Folketingets Ombudsmand vil i de kommende år gennemføre tilsyn med handicaptilgængeligheden på kommunale borgerservicecentre.
Det sker som led i ombudsmandens opgave med at undersøge, om offentlige bygninger er tilgængelige for personer med handicap.
”Alle skal have mulighed for at bruge de kommunale borgerservicecentre. Det gælder naturligvis også for personer med handicap. Det er derfor vigtigt, at kommunerne sørger for, at centrene er tilgængelige for alle”, siger Folketingets midlertidige ombudsmand, Henrik Bloch Andersen.
I forbindelse med tilsynene vil ombudsmanden blandt andet undersøge:
- Parkeringsforholdene for personer med handicap
- Adgangsarealerne samt indgangs- og dørpartier
- Udformningen af handicaptoiletter
- Information og skiltning
- Adgangen til hjemmesideinformation om borgerservicecentrenes tilgængelighed for personer med handicap.
Tilsynene vil blive gennemført af besøgshold fra ombudsmandsinstitutionen med deltagelse af ombudsmandens to tilgængelighedskonsulenter. De to konsulenter har henholdsvis et bevægelseshandicap og et synshandicap.
Resultaterne vil efterfølgende blive sammenfattet i en temarapport.
Yderligere oplysninger:
Folketingets Ombudsmand, Henrik Bloch Andersen, tlf. 33 13 25 12
Souschef Jørgen Hejstvig-Larsen, tlf. 33 13 25 12
FAKTA
Ombudsmandens tilsyn med tilgængelighed
Folketinget vedtog den 2. april 1993 beslutningsforslag B 43 om ligestilling og ligebehandling af mennesker med handicap. Folketinget bad ved beslutningen Folketingets Ombudsmand om at ”følge udviklingen i ligebehandlingen og eventuelt meddele påtale, hvor dette er muligt inden for ombudsmandens kompetence”. I forbindelse med behandlingen af folketingsbeslutning B 15 af 17. december 2010, der vedrørte Folketingets gennemførelse af FN’s Handicapkonvention i 2010, blev ordningen bekræftet.
Folketingets Ombudsmand foretager som en del af sit arbejde på handicapområdet tilsyn med offentlige bygninger, særligt med handicaptilgængelighed for øje. Tilsynene omfatter normalt bygningernes tilgængelighed for alle brugere af bygningerne. Formålet med tilsynene er dels generelt at følge udviklingen på området for tilgængelighed for mennesker med handicap og derved indvinde erfaringer om det mere generelle arbejde på området, dels i konkrete tilfælde at påpege fejl og mangler, hvor det er nødvendigt.
Efter § 7, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013) omfatter ombudsmandens kompetence alle dele af den offentlige forvaltning. Efter lovens § 18 kan ombudsmanden undersøge enhver institution eller virksomhed samt ethvert tjenestested under ombudsmandens virksomhed. I forbindelse med en sådan undersøgelse har ombudsmanden bl.a. mulighed for at foretage vurderinger ud fra almenmenneskelige og humanitære synspunkter.