Ombudsmanden fratræder for at kunne blive dommer ved EU-Domstolen

13-09-2024

Den 19. april 2024 offentliggjorde regeringen, at den havde indstillet Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, som dommer ved EU-Domstolen.

Dommere ved EU-Domstolen udnævnes af medlemsstaternes regeringer efter fælles overenskomst. Udnævnelsen sker efter høring af det såkaldte artikel 255-udvalg, der udtaler sig om indstillede kandidaters kvalifikationer til at udøve embedet, inden medlemsstaternes regeringer foretager udnævnelser.

Dette udvalg har nu afgivet en positiv udtalelse om Niels Fengers kvalifikationer til at bestride stillingen som dommer ved EU-Domstolen.

Niels Fenger forventes på den baggrund snarest at blive udnævnt af EU-medlemsstaternes regeringer med virkning fra 7. oktober 2024.

Af samme grund har Niels Fenger meddelt Folketinget, at han ønsker at fratræde stillingen som ombudsmand ligeledes med virkning fra 7. oktober 2024.

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91

FAKTA

Niels Fenger har været Folketingets Ombudsmand siden 1. december 2019. Han har tidligere været blandt andet landsdommer og professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.