Ombudsmanden undersøger forholdene for patienter indlagt på retspsykiatriske afdelinger

28-01-2025

Ombudsmanden vil i 2025 besøge de retspsykiatriske afdelinger, hvor blandt andet personer med dom til anbringelse eller behandling er indlagt. 

”Med vores tilsyn vil vi være med til at sikre, at patienter, som er indlagt på de psykiatriske afdelinger, bliver behandlet værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder”, siger Folketingets midlertidige ombudsmand, Henrik Bloch Andersen.

Ombudsmanden vil besøge alle otte retspsykiatriske afdelinger med sengeafsnit i de fem regioner.

Under tilsynsbesøgene vil ombudsmanden have særligt fokus på de retspsykiatriske patienters rettigheder, herunder om regionerne overholder de regler, der skal medvirke til at sikre, at retspsykiatriske patienter ikke er indlagt i længere tid end nødvendigt. Det vedrører for eksempel udarbejdelse af behandlingsplaner, udgangsforløb og samarbejde med andre instanser.

Ombudsmanden vil også undersøge brugen af tvang, indgreb og restriktioner over for de retspsykiatriske patienter samt patienternes relationer til for eksempel personalet og andre patienter.

Tilsynsbesøgene gennemføres i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Efter afslutningen af tilsynsåret vil ombudsmanden sammenfatte de væsentligste resultater i en temarapport.

 

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Henrik Bloch Andersen, tlf. 33 13 25 12

Områdechef Lisbeth Adserballe, tlf. 33 13 25 12

 

FAKTA

Om undersøgelsen

Ombudsmanden forventer i forbindelse med temaet om retspsykiatri at aflægge tilsynsbesøg på retspsykiatriske afdelinger med sengeafsnit, hvor blandt andet personer med dom til anbringelse eller behandling er indlagt. Tilsynsbesøgene vil omfatte alle retspsykiatriske afdelinger i de fem regioner.

Om temaet

Der vil særligt være fokus på de rettigheder, som patienter indlagt på de retspsykiatriske afdelinger har, og på de regler, der skal sikre, at retspsykiatriske patienter ikke er indlagt i unødig lang tid.

Der vil også være fokus på brugen af tvang, indgreb og restriktioner over for de retspsykiatriske patienter og på patienternes relationer til for eksempel personalet og andre patienter.

Generelt om ombudsmandens tilsynsbesøg

Ombudsmandens tilsynsbesøg retter sig imod områder af den offentlige forvaltning, hvor borgere er frihedsberøvede eller på anden måde i en sårbar situation.

Læs mere om ombudsmandens tilsyn og temaer