I forbindelse med et tilsynsbesøg på en sikret døgninstitution for børn og unge blev ombudsmandens besøgshold opmærksom på, at institutionen som en fast praksis foretog undersøgelser af besøgende og deres effekter.
Ordningen gik bl.a. ud på, at alle besøgende skulle gå igennem en karmscanner, før de kunne besøge børnene og de unge, at den besøgende ved eventuelt udslag skulle tømme sine lommer og aflevere den eller de effekter, som scanneren havde reageret på, at kontrollen blev gentaget, indtil der ikke længere var udslag, og at besøget blev afvist, hvis den besøgende ikke ønskede at gennemgå kontrollen eller at få sine effekter opbevaret.
Ombudsmanden var enig med myndighederne i, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til at foretage undersøgelse af besøgende og deres effekter. Desuden anførte han, at det måtte anses for meget tvivlsomt, om den nævnte ordning med brug af karmscannere over for besøgende på en sikret døgninstitution kunne have hjemmel i den ulovbestemte retsgrundsætning om anstaltsbetragtninger. Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at ordningen – selv om en besøgendes medvirken til undersøgelsen mv. efter det oplyste var frivillig – havde karakter af et indgreb på linje med kropsvisitation eller ransagning, og at manglende medvirken kunne sanktioneres ved, at besøget blev afvist.
Ombudsmanden bad på den baggrund om, at regionen som ansvarlig for driften af den sikrede døgninstitution orienterede ham om, hvad regionen ville foretage sig i anledning af, at der efter hans opfattelse ikke var tilstrækkelig hjemmel til den ordning, som den sikrede døgninstitution praktiserede.
(Sag nr. 18/04311)