FOB 02.93

Eftergivelse af studiegæld

01-01-2002

En mand fik afslag fra Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning på en ansøgning om eftergivelse af studiegæld. Til brug for afgørelsen blev en oversigt over lånets størrelse, afdragene og mandens indkomstforhold lagt til grund.

Afslaget blev stadfæstet af Finansministeriet, Budgetdepartementet. Herefter indgav manden ansøgning til Hypotekbanken om at sagen blev genoptaget. Han henviste bl.a. til at han i mellemtiden var opsagt fra sin stilling.

Hypotekbanken mente, efter at reglerne på området i mellemtiden var blevet ændret, at han nu opfyldte betingelserne for en delvis eftergivelse af studiegælden, og traf en afgørelse om nedskrivning af restgælden, formuleret som et tilbud. Manden indbragte afgørelsen for Finansministeriet som ændrede Hypotekbankens afgørelse således at studiegælden blev yderligere nedskrevet. Manden indsendte flere oplysninger, men Finansministeriet fastholdt den tidligere afgørelse.

Ombudsmandens anmodning om en udtalelse fik Finansstyrelsen til at revurdere sagen og nedskrive mandens gæld yderligere. Ombudsmanden anså det for beklageligt at myndighederne ikke havde hørt parten om den oversigt Hypotekbanken havde brugt til at vurdere om manden havde betalt tilstrækkeligt af på studiegælden, og som senere viste sig at være behæftet med fejl. Ombudsmanden mente det var uheldigt at myndighederne ved de første afgørelser havde anvendt loven forkert, og at myndighederne havde brugt en tilbudskonstruktion. (J.nr.2000-1226-730 og j.nr.2000-1934-700)