FOB 2020-2

Skatteankestyrelsens underretninger om sagsbehandlingstid

01-10-2020

 

 

Ombudsmanden gennemgik i en generel egen drift-undersøgelse 20 sager, hvor der var klaget til Skatteankestyrelsen over afgørelser, som (det daværende) SKAT havde truffet. Undersøgelsen angik Skatteankestyrelsens orientering til borgere og virksomheder om den forventede sagsbehandlingstid i klagesagerne. Undersøgelsen blev foretaget i medfør af ombudsmandslovens § 17, stk. 2, hvorefter ombudsmanden kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. 

Ombudsmanden konstaterede, at der i de 20 sager ikke var sket underretning af parterne i tilstrækkeligt omfang. Bl.a. var der ikke i de sager, som var indgået i undersøgelsen, givet realistiske og rettidige underretninger om forventede sagsbehandlingstider.

Skatteankestyrelsens samlede sagsbehandlingstid i de 20 sager varierede fra ca. 32 til ca. 61 måneder. Ombudsmanden udtalte, at det ikke mindst ved sagsbehandlingstider af denne længde var vigtigt, at myndigheden underrettede parten om status i sagen og om den forventede sagsbehandlingstid.

Ombudsmanden mente på den baggrund samlet set, at det var kritisabelt, at Skatteankestyrelsen – trods Rigsrevisionens og ombudsmandens tidligere kritik af samme forhold – ikke havde sikret, at styrelsen i den efterfølgende periode havde efterlevet kravene til underretning om forventet sagsbehandlingstid.

Skatteankestyrelsen erklærede sig overordnet enig i ombudsmandens konklusioner og vurderinger. Styrelsen havde desuden iværksat – og ville iværksætte yderligere – initiativer vedrørende underretninger til parter om forventet sagsbehandlingstid.

(Sag nr. 19/01198)