Partshøring

1. Oversigt

Partshøring er en nødvendig og vigtig del af en myndigheds sagsoplysning. I afsnit 2 er formålet med partshøring nærmere beskrevet.

En myndigheds pligt til at partshøre efter forvaltningsloven gælder, når bestemte betingelser er opfyldt. I afsnit 3 gennemgås betingelserne for, hvornår der er pligt til at partshøre.

Det er ikke alle oplysninger mv., som en myndighed har pligt til at partshøre over. Afsnit 4 beskriver de betingelser, der skal være opfyldt, før pligten til at partshøre indtræder.

I afsnit 5 er beskrevet, hvordan man gennemfører en partshøring, herunder formen og tidspunktet.

2. Hvad er formålet med partshøring?

Formålet med forvaltningslovens § 19 om partshøring er at sikre, at den, der er part i en sag,

• ved, at sagen eksisterer
• kender de faktiske oplysninger og eksterne faglige vurderinger, som danner grundlag for den afgørelse, myndigheden skal træffe
• får mulighed for at kommentere sagens faktiske grundlag og eksterne faglige vurderinger, inden sagen afgøres.

 Partshøring er samtidig med til at sikre, at myndigheden har de oplysninger, den skal bruge for at kunne træffe en lovlig og korrekt afgørelse.

 Bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 om partshøring har til formål at sikre, at den, der er part i en sag, får lejlighed til at gøre sig bekendt med og kommentere sagens faktiske grundlag og eksterne faglige vurderinger, inden sagen afgøres. I de tilfælde, hvor parten ikke ved, at en sag behandles af myndigheden, er formålet desuden at gøre parten bekendt med sagens eksistens, inden myndigheden træffer afgørelse. Partens mulighed for at kontrollere myndighedens beslutningsgrundlag er herudover af betydning for tilliden til den offentlige forvaltning og er en nødvendig og vigtig del af myndighedens pligt til at oplyse sagen (af officialprincippet), idet høring af parten er med til at sikre, at forvaltningens afgørelser træffes på et korrekt faktisk grundlag.

Overblik #8 om officialprincippet

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, fastlægger, hvornår en myndighed er forpligtet til at foretage partshøring. Forvaltningsloven er imidlertid en minimumslov og er ikke til hinder for, at der gennemføres partshøring i videre omfang.

Bestemmelsen i § 19, stk. 1, suppleres i bestemte kategorier af sager af ulovbestemte regler om partshøring. I sager om afskedigelse på grund af samarbejdsvanskeligheder eller uegnethed gælder eksempelvis en ulovbestemt udvidet partshøringspligt (en pligt til i disse sager at høre over ikke blot en sags faktiske grundlag, men også de vurderingsmæssige elementer – dvs. grundlaget for den påtænkte afgørelse). Også i sager, hvor forvaltningen afgør en tvist mellem flere private parter, gælder en særlig udvidet partshøringspligt.

Som eksempel kan bl.a. henvises til FOB 2011 20-7. Sagen vedrørte afskedigelse af en ansat i fleksjob, hvor ombudsmanden kritiserede, at den pågældende ikke som led i partshøringen fik kendskab til de kriterier, der dannede grundlag for, at hun blev indstillet til afskedigelse.

Desuden indeholder forvaltningslovens § 21 en bestemmelse, hvorefter en part på eget initiativ som udgangspunkt kan forlange, at afgørelsen af en sag udsættes, indtil parten har afgivet en udtalelse til sagen.

Der findes derudover også andre procedureregler i lovgivningen, hvor parten sikres adgang til at udtale sig, inden der træffes afgørelse. Bl.a. kan nævnes kapitel 4 i tjenestemandsloven om tjenstligt forhør samt §§ 19 og 20 i skatteforvaltningsloven.

3. Hvornår er der pligt til at partshøre?

En myndigheds pligt til at partshøre efter forvaltningsloven gælder kun

• i sager, hvor myndigheden skal træffe en afgørelse i forvaltningslovens forstand
• i forhold til den, der er part i sagen; det vil sige den, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen
• i forhold til afgørelsens hovedspørgsmål, det vil sige udfaldet af sagen. Beslutninger om sagens proces skal der som udgangspunkt ikke partshøres over.

Overblik #14 om partshøring i byggesager

Retten til at blive hørt efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, tilkommer kun den, der er part i en sag – dvs. den, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen.

Overblik #3 om partsbegrebet

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, gælder desuden kun i afgørelsessager, og myndighederne er alene forpligtet til at foretage partshøring over sagens egentlige hovedspørgsmål (dvs. fastsættelsen af, hvad der er eller skal være ret i et konkret tilfælde). Rent processuelle beslutninger om sagens behandling eller oplysning – f.eks. om at tage en sag under behandling, oversende den til en anden myndighed eller foretage partshøring ­– er ikke omfattet af bestemmelsen, medmindre beslutningen særskilt kan påklages (f.eks. aktindsigt) eller har en selvstændig karakter og virkning (f.eks. opsættende virkning eller i visse tilfælde inhabilitet).

Det bemærkes, at iagttagelse af officialprincippet i visse sager vil indebære, at myndigheden foretager høring af parten. En sådan sagsoplysende høring har imidlertid en anden karakter end en partshøring.

Overblik #8 om officialprincippet

Artikel i FOB 2015: Når skolen skal klare paragrafferne

Overblik #4 om afgørelsesbegrebet

4. Hvilke oplysninger kræver partshøring?

Det er ikke alle oplysninger mv., som en myndighed efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, har pligt til at partshøre over. Følgende fire betingelser skal være opfyldt, før pligten til at partshøre indtræder: 

• Parten er ikke bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger eller vurderinger.
• Oplysningerne handler om sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger.
• Oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for parten.
• Oplysningerne eller vurderingerne er af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen.

Der er eksempelvis pligt til at partshøre, selv om parten kender en bestemt oplysning, hvis parten ikke ved, at oplysningen vil blive brugt i forbindelse med en konkret sag.

Se også FOB 2015-17 og FOB 2020-45.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder som nævnt fire betingelser, som skal være opfyldt, før forpligtelsen til at partshøre indtræder.

4.1. Parten er ikke bekendt med oplysningerne

Den første betingelse er, at parten ikke er bekendt med, at bestemte oplysninger eller vurderinger indgår i sagen. Denne betingelse kan være opfyldt, selv om sagen er rejst af parten selv. Det gælder bl.a., hvis oplysningerne mv. er indhentet uden partens medvirken, eller hvis oplysningerne er udarbejdet af myndigheden selv – eksempelvis ud fra oplysninger i et register eller på grundlag af oplysninger, som myndigheden har i forvejen.

Betingelsen er opfyldt, selv om parten kender oplysningerne, men blot ikke ved, at de vil blive brugt i forbindelse med den konkrete sag. 

I almindelighed antages der at bestå en vis formodning for, at parten ikke har kendskab til, at en oplysning indgår i afgørelsesgrundlaget for en bestemt sag, medmindre parten selv har givet oplysningen til brug for behandlingen af sagen, eller det i øvrigt klart fremgår, at oplysningen indgår i afgørelsesgrundlaget.

Hvis en sag er rejst på forvaltningens initiativ, vil parten ofte være uvidende om sagens eksistens og allerede derfor også om de oplysninger, der indgår som grundlag for den påtænkte afgørelse.

Det samme gælder i sager med flere parter, hvor sagen er rejst af den ene part, uden at den anden part er bekendt med sagen. I sager med flere parter vil oplysninger, herunder høringssvar, der indsendes af den ene part eller vedrører den ene parts forhold, typisk ikke være den eller de øvrige parter bekendt. Oplysningerne vil derfor være omfattet af partshøringspligt.

4.2. Oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger

Efter den anden betingelse, hvorefter der skal være tale om oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, er det afgørende, om oplysningerne er af en sådan karakter, at de bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed om sagens faktiske omstændigheder. Pligten til at partshøre vil derfor efter omstændighederne også omfatte oplysninger, der indeholder en subjektivt præget stillingtagen, for så vidt vurderingen er af betydning for den administrative bevisoptagelse (f.eks. en sagkyndig, videnskabelig eller teknisk vurdering). Udtalelser eller vurderinger fra en myndigheds eget personale er ikke omfattet af partshøringspligten.

Der er ikke partshøringspligt med hensyn til oplysninger om en sags retlige omstændigheder. Der vil altså ikke være pligt til at høre parten over myndighedens abstrakte fortolkning af en regel, den konkrete subsumption – dvs. myndighedens konkrete anvendelse af reglen på sagens faktum – eller de juridiske konsekvenser, som myndigheden drager af retsanvendelsen. Heller ikke abstrakte udtalelser fra andre myndigheder om sagens juridiske spørgsmål eller oplysninger om administrativ praksis af betydning for sagen er omfattet af partshøringspligten.

Tilsvarende vil der som udgangspunkt ikke være pligt til at høre over en ændret opfattelse af en sag hos myndigheden. Se dog FOB 2021-5, om at der kan være behov for en fornyet høring af parten, i tilfælde hvor sagens genstand ændres, derved at myndigheden overvejer andre tiltag end de oprindeligt udmeldte. Se endvidere Ugeskrift for Retsvæsen U 2021.1558 V, hvori Ankestyrelsen traf afgørelse om et andet retligt spørgsmål end det, der tidligere var partshørt over.

I FOB 2020-45 blev en skoleleders notater med konkrete eksempler på samarbejdsvanskeligheder med en lærer anset for at indeholde oplysninger om sagens faktiske grundlag. Notaterne indgik i en sag i kommunens centrale forvaltning om flytning af læreren til en anden skole.

I FOB 2021-22 udtalte ombudsmanden bl.a., at oplysninger i annoncer i magasiner og bildatabaser, som Motorstyrelsen havde anvendt til brug for fastsættelsen af handelsprisen på brugte biler, var oplysninger vedrørende sagens faktiske grundlag.

I FOB 2023-19 udtalte ombudsmanden, at Trafikstyrelsens indstilling til Transportministeriet om ministeriets afgørelse af en sag vedrørende et rederis ansøgning om tilskud til en ny færge udgjorde en ekstern faglig vurdering.

4.3. Oplysningerne er til ugunst for parten

Den tredje betingelse er, at oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for parten set i forhold til afgørelsens udfald. Denne betingelse vil ofte afhænge af det underliggende retsgrundlag. Hvis det ikke er muligt at afgøre, om en oplysning er til ugunst for parten, vil der altid være pligt til at foretage partshøring (f.eks. i forhold til ansøgning om en økonomisk ydelse, hvor størrelsen af ydelsen fastsættes ud fra partens forhold).

I FOB 2021-22 var det ikke muligt for Motorstyrelsen at vurdere, om oplysninger i bilannoncer, som styrelsen selv havde fremfundet og anvendt ved fastsættelsen af handelspriser på brugte biler, var til ugunst for parten. Annoncerne måtte derfor anses for omfattet af partshøringspligten.

Der kan også være pligt til at partshøre i tilfælde, hvor parten kan have fordel af at supplere det faktiske grundlag for en sag.

Knyttes der vilkår til en afgørelse, og skyldes vilkårene faktiske oplysninger, som myndigheden uden partens vidende er i besiddelse af, skal der foretages partshøring, inden afgørelsen træffes. Der skal ikke foretages partshøring, hvis myndigheden uafhængigt af det konkrete sagsgrundlag knytter nogle generelle standardvilkår til en afgørelse – f.eks. fordi det følger af lovgivningen i øvrigt.

4.4. Oplysningerne skal være af væsentlig betydning for sagens afgørelse

Den fjerde betingelse er, at oplysningerne eller vurderingerne er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Denne betingelse vil ­– ligesom den tredje betingelse – bero på det retsgrundlag, der skal anvendes. Betingelsen er bl.a. udtryk for en erkendelse af, at partshøring efter omstændighederne vil kunne medføre en forlængelse af sagsbehandlingstiden, hvilket vil kunne blive følt som en ulempe af parten selv. Betingelsen om ”væsentlig betydning” begrænser derfor partshøring til at omfatte tilfælde, hvor der er grund til at antage, at parten vil være interesseret i at blive hørt, og hvor en medvirken fra partens side må antages at kunne forbedre myndighedens beslutningsgrundlag.

4.5. Undtagelser fra pligten til partshøring

I forvaltningslovens § 19, stk. 2, er der fastsat visse undtagelser fra myndighedernes pligt til at partshøre. Bestemmelsen i stk. 2 har et relativt begrænset anvendelsesområde.

Bl.a. kan det nævnes, at betingelsen i stk. 2, nr. 1, om at det er ”ubetænkeligt at træffe afgørelse”, alene sigter til oplysninger, som er fremskaffet eller registreret på en særlig betryggende måde (såkaldte autentiske oplysninger). Dette vil som udgangspunkt omfatte oplysninger om f.eks. civilstand, nationalitet og fødselsdato og lignende oplysninger.

Desuden kan nævnes bestemmelsen i stk. 2, nr. 4, hvorefter partshøring undlades, når de oplysninger, der medfører høringspligt, er undtaget fra partens ret til aktindsigt. Reglerne om partshøring medfører således ikke nogen udvidelse af de retlige grænser for partens ret til aktindsigt.

I de tilfælde, hvor forudgående partshøring kan undlades efter bestemmelserne i stk. 2, indebærer forvaltningslovens regler om begrundelsespligt, at der, hvis afgørelsen meddeles skriftligt, samtidig skal gives en skriftlig begrundelse for afgørelsen, der bl.a. indeholder en kort redegørelse for de oplysninger om sagens faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Overblik #10 om begrundelse

5. Hvordan gennemfører man en partshøring?

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren, og det er heller ikke fastsat, hvornår partshøring skal foretages. Det afhænger af omstændighederne i den konkrete sag.

Det afgørende er, at partshøringen giver parten mulighed for at kommentere, rette og supplere sagens faktiske grundlag og eksterne faglige vurderinger. Det er formålet med partshøringspligten.

5.1. Formen ved partshøring

Forvaltningslovens § 19, stk. 1, indeholder ingen formkrav til selve høringsproceduren. Det afgørende er, at høringsformen respekterer formålet med partshøringspligten – dvs. at parten får mulighed for at kommentere, korrigere og supplere sagens faktuelle grundlag og eksterne faglige vurderinger.

En partshøring kan gennemføres både skriftligt og mundtligt.

Høringen kan ske i form af en fremsendelse af sagens dokumenter eller ved, at myndigheden udarbejder en ­– korrekt og dækkende – sagsfremstilling af de oplysninger, der er undergivet partshøringspligt. Den kan også gennemføres som udarbejdelse af en foreløbig afgørelse (en agterskrivelse), hvori de relevante oplysninger er gengivet og vurderet af myndigheden. Det er vigtigt, at myndigheden er opmærksom på, om det står tilstrækkelig klart, hvad borgeren skal forholde sig til. Desuden er det et krav, at det klart fremgår, at der er tale om en høring, og at parten har mulighed for at komme med en udtalelse.

Se FOB 2022-31 om krav til en agterskrivelse, der omfattede flere påtænkte afgørelser, og hvor partshøringen kun vedrørte en af disse.

Et eksempel på de krav, der i praksis stilles til høringsgrundlaget i forbindelse med partshøring, er sagen FOB 2015-19, som er omtalt ovenfor.

I mere komplicerede sager vil det, for at partshøringen skal opfylde sit formål, kunne være nødvendigt at forelægge parten oplysningerne skriftligt ved at fremsende kopi af de relevante dokumenter, eventuelt med angivelse af et høringstema, ligesom myndigheden efter omstændighederne i omfangsrige eller komplicerede sager som grundlag for partshøringen bør udarbejde en sagsfremstilling med referat af sagens faktiske omstændigheder.

Ved skriftlig partshøring skal myndigheden bl.a. sørge for at anvende et sprog, der er målrettet den konkrete situation, og som er let for modtageren at forstå. Hvis der er tale om en særlig udsat målgruppe, må myndigheden tage højde for det, når den tilrettelægger partshøringen.

Efterfølgende partshøring eller klagevejledning kan ikke gøre det ud for partshøring efter forvaltningslovens § 19, stk. 1. Se bl.a. ombudsmandens udtalelse i sagen gengivet i FOB 2001.588.

5.2. Tidspunktet for partshøring

Forvaltningsloven indeholder ingen regler om, hvornår en partshøring skal iværksættes. Det beror på en konkret vurdering, herunder af den enkelte sags karakter og omfang.

Det er dog givet, at parten skal have lejlighed til at udtale sig, inden der træffes afgørelse. Det gælder både med hensyn til myndighedens interne beslutningsproces og de tilkendegivelser, myndigheden fremkommer med udadtil.

Ved afgørelsen af, på hvilket tidspunkt i sagen en partshøring skal foretages, er det på den ene side nødvendigt, at myndigheden har det fornødne overblik over sagen til at kunne tage stilling til, hvilke oplysninger parten skal høres over. På den anden side er det afgørende, at parten inddrages, før der træffes afgørelse i sagen, og dermed på et tidspunkt hvor høringsbidraget reelt kan indgå i myndighedens sagsoplysning, herunder også hvis udtalelsen fra parten gør det nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser. Samtidig må det kræves, at partshøringen foregår i en vis tidsmæssig tilknytning til den afgørelse, der udløser partshøringspligten.

En løbende fremsendelse til parten af sagens akter kan ikke gøre det ud for partshøring, og det bør også i øvrigt undgås at foretage flere høringer, hvis oplysningerne lige så godt kan samles i én høringsskrivelse.

Myndigheden vil skulle afvente høringssvaret (eller udløbet af høringsfristen), inden der træffes afgørelse, og vil skulle forholde sig til de oplysninger og indsigelser, som parten måtte komme med.

5.3. Tidsfrister ved partshøring

Det følger af forvaltningslovens § 19, stk. 1, at myndigheden i forbindelse med partshøring kan fastsætte en frist for, hvornår parten skal afgive en udtalelse. Ved fastsættelse af fristen bør der gives parten rimelig tid til at sætte sig ind i oplysningerne og overveje udtalelsens form og indhold. Der bør i den forbindelse tages hensyn til omfanget af oplysningerne og til sagens eller oplysningernes karakter, herunder om parten tidligere har haft lejlighed til at udtale sig om andre dele af sagen, samt om parten vil kunne have interesse i at lade en sagkyndig vurdere sagen og medvirke ved udformningen af udtalelsen. Samtidig bør der også tages hensyn til andre private eller offentlige interesser, herunder navnlig andre parters interesse i en hurtig behandling af sagen.

Hvis parten anmoder om at få fristen forlænget, bør en sådan anmodning normalt imødekommes, medmindre det vil være væsentligt i strid med de hensyn, der lå til grund for fastsættelsen af fristen.

Det bør oplyses til parten, at myndigheden er berettiget til at træffe afgørelse uden at afvente partens svar, hvis fristen overskrides.

6. Typiske fejl

Eksempler på typiske fejl i forbindelse med partshøring:

• Myndigheden er ikke opmærksom på reglerne om partshøring.
• Myndigheden overser, at den træffer en afgørelse, eller at en borger er part i sagen, og at der derfor eventuelt er pligt til at partshøre.
• Myndigheden er underlagt et stort tidspres, eller sagsområdet er under omlægning, og partshøring overses.
• Myndigheden partshører ikke, fordi parten allerede kender oplysningerne (men parten ved ikke, at oplysningerne bliver brugt i sagen).
• Myndigheden sender akterne i en sag til parten, men glemmer at præcisere, at der er tale om en partshøring, eller fremsender samtlige akter i en større sag til parten uden at præcisere, hvad der har betydning for afgørelsen og er til ugunst for parten.

Det er vigtigt, at myndighederne har en aktiv opmærksomhed på de forvaltningsretlige regler og løbende fokus på medarbejdernes bevidsthed og viden om reglerne. Hvis partshøring er fast indarbejdet i myndighedens sagsproces, sker der færre fejl.

Dér, hvor der sker fejl, er bl.a., hvor myndigheden – som i sagen FOB 2015-19 – ikke er bevidst om, at der er tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Fejl kan tilsvarende ske i tilfælde, hvor det ikke er oplagt for myndigheden, at der skal partshøres – eksempelvis fordi man ikke er opmærksom på, at en borger er part i sagen. Eksempler herpå er sagerne FOB 1999.457 og FOB 2007.437, som begge er omtalt ovenfor. Desuden sker der helt generelt oftere fejl i situationer, hvor sagen eller myndigheden er underlagt et stort tidspres, eller hvor myndigheden eller et sagsområde er under omlægning. Se FOB 2015-39, som er omtalt indledningsvist, og nedenstående eksempel.

En typisk fejl er altså, at partshøring helt bliver overset. Men der er også en del eksempler på, at selve høringsgrundlaget er for upræcist eller for omfattende, og at myndigheden ikke har præciseret, hvad borgeren skal forholde sig til. Ligesom der er flere eksempler på, at myndigheden ikke har forelagt de relevante oplysninger skriftligt for parten i mere komplicerede eller omfattende sager. Som eksempel kan bl.a. nævnes sagen FOB 2012-8.

Som det bl.a. fremgår af sagen FOB 2015-9, er det også vigtigt, at det klart fremgår, at der er tale om en høring af parten, og at parten har mulighed for at komme med sine bemærkninger.

Endelig kan det nævnes, at betingelsen i forvaltningslovens § 19, stk. 1, om at parten ikke er bekendt med, at bestemte oplysninger eller vurderinger indgår i sagen, kan give anledning til fejl i tilfælde, hvor parten kender oplysningerne, men ikke ved, at de bliver brugt i forbindelse med den konkrete sag.

7. Konsekvenserne ved manglende partshøring

Den væsentligste konsekvens af manglende partshøring er, at det kan føre til en forkert afgørelse, fordi der mangler oplysninger i sagen.

Kravet om partshøring har karakter af en garantiforskrift. Manglende partshøring vil som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre myndigheden kan godtgøre, at fejlen i det konkrete tilfælde har været uden betydning.

Under alle omstændigheder vil manglende partshøring ofte føre til klagesager. En myndighed vil i langt de fleste tilfælde bruge en del flere ressourcer på en klagesag – og en eventuel ny behandling af sagen – end på at foretage partshøring.

Hvis borgeren ikke er inddraget i nødvendigt omfang i en myndigheds sagsoplysning, vil det ofte føre til, at borgeren klager over afgørelsen – enten til en administrativ klageinstans, en tilsynsmyndighed eller til Folketingets Ombudsmand. Borgeren kan også indbringe sagen for domstolene.

En myndighed vil i langt de fleste tilfælde bruge en del flere ressourcer på en klagesag eller en retssag end på at foretage partshøring.

Dertil kommer det afgørende, nemlig at manglende partshøring kan føre til, at en afgørelse bliver forkert, fordi grundlaget er forkert eller utilstrækkeligt.

Tilsidesættelse af bestemmelser om partshøring vil som udgangspunkt medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, medmindre myndigheden kan godtgøre, at fejlen i det konkrete tilfælde har været uden betydning, idet der ikke ved høringen ville være kommet nye oplysninger frem af væsentlig betydning for afgørelsen af sagen. Påvisningen af, at fejlen i det konkrete tilfælde har været uden betydning, kan ske, dels ved at myndigheden dokumenterer, at afgørelsen indholdsmæssigt er lovlig og rigtig, dels ved at myndigheden sandsynliggør, at fejlen ikke har påvirket forløbet. Det anførte gælder i hvert fald med hensyn til bebyrdende afgørelser.

Hvis en myndighed bliver opmærksom på, at der forud for en truffet afgørelse burde have været foretaget partshøring, skal myndigheden tage stilling til konsekvenserne af manglende partshøring. Myndigheden vil i den forbindelse eventuelt kunne rette op på sagsbehandlingsfejlen ved at genoptage behandlingen af sagen – og vil også have pligt til det, hvis den manglende partshøring har haft betydning for afgørelsens indhold.

Såfremt en sag, hvori der er begået væsentlige partshøringsfejl, er indbragt for en klageinstans, vil klageinstansen i visse tilfælde ophæve afgørelsen og hjemvise sagen til fornyet behandling hos den myndighed, som har truffet den oprindelige afgørelse. Hvis en sådan sag bliver behandlet af Folketingets Ombudsmand, vil ombudsmanden kunne henstille, at myndigheden tager sagen op til fornyet behandling. Det betyder i alle tilfælde, at myndigheden skal behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse.

Hvis en sag drejer sig om ind- eller udbetaling af løbende ydelser e.l., vil afgørelsens ugyldighed efter omstændighederne også kunne betyde, at myndigheden skal efterbetale eller tilbagebetale de ydelser, som er forfaldne til betaling, efter at myndigheden traf (den ugyldige) afgørelse. Det gælder uafhængigt af, om myndigheden – efter en ny behandling af sagen – træffer en afgørelse med samme resultat som efter den første afgørelse.

I sagen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen U 2021.1588 V betød en partshøringsfejl, at Ankestyrelsens afgørelse om ophør af sygedagpenge var ugyldig. Den sygemeldte borger havde derfor krav på efterbetaling af sygedagpenge i perioden fra Ankestyrelsens afgørelse, og frem til at hun et år senere blev tilkendt seniorførtidspension.

Har parten lidt et økonomisk tab, vil der desuden kunne være grundlag for at pålægge myndigheden et erstatningsansvar, hvis myndigheden har begået en ansvarspådragende fejl, hvis der er den fornødne årsagssammenhæng mellem tabet og fejlen, og hvis tabet er adækvat.