Forældrene til en elev på et privat gymnasium klagede til ombudsmanden over at rektor for gymnasieskolen midlertidigt havde udelukket og efterfølgende bortvist deres søn fra skolen, og over at Undervisningsministeriet ikke havde ændret rektors afgørelser. Forældrene klagede endvidere over den tid som ministeriet havde taget om at behandle klagen. Under sagens behandling hos ombudsmanden udtalte Undervisningsministeriet at reglerne i gymnasiebekendtgørelsen om partshøring, begrundelse og klagevejledning finder anvendelse ved afgørelser om bortvisning, og at gymnasieskolen ikke havde opfyldt reglerne i forbindelse med bortvisningen af sønnen.
Ministeriet udtalte også senere at der hverken var hjemmel til at udelukke sønnen midlertidigt efter gymnasiebekendtgørelsens bestemmelser eller på andet grundlag eller til senere at bortvise ham efter bekendtgørelsens bestemmelser.
Ombudsmanden meddelte forældrene at gymnasieskolen som et privat gymnasium ikke var en del af den offentlig forvaltning, og at ombudsmanden derfor var afskåret fra at foretage sig noget direkte over for skolen. Ombudsmanden meddelte endvidere forældrene at han havde besluttet at afslutte sin behandling af sagen uden at afgive en egentlig ombudsmandsudtalelse. Ombudsmanden henviste til at Undervisningsministeriet under sagens behandling havde givet forældrene medhold i væsentlige dele af klagen, og at der ikke var udsigt til at han kunne kritisere sagsbehandlingstiden i Undervisningsministeriet.
Undervisningsministeriet havde tidligere under sagens behandling udtalt at man navnlig under hensyn til den lange tid der var gået siden skolens afgørelse blev truffet, ikke mente at afgørelsen om bortvisning burde ændres med den virkning at sønnen kunne fortsætte på skolen. Ombudsmanden sendte Undervisningsministeriet en kopi af sit afsluttende brev til forældrene som en anmodning fra forældrene om at ministeriet tog stilling til hvorvidt man på baggrund af ministeriets seneste vurdering af manglerne ved afgørelsen om bortvisningen, ville foretage sig mere over for gymnasieskolen. Ombudsmanden bad Undervisningsministeriet om underretning om ministeriets svar til forældrene. (J.nr. 2001-0762-711).