Det fremgår i dag af forskellige medier – bl.a. Sjællandske – at ombudsmanden ”kræver åbenhed om Lindholm”.
Det er ikke korrekt.
Baggrunden for medieomtalen er en klagesag om aktindsigt, som ombudsmanden for tiden har til behandling. En borger har således klaget til ombudsmanden over afgørelser, som Udlændinge- og Integrationsministeriet over for ham har truffet om aktindsigt i oplysninger vedrørende beslutningen om etablering af et udrejsecenter på Lindholm.
Ombudsmanden har den 6. maj 2019 bedt Udlændinge- og Integrationsministeriet om en udtalelse i sagen. Ministeriet har 4 uger til at svare ombudsmanden.
Ombudsmanden har således ikke taget stilling til sagen på nuværende tidspunkt. Det kan han først gøre, når han modtager Udlændinge- og Integrationsministeriets udtalelse.