

2) Når et barn eller en ung har været udsat for overgreb eller ved mistanke herom.

3) Når et barn eller en ung har haft ophold i en boform efter §§ 109 eller 110 i lov om social service med en forælder på grund af vold i hjemmet og den pågældende forælder afbryder opholdet for at vende tilbage til et voldeligt miljø med barnet eller den unge.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere iværksætte en børnefaglig undersøgelse, når kommunalbestyrelsen i øvrigt vurderer, at det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges støttebehov. Kommunalbestyrelsen skal ved vurderingen efter 1. pkt. bl.a. lægge vægt på, om barnets eller den unges nære familiemedlemmer er dømt for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Stk. 3. Den børnefaglige undersøgelse skal afsluttes, senest 4 måneder efter at kommunalbestyrelsen bliver opmærksom på, at et barn eller en ung kan have behov for særlig støtte. Hvis undersøgelsen undtagelsesvis ikke kan afsluttes inden 4 måneder, skal kommunalbestyrelsen udarbejde en foreløbig vurdering og snarest herefter afslutte undersøgelsen.

§ 21. I forbindelse med en børnefaglig undersøgelse af et barn eller en ung skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der skal foretages en børnefaglig undersøgelse af eventuelle andre børn og unge i familien.

Stk. 2. Anbringes et barn eller en ung uden for hjemmet på grund af utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge eller overgreb, som barnet eller den unge har været udsat for, skal kommunalbestyrelsen iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende i husstanden under 15 år, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde undlade at iværksætte en børnefaglig undersøgelse af en eller flere søskende i sager omfattet af stk. 2, hvis det er åbenlyst, at der ikke er behov herfor.

Stk. 4. En børnefaglig undersøgelse kan gennemføres som én samlet undersøgelse for flere børn og unge i familien, dog således at der tages højde for børnenes individuelle forhold.

Stk. 5. I sager, hvor der ikke tidligere er iværksat støttende indsatser eller en anbringelse, jf. §§ 32, 46 eller 47, skal kommunalbestyrelsen under en børnefaglig undersøgelse sikre kontinuitet og stabilitet for barnet eller den unge, ved at væsentlige møder med barnet eller den unge som udgangspunkt afholdes med deltagelse af to børne- og ungerådgivere.

§ 22. En børnefaglig undersøgelse skal tilrettelægges ud fra en helhedsbetragtning og skal afdække udfordringer og ressourcer hos barnet eller den unge, familien og netværket. Kommunalbestyrelsen skal som led i undersøgelsen inddrage de fagfolk, der allerede har viden om barnets eller den unges og familiens forhold.

Stk. 2. Den børnefaglige undersøgelse gennemføres så vidt muligt i samarbejde med forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år.

Stk. 3. Er det nødvendigt, skal kommunalbestyrelsen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog.

Stk. 4. Bliver kommunalbestyrelsen opmærksom på udfordringer i forhold til barnets eller den unges undervisningsbehov som led i den børnefaglige undersøgelse, skal kommunalbestyrelsen vurdere, om der er behov for en pædagogisk-psykologisk vurdering af barnet eller den unge efter § 12, stk. 2, i lov om folkeskolen.

Stk. 5. Iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog.

Stk. 6. Den børnefaglige undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag for at iværksætte støtte efter §§ 32, 46 eller 47 og i givet fald hvilken. Er der iværksat støtte, sideløbende med at den børnefaglige undersøgelse gennemføres, jf. § 32, stk. 4, § 46, stk. 3, eller § 143, skal der desuden tages stilling til, om denne støtte skal videreføres, ændres eller ophøre. Den børnefaglige undersøgelse skal indeholde oplysninger om, hvordan forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge stiller sig til støtten, og om de forhold i familien eller i dennes omgivelser, som kan bidrage til at afhjælpe vanskelighederne.

§ 23. Anses det for nødvendigt for at vurdere, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre en børnefaglig undersøgelse under ophold på en institution eller indlæggelse på et sygehus, herunder en psykiatrisk afdeling. En sådan undersøgelse skal være afsluttet inden 2 måneder efter børne- og ungeudvalgets afgørelse.

Stk. 2. Anses det for nødvendigt for at afgøre, om der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns eller en ungs sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren og den unge, der er fyldt 15 år, beslutte at gennemføre den børnefaglige undersøgelse ved benyttelse af det børnehus, som kommunen er tilknyttet, jf. § 124.

Baggrund

Dette overblik bygger på bl.a. bestemmelserne i barnets lov, kapitel 16, forarbejderne hertil og vejledning nr. 9471 af 21. juni 2024 om sagsbehandling og kommunernes opgaver efter barnets lov, relevant retspraksis, ombudsmandspraksis samt Hanne Hartoft mfl., Socialret – Børn og unge, 3. udgave (2024), s. 197 ff.

Opdatering

2. oktober 2024

Overblikket er opdateret på baggrund af barnets lov.

 

Søgning efter ny praksis mv. med henblik på eventuel opdatering er senest foretaget 27. august 2024.

Indhold