Hvert år indsættes unge på 15 til 17 år i fængsler eller arrester.
Ombudsmandens Børnekontor vil ved sine tilsynsbesøg i 2025 have fokus på forholdene og rammerne for de unge, der er indsat i kriminalforsorgens institutioner, hvor der i øvrigt primært er placeret voksne.
”Unge, der bliver indsat i et fængsel eller en arrest, må antages at være i en særligt sårbar og udsat situation. Med tilsynene vil vi bidrage til at sikre, at de bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder”, siger Folketingets midlertidige ombudsmand, Henrik Bloch Andersen.
Unge i kriminalforsorgen
Unge på 15 til 17 år kan blive indsat i fængsler eller arrester af forskellige årsager.
De kan i forbindelse med en anholdelse af politiet blive placeret i en arrest, indtil retten har taget stilling til, om de skal løslades. De kan også være indsat i kriminalforsorgens institutioner som varetægtsarrestanter. Eller de kan have fået en dom, som de skal afsone.
Ifølge kriminalforsorgens offentliggjorte statistik blev der i 2023 indsat 139 unge mellem 15 og 17 år i fængsler og arrester.
I forbindelse med tilsynsbesøgene vil ombudsmanden blandt andet se på institutionernes brug af magt, isolation og udelukkelse af unge fra fællesskab samt informationen til de unge om deres rettigheder. Ombudsmanden vil også have fokus på institutionernes tilbud om undervisning, beskæftigelse og fritidsaktiviteter samt sundhedsmæssige forhold.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Henrik Bloch Andersen, tlf. 33 13 25 12
Områdechef Louise Christophersen, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Tema for Børnekontorets tilsynsbesøg i 2025
Temaet for Børnekontorets tilsyn i 2025 er unge i kriminalforsorgen. Der vil være fokus på:
- Brug af magt, observations- og sikringscelle
- Isolation og udelukkelse fra fællesskab
- Placering, fællesskab og relationer i øvrigt
- Information om rettigheder mv.
- Undervisning, beskæftigelse, fritid og sektorsamarbejde
- Sundhedsmæssige forhold.
Årets tema følger bl.a. op på en undersøgelse, som Børnekontoret i 2017 lavede vedrørende ”Unge i sikrede døgninstitutioner, arrester og fængsler”.
Generelt om ombudsmandens tilsynsbesøg
- Folketingets Ombudsmand foretager regelmæssige tilsynsbesøg i offentlige og private institutioner, især hvor mennesker er eller kan blive berøvet deres frihed.
- Tilsynsbesøgene udføres i samarbejde med DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur og Institut for Menneskerettigheder, der bidrager med lægefaglig og menneskeretlig ekspertise.
- Ombudsmandens Børnekontor foretager tilsynsbesøg på børneområdet.
- Hvert år udpeges et tema for årets tilsynsbesøg på både børneområdet og voksenområdet.
- Der udarbejdes hvert år en rapport, hvor ombudsmanden sammenfatter og formidler de væsentligste resultater af årets temabesøg.
- Ombudsmanden offentliggør løbende, hvilke institutioner mv. han har besøgt, ligesom han offentliggør de afsluttende breve til institutionerne.
Læs mere om ombudsmandens tilsynsbesøg.