Ombudsmanden har afsluttet undersøgelse af Familieretshusets sagsbehandlingstider på værgemålsområdet

07-02-2025

Efter at have modtaget flere klager over Familieretshusets sagsbehandlingstid i konkrete sager om værgemål indledte Folketingets Ombudsmand i sommeren 2024 en undersøgelse af sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet.

Familieretshuset har i en længere periode modtaget betydeligt flere nye sager på værgemålsområdet, end Familieretshuset har afsluttet. Det har betydet, at antallet af verserende sager er øget væsentligt, og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de afsluttede sager er steget. For nogle sager er der i dag en sagsbehandlingstid på flere år.

Sagsbehandlingstiden i værgemålssagerne har løbende givet anledning til betydelig offentlig og politisk bevågenhed.

Under et samråd den 8. januar 2025 i Folketingets Socialudvalg tilkendegav social- og boligministeren, at sagsbehandlingstiderne på værgemålsområdet er uholdbare.

”Når man tænker på, hvor betydelige konsekvenser værgemålssager kan have for de berørte parter, er der grund til at se med stor alvor på udviklingen i sagsbehandlingstiderne. Jeg kan derfor tilslutte mig ministerens vurdering af, at situationen er uholdbar”, siger Folketingets midlertidige ombudsmand, Henrik Bloch Andersen.

Lovforslag sendt i høring

Familieretshuset har oplyst til ombudsmanden, at udviklingen i sagsantallet på værgemålsområdet især skyldes, at flere borgere har behov for et værgemål, hvilket også medfører en stigning i antallet af øvrige sager på området, herunder sager om brug af midler og tilsyn med værger.

Familieretshuset har ad flere omgange fået adgang til at anvende yderligere midler på værgemålsområdet til ansættelse og fastholdelse af et antal nye medarbejdere. Justitsministeriet har desuden den 31. januar 2025 sendt et lovforslag i høring, der har til formål bl.a. at bringe Familieretshusets sagsbehandlingstider ned. Lovforslaget forventes fremsat i foråret med ikrafttræden den 1. juli 2025.

Ombudsmanden har på den baggrund bedt Social- og Boligministeriet om primo 2026 at sende en redegørelse for udviklingen i sagsbehandlingstiderne og sagsbeholdningen i 2025 samt en vurdering af bl.a., om de tiltag, der er blevet iværksat, kan anses for tilstrækkelige.

Læs ombudsmandens udtalelse

Folketingets Ombudsmands nyhed af 2. juli 2024

Yderligere oplysninger:

Folketingets Ombudsmand, Henrik Bloch Andersen, tlf. 33 13 25 12