En far klagede over at Undervisningsministeriet havde givet et amt dispensation fra folkeskolelovens bestemmelser om minimumsgrænser for antallet af klasseundervisningstimer på en skole for fysisk og psykisk handicappede. Faderens søn var elev på den pågældende skole. Faderen mente ikke at Undervisningsministeriet havde hjemmel til at give den pågældende dispensation.
Undervisningsministeriet svarede at ministeriet med hjemmel i folkeskolelovens § 3, stk. 2, havde udstedt en bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden socialpædagogiske bistand. Bekendtgørelsen indeholdt efter Undervisningsministeriets mening den fornødne hjemmel.
Ombudsmanden mente ikke at den påberåbte dispensationsbestemmelse kunne anvendes som hjemmel til afgørelser der er i strid med selve bemyndigelsesloven. Ombudsmanden udtalte derfor at Undervisningsministeriet ikke havde den fornødne hjemmel til at meddele den omtalte dispensation, og henviste bl.a. til at en fravigelse af minimumstimetallet måtte betragtes som en forholdsvis indgribende foranstaltning der krævede præcis hjemmel. Ombudsmanden henstillede at Undervisningsministeriet genoptog sagen. (J.nr. 1996-1072-710).