Folketingets Ombudsmand har i den senere tid modtaget flere klager om Familieretshusets sagsbehandlingstider i konkrete sager om værgemål. Sagerne handler om blandt andet brug af mindreåriges midler, etablering af værgemål og ændring af værgemål.
Der har også været medieomtale af Familieretshusets sagsbehandlingstider i netop værgemålssager.
På den baggrund har ombudsmanden i dag bedt Familieretshuset om en række oplysninger om sagsbehandlingstiden og prioriteringen af sager på området, ligesom ombudsmanden har bedt om at få oplyst, hvilke initiativer Familieretshuset har iværksat – eller planlægger at iværksætte – for at nedbringe sagsbehandlingstiderne.
Derudover beder han også om en redegørelse for Familieretshusets praksis for underretning af parterne om sagsbehandlingstiden undervejs i sagsforløbet.
Ombudsmanden iværksætter sin undersøgelse i henhold til § 17, stk. 2, i lov om Folketingets Ombudsmand. Han kan efter denne bestemmelse af egen drift indlede generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
Læs brevet til Familieretshuset.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger, tlf. 42 47 50 91
Områdechef Louise Christophersen, tlf. 33 13 25 12