Generelle retningslinjer for mobile enheder var ikke ”politisk ministerbetjening”

09-12-2024

En journalist søgte det daværende Social-, Bolig- og Ældreministerium (nu Social- og Boligministeriet) om aktindsigt i alle notater om den daværende ministers brug af sin mobiltelefon.

Ministeriet vurderede, at et dokument om retningslinjer vedrørende ministerens og den særlige rådgivers anvendelse af mobile enheder var et internt dokument, som kunne undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 23, stk. 1. Ministeriet udleverede dog flere afsnit fra notatet, som handlede om bl.a. ministeriets retningslinjer for telefoner og opbevaring af ikke-journaliseringspligtige SMS-beskeder.

Notatet indeholdt imidlertid også oplysninger, der var indhentet fra Justitsministeriet, om forståelsen af de fællesstatslige retningslinjer for opbevaring af SMS-beskeder mv., som Justitsministeriet havde udsendt.  

Social- og Boligministeriet mente, at oplysningerne fra Justitsministeriet måtte anses for interne, fordi de var indhentet som led i ministerbetjening, og derfor ikke skulle ekstraheres efter offentlighedslovens § 28.

Ministerbetjeningsreglen i offentlighedslovens § 24, stk. 1, omfatter imidlertid ikke enhver form for ministerbetjening, men derimod kun den ”politiske ministerbetjening”.

Ombudsmanden mente ikke, at der i sagen kunne siges at være tale om ”politisk ministerbetjening”. Det skyldtes bl.a., at notatet ikke indeholdt rådgivning mv. af ministeren til brug for en politisk stillingtagen eller lignende. Derimod fremstod notatet som generelle administrative retningslinjer, der beskrev en række forhold af bl.a. administrativ, it-sikkerhedsmæssig og praktisk karakter af løbende betydning for bl.a. den til enhver tid siddende minister og særlige rådgiver. Der var heller ikke i øvrigt oplysninger i sagen om, at oplysningerne fra Justitsministeriet blev indhentet som led i politisk ministerbetjening.

Ombudsmanden har på den baggrund henstillet til Social- og Boligministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.

Læs ombudsmandens udtalelse.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Henrik Bloch Andersen, tlf. 33 13 25 12

Områdechef Jacob Christian Gaardhøje, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Efter offentlighedslovens § 23, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke interne dokumenter.

Efter offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 2, omfatter retten til aktindsigt ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem forskellige ministerier på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand.

Efter offentlighedslovens § 28, stk. 1, skal oplysninger om en sags faktiske grundlag og oplysninger om eksterne faglige vurderinger i bl.a. interne dokumenter efter § 23 og ministerbetjeningsdokumenter efter § 24, stk. 1, ekstraheres, hvis oplysningerne er relevante for sagen.